Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

DF: PET blokerer koldkrigsrapport

Dansk Folkeparti anklager PET for at »slagte« den længe ventede rapport fra Bent Jensen om Den Kolde Krig, fordi hemmelige oplysninger om danske KGB-agenter bliver slettet.

Regeringens og Dansk Folkepartis stort anlagte rapport om Den Kolde Krig er ved at ryge i vasken.

Ifølge Dansk Folkepartis Jesper Langballe er Politiets Efterretningstjeneste (PET) i gang med at strege bl.a. navne på danske KGB-agenter ud af den længe ventede rapport, som det borgerlige flertal bevilgede ti millioner kroner til på finansloven i 2006.

»Det går så ufatteligt langsomt hos PET. Langt over halvdelen, måske snarere op mod 80 procent af forskernes anmodninger om afklassificering bliver afslået, og så er værket jo slagtet. Så er der ikke noget tilbage. Jeg nægter at tro, det må gå sådan. Men som det ser ud nu, lander de fire historikeres arbejde gennem tre år og til ti millioner kroner på møddingen,« siger Jesper Langballe, som i dag har indkaldt Folketinget og forsvarsministeren til en forespørgselsdebat om sagen.

Rapporten er på 1.000 sider og blev afleveret til Forsvarsministeriet ved nytårstid. Herefter har PET og andre myndigheder på nu snart sjette måned taget stilling til en række anmodninger om afklassificering af hidtil hemmelige oplysninger, der indgår i rapporten.

Ifølge Langballe gælder det bl.a. navne på »røde agenter« - altså danskere, som mod »en passende belønning« afleverede oplysninger til Sovjetunionen.

Ifølge SFs Pernille Frahm tyder alt på, at historiker Bent Jensen, leder af Center for Koldkrigsforskning, trods en tidligere advarsel fra PET har skrevet oplysninger ind i rapporten, som enten er personfølsomme eller kan true rigets sikkerhed.

»Bent Jensen er ganske enkelt kronisk ude af stand til at følge de samme spilleregler som andre. Mit gæt er, at rapporten aldrig udkommer,« siger hun.

Bent Jensen ønsker ikke at kommentere, om PET har givet afslag på centrets anmodninger. PET nøjes med at oplyse, at »en række oplysninger« er blevet afklassificeret. Heller ikke forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V) har ønsket at kommentere sagen.