Det store fravalg

Pres fra læger, udstrakt tillid til videnskaben samt lav religiøsitet har gjort Danmark til verdensmester i fosterundersøgelser og efterfølgende abort i tilfælde af Downs syndrom. Nina og Arne Nørregaard valgte at beholde deres søn August med Downs syndrom, selv om de savnede forståelse fra lægernes side.

Det var for Augusts skyld, fortalte narkoselægen Nina og Arne Nørregaard. For at August kunne falde til ro og føle sig tryg på operationsstuen blandt de mange fremmede læger og instrumenter. For Augusts skyld skulle hans mor og far smile og tale beroligende til deres to og en halv måned gamle søn.

Så det gjorde de. De smilede til ham, de talte til ham, og de nussede deres dreng, selv om de begge to stod med tårer i øjnene.

Normalt vil man gerne vente med at hjerteoperere på et barn, til det er omkring tre måneder eller mere. Kroppen er blevet stærkere og har måske taget lidt på, og det giver som regel et bedre resultat, hvis lægerne venter med at åbne brystbenet ind til hjertet, sætte det i stå og reparere på den misdannelse, der er årsag til operationen.

Arne og Nina Nørregaard følte ikke megen forståelse fra personalet på hospitalet for deres beslutning om at få deres søn trods udsigten til, at han ville blive født med et handicap. Få timer efter fødslen, stod det også klart, at August havde Downs syndrom.
Arne og Nina Nørregaard følte ikke megen forståelse fra personalet på hospitalet for deres beslutning om at få deres søn trods udsigten til, at han ville blive født med et handicap. Få timer efter fødslen, stod det også klart, at August havde Downs syndrom.

Men lægerne kunne ikke vente på, at August blev større. For mellem de højre og venstre kamre i Augusts hjerte var et hul. En medfødt hjertefejl, der øger risikoen markant for, at hjertet på et tidspunkt svigter, og som betød, at August ikke tog på hurtigt nok til, at lægerne kunne vente på det. Et hul mellem hjertekamrene er en hjertefejl, der er typisk for børn som August, der har ét ekstra kromosom. Børn med Downs syndrom.

Når vi i Danmark kan bryste os af en førsteplads på internationalt plan, samles vi som nation ofte i en fælles sejrsrus, hvor vi hylder os selv og taler om vores sejr over resten af verden.

Der findes dog også titler, som vi genvinder år efter år – men som vi sjældent taler om, og som mange slet ikke kender til.

Danmark er ubestridt verdensmester, når det gælder undersøgelser af børn, der endnu ligger i deres mors mave – det der hedder fosterdiagnostik.

»Vi er det land i verden, hvor den største andel af befolkningen siger ja tak til de tilbud, der er om nakkefoldsscanning,« siger overlæge Olav Bjørn Petersen fra Dansk Føtalmedicinsk Selskab.

Arne og Nina Nørregaard følte ikke megen forståelse fra personalet på hospitalet for deres beslutning om at få deres søn trods udsigten til, at han ville blive født med et handicap. Få timer efter fødslen, stod det også klart, at August havde Downs syndrom. 
Fotos: Kasper Palsnov og Privatfoto
Arne og Nina Nørregaard følte ikke megen forståelse fra personalet på hospitalet for deres beslutning om at få deres søn trods udsigten til, at han ville blive født med et handicap. Få timer efter fødslen, stod det også klart, at August havde Downs syndrom. Fotos: Kasper Palsnov og Privatfoto

Siden 2004 har alle gravide i Danmark kunnet benytte sig af et tilbud om fosterundersøgelser fra sundhedssystemet med henblik på at opspore misdannelser tidligt i graviditeten. Og med særligt henblik på at vurdere risikoen for, at barnet i maven har Downs syndrom. Indtil 2004 var det kun kvinder over 35 år, der fik et tilbud om fosterundersøgelser, da risikoen for at vente et barn med for mange kromosomer stiger, jo ældre kvinden er.

I dag er det dog alle gravide kvinder uanset alder, der kan få foretaget en fosterundersøgelse tidligt i graviditeten. Det foregår ved en blodprøve og en ultralydsscanning i 12. uge, hvor væsken i fostrets nakkefold måles. Når mængden af væske i barnets nakkefold sammenholdes med kvindens alder og resultatet af blodprøven, når man frem til et tal – en såkaldt risikovurdering.

