DF vil gøre e-cigaretter lovlige

Elektroniske cigaretter hjælper til rygestop og burde være lovlige, mener Dansk Folkeparti. Konservative støtter forslaget, mens de Radikale efterlyser mere viden.

E-cigaretter på række.
E-cigaretter på række.

Tusindvis af danskere damper løs på elektroniske cigaretter, men mange er ikke klar over, at de rent faktisk er ulovlige at sælge. De nikotin-holdige e-cigaretter er nemlig ikke godkendt af danske myndigheder, derfor skrider Sundhedsstyrelsen jævnligt ind over for forhandlerne og beordrer dem til at stoppe salget.

Men det burde være lovligt at sælge e-cigaretter i Danmark, lyder det fra Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt. Hun mener, at de danske regler for salg af nikotin bør lempes, så rygere kan få tilfredsstillet deres trang uden de mange skadelige stoffer, der findes i tobak.

- Der er masser af eksempler på, at folk er holdt op med at ryge ved hjælp af e-cigaretter, og det forstår jeg simpelthen ikke, at sundhedsmyndighederne vil forhindre, siger Liselott Blixt, der samtidig påpeger, at e-cigaretter er et godt alternativ til almindelig rygning.

- Det generer ikke omgivelserne, når man tænder en e-cigaret. Jeg synes, det er synd, at man kriminaliserer mennesker, der gerne vil skære ned på rygningen, siger DF-ordføreren.

Hun får opbakning fra sin ordførerkollega i Det Konservative Folkeparti, Benedikte Kiær. Hun mener, at Danmark bør lade sig inspirere af Sverige, hvor reglerne for varer, der indeholder nikotin, er langt mindre skrappe end i Danmark. Det betyder blandt andet, at det er lovligt at købe e-cigaretter i broderlandet.

- Vi skal gøre, hvad vi kan, for at nedbringe antallet af rygere. Kan vi få færre dødsfald, er det værd at kigge på, siger Benedikte Kiær.

Kritikerne af e-cigaretter påpeger blandt andet, at man ikke aner noget om de langsigtede effekter af damp-rygning.

- Der er slet ikke lavet undersøgelse, hverken på kort eller lang sigt, om effekten for lungerne. Og der er ingen, der ved, hvad brugen af e-cigaretter betyder for rygere, der i forvejen har lungeproblemer, siger overlæge Inge Haunstrup Clemmensen fra Kræftens Bekæmpelse.

- Jeg kan ikke forestille mig, at e-cigaretter ikke er usunde. Dine lunger er ikke beregnet til at hive stoffer ned i, understreger hun.

Manglen på undersøgelser af dampens effekter får De Radikale til at tøve med at bakke op om DF-forslaget. Sundhedsordfører Camilla Hersom efterlyser mere viden på området, inden man frigiver e-cigaretterne.

- Jeg er med på, at brugerne opfatter dem som et godt alternativ til almindelig rygning. Men man kan ikke bare lovliggøre et produkt, uden man kender de langsigtede konsekvenser, siger hun.

Flere af de danske forhandlere af e-cigaretter sælger deres produkter fra Sverige og er dermed ikke omfattet af de danske regler. Selv om det er ulovligt at sælge den nikotin-holdige væske i Danmark, er det ikke ulovligt for danskere at købe den, hverken i Danmark eller i udlandet.

Hvis e-cigaretter skal sælges under de nuværende danske regler, kræver det en undersøgelse og en efterfølgende tilladelse fra Sundhedsstyrelsen til at forhandle lægemidler - som det for eksempel er sket med nikotin-tyggegummi.

Sundhedsstyrelsen har på nuværende tidspunkt ingen ansøgninger om godkendelse af nikotinholdige e-cigaretter.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.