Donorer: Fortæl om os, efter vi er døde

I en ny ph.d.-afhandling fortæller 13 danskere, hvorfor de har valgt at donere deres krop til uddannelse og forskning. Mange ønsker, at studerende skal kende til deres sygehistorie.

Henrik Gulbæk Søborg har besluttet sig for at give sin krop til videnskaben efter sin død. Foto: Sara Gangsted
Henrik Gulbæk Søborg har besluttet sig for at give sin krop til videnskaben efter sin død. Foto: Sara Gangsted

Stadigt flere danskere vælger at donere deres krop til videnskaben, så lægestuderende og læger kan bruge de døde kroppe til dissektion, uddannelse og forskning. I år har cirka 500 anonyme danskere besluttet, at deres afdøde legeme skal doneres til videre undersøgelser på Panum Instituttet på Københavns Universitet, mens det blot var 170 årligt for 12 år siden.

Vi ved dog ikke meget om de mennesker, der ender i dissektionssalen i kælderen under Panum Instituttet, for donorerne er garanteret anonymitet. Men i en ny ph.d.-afhandling fra Institut for Folkesundheds­videnskab på Københavns Universitet er det lykkedes Maria Olejaz Tellerup at finde frem til og interviewe 13 donorer.

Flere af dem giver udtryk for, at de gerne have, at de medicinstuderende får kendskab til deres sygehistorie. En kvinde, der har lidt af alvorlig leddegigt, fortæller:

»Jeg tænkte, at nogen kunne bruge mine dejlige øjne, nyrer og så videre. De studerende kunne more sig med at betragte mine deforme hænder, der er blevet opereret elleve gange og har fået sat plastik ind i stedet for knogler.«

Fortæl, hvorfor jeg mangler en nyre

En anden donor, der som ung led af psykiske problemer og fik elektrochok, blev ligefrem vred, da hun i forbindelse med interviewet til ph.d.-afhandlingen opdagede, at de studerende ikke får kendskab til hendes syge­historie.

Det vil betyde, at de under dissektionen vil opdage, at hun kun har én nyre, men de vil ikke få at vide, hvorfor den anden blev fjernet. Hun ønskede, at de studerende fik at vide, at den anden nyre blev ødelagt og fjernet som følge af et selvmordsforsøg.

»Mange donorer kunne tænke sig, at deres sygehistorie blev brugt lidt mere. Det er så meningsfuldt for dem at donere, og det er en del af deres livshistorie og det eftermæle, de ønsker sig, og derfor vil de gerne have, at der følger noget af deres historie med,« fortæller Maria Olejaz Tellerup.

Hun oplever også, at de medicinstuderende er interesserede i mere information.

»De medicinstuderende er meget nysgerrige og gætter på, hvem donor er, og de spørger lidt nervøst til, om donorerne godt er klar over, at de studerende skærer kroppene i stykker under dissektionen. Det ved donorerne godt, og derfor kunne de studerende få god gavn af at få flere oplysninger om donorer generelt. Men hvis de skal have mere specifik viden om den enkelte donor, kræver det, at der er ressourcer til at sætte oplysningerne i en meningsfuld sammenhæng,« siger Maria Olejaz Tellerup.

I forbindelse med ph.d.-afhandlingen har hun gennemgået erfaringer med mere åbne donationsordninger fra udlandet.

I den amerikanske delstat Indiana eksperimenterer man for eksempel med at give de studerende personlige oplysninger om donorerne som navn, uddannelse og arbejde, ligesom nogle donorer har skrevet et brev til de studerende. De studerende kan også mødes med donors pårørende, hvis der er et ønske om det.

»I det konkrete tilfælde fra Indiana er der afsat tid og ressourcer til, at det bliver meningsfuldt for de studerende at få kendskab til donor. Jeg er dog ikke sikker på, at jeg uden videre ville anbefale det i Danmark. I øjeblikket er der i hvert fald ikke ressourcer til, at informationerne kan bruges meningsfuldt,« siger Maria Olejaz Tellerup.

De døde er de første patienter

Maria Olejaz Tellerup mener, at mere åbenhed om donorernes historie er en del af en større diskussion om lægernes uddannelse. De skal ikke blot uddannes og lære at finde de rigtige kar og nerver, men de skal også dannes, så de som læger ser patienten som et menneske.

»Dissektionen af lig er en praktisk-etisk træning. For mange af de studerende er dissektionssalen det første sted, de møder en patient. Det er et vigtigt møde, fordi det er med til at forme dem som læger. Som patienter vil vi ofte efterspørge læger, der forholder sig objektivt og fagligt til vores sygdom, men som samtidig kan se os som hele mennesker. Det, mener jeg, at de blandt andet har mulighed for at lære på dissektionssalen, og derfor er den undervisning så vigtig,« siger hun.

Har ikke ressourcerne

Professor Jørgen Tranum-Jensen, der er ansvarlig for Københavns Universitets donationsordning, kan godt forstå donorernes ønske om at lade studerende og læger få kendskab til deres sygehistorie.

I de seneste ti år har man som donor haft mulighed for at give tilladelse til, at Panum Instituttet kan rekvirere sygejournalen fra den praktiserende læge, og det giver næsten alle donorerne tilladelse til.

Men Panum Instituttet udnytter det kun lejlighedsvist i forskningsmæssig sammenhæng. Der er ikke ressourcer til at sortere i informationerne om et helt livs sygehistorie og gøre dem meningsfulde for de læge­studerende.

»Jeg forstår det virkelig godt, men vi har ikke kapacitet til det. Det ville kræve ekstra personale, der kan sortere i og præsentere sygehistorien på en meningsfuld måde. Men både jeg selv og andre faglige vejledere er altid til stede, når de studerende står og dissekerer. Vi kan så godt som altid fortælle dem, hvad det er, de har fundet, hvis de finder tegn på sygdomme i kroppen,« siger Jørgen Tranum-Jensen.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.