Hvis risikoen er større end én til 300, får den gravide et tilbud om yderligere undersøgelser, der med sikkerhed kan fastslå, om barnet har en misdannelse.

Danske kvinder og deres partnere har i den grad taget fosterundersøgelserne til sig. Således vælger 93 procent af de gravide i Danmark at benytte sig af tilbuddet, viser tal fra Dansk Cytogenetisk Centralregister. Samtidig vælger godt 98 procent at afbryde graviditeten, hvis yderligere undersøgelser viser, at fostret har Downs syndrom.

Tallene er i sig selv høje, men endnu højere i forhold til resten af verden. Ingen andre lande kan prale af en gravid befolkning, der i lige så høj grad benytter sig af fosterundersøgelser og abort ved Downs syndrom. Også når det gælder de lande, som Danmark normalt bliver sammenlignet med, skiller vores lille land sig markant ud.

I England har man et system, der matcher det danske. Her bliver alle gravide ligeledes tilbudt en kombineret test med blodprøve og nakkefoldsscanning, som munder ud i en risikovurdering for Downs syndrom. Tilslutningen til undersøgelserne lå i 2011 omkring 68 procent, både blandt gravide over og under 35 år. I de tilfælde, hvor fosterdiagnostikken havde påvist, at den gravide ventede et barn med Downs syndrom, valgte 88,6 procent af englænderne at afbryde graviditeten.

Vores naboer i Sverige tilbyder også den kombinerede test til alle gravide, men kun i seks af landets 21 regioner. I 2012 var det godt 32 procent af de svenske gravide, der gennemgik en nakkefoldsscanning.

Omtrent samme procent finder man i Holland, hvor alle gravide bliver tilbudt testen. Her skal de gravide under 36 år betale godt 1.100 kroner for undersøgelserne. I de tilfælde, hvor Downs syndrom påvises, vælger ca. 85 procent af hollænderne en abort.

Nogle af de mest restriktive regler i vores nabolande findes i Norge. Her er det kun gravide over 38 år, der får et tilbud, som vi kender det herhjemme. Når det kommer til abort af fostre med Downs syndrom, benyttede 80 procent af nordmændene sig af den mulighed i 2012.

Vi er altså ganske unikke i Danmark – både med vores store brug af fosterundersøgelser og vores valg af abort, når undersøgelserne viser, at fostret har Downs syndrom. I 2012 blev der kun født 23 børn med Downs syndrom herhjemme. Inden alle gravide blev tilbudt fosterundersøgelser, blev der årligt født ca. 60 børn med Downs syndrom. Dengang fandt man årligt via fosterdiagnostik frem til ca. 75 fostre med Downs syndrom. I 2012 var det tal steget til 158, og i 155 af tilfældene resulterede det i et valg af abort.

Men hvordan er vi nået dertil, hvor næsten alle danske gravide benytter sig af undersøgelserne, og hvor langt de fleste fostre med Downs syndrom vælges fra? Og hvorfor adskiller Danmark sig så markant?

Birgit Kirkebæk er professor i specialpædagogik og har forsket i dansk handicaphistorie i en årrække. Hun er kritisk over for udviklingen:

»Det er som om, at vi danskere er vældigt hurtige til at tage ny forskning til os. Og handle på den. De fleste korser sig jo, når man sammenligner nutidens fosterundersøgelser med 1930ernes tanker om racehygiejne, men i forhold til dengang er vi jo gået meget længere ud ad planken i dag – i forhold til at vælge folk fra,« siger hun med henvisning til danskernes rekord i at abortere fostre med Downs syndrom.

I Norge, hvor fosterundersøgelser er et varmt debatemne, er man endnu mere kritiske. Her kalder nogle ligefrem Danmark for »sorteringssamfundet«:

»Man mener, at tilbuddet udtrykker, at nogle mennesker er mindre værd end andre. At nogle mennesker er uønskede i samfundet eller har en type livskvalitet, som man ikke regner for noget særligt,« siger Berge Solberg, professor i medicinsk etik ved Norges Teknisk-Naturvidenskabelige Universitet i Trondheim.

