Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:
2020-plan:

DF vil hente 12 mia. på job til indvandrere

Dansk Folkeparti vil lukke en del af statskassens hul ved at få flere indvandrere i arbejde.

Før næste uges forhandlinger om regeringens 2020-plan stiller Dansk Folkeparti krav om, at en stor del af milliarderne til at lukke hullet i statskassen skal skaffes ved at få flere ikke-vestlige indvandrere i job frem mod 2020.

Fra 2020 kan der ifølge partiet hentes 12 mia. kr. om året ved at hæve de ikke-vestlige indvandreres beskæftigelsesfrekvens med 12 procentpoint, samme stigning som er foretaget fra 2002 til nu. I dag er ikke-vestlige indvandreres beskæftigelsesfrekvens 56 mod etniske danskeres 80.

»Samfundet får mere gavn af, at en ikke-vestlig indvandrer kommer ud på arbejdsmarkedet og kan være der i mange år, end at en efterlønner tager et år mere. Vores krav er, at vi skal have langt flere ikke-vestlige indvandrere i job,« siger Peter Skaarup (DF).

DF kræver en omfattende uddannelsesstrategi for indvandrere, og at der foretages en systematisk gennemgang af alle indvandrere, der står til rådighed for arbejdsmarkedet med henblik på at tilbyde dem danskkursus, uddannelse eller et job. Det skal kombineres med en økonomisk gulerod til de kommuner, der er bedst til at få indvandrere i job.

Integrationsminister Søren Pind (V) er positiv: »Det er spændende, at DF involverer sig så meget i at skabe arbejdsmarkedsinvolvering. Vi kommer snart med en rapport, der redegør for regeringens indsats, og hvad der kan vindes. Det er værd at beskæftige sig med som et indsatsområde,« siger han, men vil dog ikke svare på, om det kan erstatte en efterlønsreform. Socialdemokraternes integrationsordfører, Henrik Dam Kristensen (S), roser DF: »Det ville være mærkeligt, hvis ikke også S-SF opererer med at få hævet erhvervsfrekvensen for indvandrere, når vi kommer i regering.«

Integrationsekspert Erik Bonnerup mener, »at der er mange mia. at hente«: »Men man burde nok være begyndt for ti år siden, hvis målet om 12 mia. kr. skal nås inden 2020.«