Dommens dag nærmer sig for norske narkosmuglere

Fem nordmænd risikerer langvarige fængselsstraffe og udvisning fra Danmark i en blodig kriminalsag, der bragte den lille nordjyske havneby Ålbæk i mediernes søgelys for præcist et år siden.

Stedet er Aalbæk Havn mellem Frederikshavn og Skagen søndag 6. januar 2013 omkring klokken 21. På havnen står to nordmænd på 27 og 36 år og venter på, at deres kammerat, en 48-årig nordmand, ankommer til kajen i en speedbåd. Båden skal bringe 260 kilo hash fra den nordjyske havn til Arendal og videre til Oslo.

De tre nordmænd ved ikke, at norsk politi har plantet en GPS-sender på båden. De ved heller ikke, at dansk politi og en aktionsstyrke fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) ligger på lur efter tip fra deres norske kolleger.

Da de begynder at laste de mange pakker med hash på speedbåden, slår politiet til. Nordmændene forsøger at flygte i båden, men bliver indhentet af en båd fra frømandskorpset. PET-agenter går ombord i speedbåden, da den 48-årige skyder mod en betjent og rammer ham i lysken. Ilden besvares af den sårede betjent, der skyder den 48-årige i hovedet og brystet. Den 48-årige erklæres efterfølgende død.

Det er rammen om en blodig kriminalsag, som fandt sted for et år siden. Det retslige efterspil begynder mandag på årsdagen for den dramatiske episode i Retten i Hjørring.

Udover de to nordmænd, der stod og ventede på havnen i Ålbæk, er kredsen af tiltalte udvidet med yderligere tre nordmænd.

Alle fem er tiltalt for i forening at have organiseret hashsmuglingen fra Danmark til Norge, og de risikerer op til ti års fængsel og udvisning fra Danmark.

Af anklageskriftet fremgår det også, at anklagemyndigheden går efter at få fingre i to af smuglernes dyre Rolex-ure til henholdsvis 120.000 kroner og 67.000 kroner som et bidrag til at dække sagens omkostninger.

Betjenten, der udløste det dræbende skud, er ikke part i sagen. Den Uafhængige Politiklagemyndighed afgjorde i efteråret, at betjenten handlede i selvforsvar, efter at der var åbnet ild mod ham.

Anklagemyndigheden er meget fåmælt om, hvordan man har fundet frem til de tre nordmænd, der ikke var på havnen den skæbnesvangre januaraften. Men af anklageskriftet fremgår det, at to af de tiltalte har været i besiddelse af ulovlige mobiltelefoner under varetægtsfængslingen.

Det har gjort det muligt at afstemme forklaringer og fjerne beviser. Men det kan også have ledt politiet på sporet af de formodede medskyldige, hvis det viser sig, at politiet har aflyttet telefonerne. Det vil anklageren i sagen, Mette Bendix, dog ikke kommentere på.

»Nej, det vil jeg ikke, og det havde du nok heller ikke regnet med. Men det vil komme frem, når sagen begynder på mandag,« siger Mette Bendix.

Hun vil heller ikke på forhånd udpege hvem af de tiltalte, anklagemyndigheden betragter som bagmand i sagen.

»De er alle tiltalt efter straffelovens paragraf 191, hvor strafferammen er op til ti års fængsel. Jeg kan ikke sige noget om, hvorvidt nogle skal have mere end andre. Det vurderer vi på, når vi har hørt deres forklaringer,« siger Mette Bendix.

Der er afsat seks retsdage til sagen, som er en såkaldt domsmandssag med en juridisk dommer og to lægdommere. Den sidste retsdag er 14. februar, hvor der skal tages stilling til skyldsspørgsmål og strafudmåling.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.