Sønnen August var ikke med i planen. Med i forvejen Nikolai på 12, Peter på ti og Jens på tre år i lejligheden på femte sal over for Avedøre Station var August en overraskelse for Nina og Arne Nørregaard.

Arne og Nina Nørregaard følte ikke megen forståelse fra personalet på hospitalet for deres beslutning om at få deres søn trods udsigten til, at han ville blive født med et handicap. Få timer efter fødslen, stod det også klart, at August havde Downs syndrom.
Arne og Nina Nørregaard følte ikke megen forståelse fra personalet på hospitalet for deres beslutning om at få deres søn trods udsigten til, at han ville blive født med et handicap. Få timer efter fødslen, stod det også klart, at August havde Downs syndrom.

Nina, der på det tidspunkt var 44 år, vidste godt, at hun befandt sig i den gruppe af gravide, hvor risikoen for at vente et barn med Downs syndrom er ekstra høj, så hun besluttede sig for at tage imod tilbuddet om en risikovurdering. Hun havde også været i risikogruppen, da hun var gravid med sønnen Jens, men hun havde takket nej til nakkefoldsscanningen og blodprøven i uge 12, da hun fik tilbuddet:

»Uha, det ser ikke godt ud,« husker Nina Nørregaard, at scanningssygeplejersken sagde, mens hun kørte ultralydsscanneren hen over Ninas mave, der var dækket af et lag gelé. På en skærm ved siden af var det første scanningsbillede af August.

Ved sin fjerde graviditet foregik Ninas første ultralydsscanning på Hvidovre Fødeafdeling, der med 7.000 fødsler årligt er den største af sin slags i landet. Hun var taget til scanning uden sin mand og fik derfor beskeden alene: Barnet i hendes mave havde en fortykket nakkefold, og risikoen, for at det var et barn med Downs syndrom, var ualmindeligt høj. En til fire; 25 procents risiko for et barn med et kromosom i overskud og en lang række af medfølgende lidelser og misdannelser.

2012, samme år som Nina Nørregaard var gravid med August, var et rekordår for Danmark. Det blev året, hvor det færrest antal børn med Downs syndrom nogensinde kom til verden, og sammen med 22 andre spædbørn blev August Nørregaard en del af en stadigt mindre gruppe af mennesker, der har 47 kromosomer mod de almindelige 46 kromosomer.

Det ekstra kromosom betyder blandt andet, at mennesker med Downs syndrom udvikler sig langsommere end andre og har en forøget risiko for medfødte hjertefejl. Tidligere blev mennesker med Downs syndrom ikke særligt gamle, men i takt med at videnskaben har udviklet sig, lever langt de fleste med Downs syndrom, til de er omkring 60 år gamle.

De nuværende retningslinjer for fosterdiagnostik i Danmark blev udgivet af Sundhedsstyrelsen i 2004. Retningslinjerne bygger primært på en rapport med anbefalinger fra en arbejdsgruppe, som blev offentliggjort i 2003. Arbejdsgruppen bestod udelukkende af medicinsk fagpersonale.

Sundhedsstyrelsen valgte at følge arbejdsgruppens anbefalinger om at afskaffe alderskriteriet på 35 år. Alle gravide kvinder blev i stedet tilbudt information om fosterdiagnostik, og der blev dermed åbnet for, at alle kunne få en risikovurdering for Downs syndrom, som bygger på en kombination af nakkefoldsscanningen og blodprøver fra de gravide. Det er først i tilfælde af en høj risikovurdering, at de gravide tilbydes invasive undersøgelser, hvor en nål stikkes ind gennem kvindens maveskind, og en smule af enten moderkagen eller fostervandet tages ud.

Det nuværende tilbud har medført en positiv udvikling på flere områder. Antallet af moderkage- og fostervandsprøver er således mere end halveret i forhold til, da de var på det højeste. Samtidig er spædbørnsdødeligheden på grund af misdannelser halveret efter indførelsen af de nye retningslinjer.

»Det dækker over, at parrene vælger de meget alvorligt syge fostre fra. Men det dækker også over, at det for en række sygdomme er altafgørende at kende diagnosen på forhånd. Prognosen for barnet er markant bedre, hvis vi inden fødslen kender diagnosen. Fra det øjeblik, barnet bliver født, kan man tilbyde den rigtige behandling,« siger overlæge Olav Bjørn Petersen.

Men tilbuddet om fosterundersøgelser til alle har også ført andre ting med sig. Antallet af provokerede aborter på fostre med Downs syndrom er steget markant.

Arbejdsgruppen af fagpersoner havde i rapporten fra 2003 forudset udviklingen. Her ventede man, at et gratis tilbud om fosterundersøgelser til alle ville medføre, at antallet af provokerede aborter pga. Downs syndrom ville vokse fra de daværende ca. 55 til ca. 85 årligt.

Efter indførelsen af de nye retningslinjer er gennemsnittet steget til omkring 130 aborter årligt.

Samme dag som Nina og Arne Nørregaard fik at vide, at risikoen for, at barnet i Ninas mave havde Downs syndrom, var meget høj, blev de kaldt til den første af mange samtaler på Hvidovre Hospital. Her blev de præsenteret for to undersøgelser, der kunne fortælle dem, om deres barn havde Downs syndrom. Moderkage- og fostervandsprøven. Celler fra moderkagen og fostervandet indeholder både moderens kromosomer og fosterets. Ved at skille cellerne ad og koncentrere sig om fosterets kromosomer kan et laboratorium med meget stor sikkerhed afgøre, om et foster har en kromosomfejl som ved Downs syndrom.

Begge undersøgelser indebærer omkring en procents risiko for abort. Og det var den risiko, der fik Nina og Arne Nørregaard til at tøve.

»Jeg kan huske, at jeg til alle de samtaler, vi var til på hospitalet, sagde, at jeg ikke havde lyst til at få lavet undersøgelserne, når der nu var en procents risiko for abort. Som oftest blev jeg mødt med det samme svar: »Jamen der er jo 25 procents risiko for, at fosteret har Downs syndrom.« Det var dér, vores samtaler ligesom altid sluttede,« fortæller Nina Nørregaard.

Men for Nina og Arne Nørregaard handlede det snarere om, at de jo ikke havde tænkt sig at afslutte graviditeten, hvis det viste sig, at barnet i Ninas mave havde Downs syndrom. Så hvorfor løbe en risiko for at få fastslået diagnosen?

Når et foster viser sig at være i risiko for at have Downs syndrom, bliver graviditeten fulgt mere intenst end en almindelig graviditet. Det betyder flere scanninger og flere møder på hospitalet.

Ved hvert eneste møde på Hvidovre Hospital blev Nina og Arne Nørregaard præsenteret for muligheden for at få vished om deres drengs helbred, og hver eneste gang sagde de nej.

»Den allersidste dag, hvor det er muligt at få foretaget abort (22. graviditetsuge med dispensation, red.), blev jeg indkaldt til lægesamtale en hel time og scannet, hvor en fødselslæge forsøgte at overtale mig til at få foretaget fostervandsprøven, selv om vi flere gange havde sagt, at vi ikke ønskede det og ikke ønskede længere at blive tilbudt det.«

Både hun og hendes mand er en del af Kristi Kirke København. Nina blev medlem i 1991, mens Arne kom til i 1994. Det var også gennem kirken, at de to mødte hinanden. Kristi Kirke København er en del af gruppen International Churches of Christ.

Parrets religion havde da også en del at sige i deres beslutning om at beholde August.

»Når vi kom hjem fra undersøgelserne og møderne på hospitalet, var vi helt rundt på gulvet,« fortæller Nina Nørregaard. Hun og manden Arne valgte at få deres søn på trods af risikoen for, at han blev født med Downs syndrom. Drengen døde efter 4 måneder af hjertestop.
»Når vi kom hjem fra undersøgelserne og møderne på hospitalet, var vi helt rundt på gulvet,« fortæller Nina Nørregaard. Hun og manden Arne valgte at få deres søn på trods af risikoen for, at han blev født med Downs syndrom. Drengen døde efter 4 måneder af hjertestop.

»Det er ikke op til os at beslutte, hvem der skal leve, og hvem der skal dø. Det er ikke meningen, at mennesker skal sætte sig i Guds sted og dømme over liv og død. Det tror vi i hvert fald ikke på,« siger Arne Nørregaard.

Finn Stener Jørgensen er overlæge og leder af Ultralydklinikken på Hvidovre Hospital. Han kan på grund af sin tavshedspligt ikke kommentere konkrete patientforløb, men han understreger, at læger på Ultralydklinikken gør meget ud af at informere patienter, der kommer i en situation som Nina og Arne Nørregaards, om at yderligere undersøgelser kun er et tilbud, og at det er helt op til parret selv, om de vil tage imod det.

»Vi sikrer os, at mennesker i sådan en svær situation har forstået, hvad det er, de siger nej til, hvis de fravælger yderligere undersøgelser. Det kan nogle få patienter måske opfatte som et pres,« siger Finn Stener Jørgensen.

Hvis patienter efter risikovurderingen vælger at få lavet en moderkage- eller en fostervandsprøve, og resultatet viser, at de venter et barn med Downs syndrom, gennemgår Finn Stener Jørgensen eller en af hans kolleger sammen med parret, hvad det vil sige at få et barn med Downs syndrom. Hvis parret er interesseret i det, får de kommende forældre også tilbudt en samtale med en børnelæge.

Ud over verdensrekorden i fosterundersøgelser og efterfølgende abort af børn med Downs syndrom, kan danskerne også bryste sig af at være verdensmestre i tillid, og titlerne kan være nært beslægtede. Gert Tinggaard Svendsen, der er professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, har i en årrække forsket i danskernes tillid, som også gør sig gældende i vores forhold til det offentlige system. Hans forskning har vist, at danskernes tillid til offentlige institutioner er ekstremt høj.

Når det danske sundhedssystem eksempelvis har et gratis tilbud om nakkefoldsscanning til alle gravide, er kvinderne tilbøjelige til at tage imod det – netop på grund af den store tillid.

»Når der kommer nogle tilbud, er det jo for borgernes skyld. Det stoler vi på. Ligesom når vi betaler skat til velfærdsstaten, så kommer der nogle sociale ydelser, som er til for borgernes skyld,« forklarer Gert Tinggaard Svendsen.

Danskerne har en gennemgående høj tillid til læger og sundhedspersonale. Opgørelser over vores tillid til bestemte faggrupper toppes år efter år af sygeplejersker og læger. Det kan være en af årsagerne til de gravides høje tilslutning til tilbuddet om nakkefoldsscanning. Det mener Bent Greve, der er professor i samfundsvidenskab ved Roskilde Universitet.

»Det er tilliden til en bestemt profession, der gør, at man så accepterer og bruger det tilbud, som man rent faktisk får dér,« siger Bent Greve.Når 93 procent af de danske gravide gennemgår en nakkefoldsscanning som en del af risikovurderingen for Downs syndrom, kan det være nærliggende at tænke, at Sundhedsstyrelsens oprindelige fokus på det frie valg er blevet erstattet af en vis selvfølgelighed, hvor nakkefoldsscanningen er blevet en naturlig del af graviditeten. I 1980erne så man en lignende tendens i brugen af invasive undersøgelser, der blev tilbudt til alle gravide over 35 år, påpeger overlæge Peter K. A. Jensen fra Klinisk Genetisk Afdeling i Skejby.

»Antallet af fostervands- og moderkageprøver steg eksponentielt op til et niveau, som man nåede i midten af 80erne. Det var en meget stor del af de gravide over 35 år, der fik foretaget de her undersøgelser. Det svarede til 10-12 procent af alle gravide, og der kom en vis automatik i det, også fra læger. Det lå ligesom i kortene, at når du var gravid og 35 år eller derover, så skulle du selvfølgelig have lavet fosterdiagnostik,« siger Peter K. A. Jensen.

Sundhedsstyrelsen afviser dog, at der er gået automatik i det nuværende tilbud:

»De fleste familier ønsker at få et raskt barn, og de vil gerne tage imod undersøgelser, som kan medvirke til at bekræfte, at de venter et raskt barn. De fleste ønsker ikke at få et barn med kromosomfejl, og når der er mulighed for at undersøge det, så vil de gerne tage imod det tilbud,« siger overlæge Christine Brot fra Sundhedsstyrelsen.

Argumentationen om, at retningslinjerne indirekte anbefaler undersøgelserne, kan man slet ikke genkende hos Sundhedsstyrelsen.

»Absolut ikke. Det er et tilbud, ligesom alle de andre undersøgelser i graviditeten også er et tilbud,« siger Christine Brot.

Det er ikke alle, der er enige i styrelsens fortolkning af tingenes tilstand. Lillian Bondo, der er medlem af Etisk Råd og formand for Jordmoderforeningen, mener, at Sundhedsstyrelsen burde deklarere den nuværende tilstand mere tydeligt:

»Jeg synes, at det har udviklet sig til at være den screening for Downs syndrom, som Sundhedsstyrelsen i 2004 sagde, at det ikke skulle være. Man kan ikke sige, at det er det enkelte menneske, der på et informeret grundlag tager stilling til, om man vil gøre brug af det tilbud eller ej. Det ville være mere reelt, hvis samfundet sagde, at vi screener for Downs syndrom,« siger Lillian Bondo og henviser til, at ordet screening i denne sammenhæng betyder »at finde med henblik på at fjerne«.

Tilbuddet bygger på papiret på kvindens frie valg, som skal respekteres og bakkes op. Selv om kvinden siger nej tak til alle former for undersøgelser, skal beslutningen støttes. Nina og Arne Nørregaard følte ikke, at lægerne respekterede deres beslutning om at takke nej til en fostervandsprøve, og hos Landsforeningen Downs Syndrom har man kendskab til lignende sager.

»Vi hører om dem. Det gør vi. Og vi hører også af og til, at familierne rent faktisk har taget valget om at få foretaget yderligere undersøgelser, fordi de simpelthen har følt sig presset til, at det var den rigtige beslutning. Man er jo hamrende sårbar, når der sidder én i en hvid kittel, og på det plan er en autoritet, og så er det rigtig, rigtig svært at tale imod,« siger Thomas Hamann, formand i Landsforeningen Downs Syndrom.

Nina Nørregaard kommer fra en lille by på Vestsjælland, hvor præsten, skolelæreren og lægen ifølge hende selv blev betragtet som lige under Vorherre. Så for hende var det grænseoverskridende at sætte sig imod det, hospitalets læger blev ved med at presse på for. Også Arne Nørregaard respekterer og har tillid til, hvad et menneske i en lægekittel siger til ham. Han siger, at han og Nina i begyndelsen formentlig virkede lidt usikre over for lægerne på Hvidovre Hospital. Men efterhånden blev de mere bestemte, når de afviste at få foretaget yderligere undersøgelser.

»Ved en af de sidste samtaler på Hvidovre Hospital spurgte jeg direkte en af lægerne, hvad der var så forfærdeligt ved at få et barn med Downs syndrom. De måtte ligesom give mig en grund til, hvorfor de blev ved med at presse på at få lavet en fostervandsprøve. Da sagde en kvindelig læge, at vi jo kunne risikere at skulle følge ham på institution hver dag hele livet. Det kunne jeg ikke rigtig se skulle være værre end at have en teenagesøn, og ham vil jeg heller ikke undvære,« siger Nina Nørregaard.

»Jeg synes ikke, at vi blev ordentligt præsenteret for et alternativ. Det hele var meget dystert, og det er jo ikke en dødsdom at have Downs syndrom. Men vi blev ikke introduceret for steder, vi kunne kontakte for at få mere at vide, og vi blev heller ikke informeret om al den hjælp, man kan få, hvis man har et barn med Downs syndrom,« siger Arne Nørregaard.

Grebet blev først løsnet, da fristen for senabort blev overskredet. Ved en af scanningerne havde lægerne fundet et hul i skillevæggen mellem de fire hjertekamre i fosterets hjerte. En atrioventrikulær septumdefekt. De fleste hjertemisdannelser af denne type er så små, at de som regel vokser sammen af sig selv i løbet af de første leveår. Men hullet i Augusts hjerte var så stort, at det ville være nødvendigt med en operation, når han var tre måneder gammel. Derfor blev parret overført til Rigshospitalets hjerteambulatorium, som er et af de steder i landet, der er særligt dygtige til at operere og behandle medfødte hjertemisdannelser.

Om eftermiddagen den 5. december 2012 fødte Nina sønnen August på Rigshospitalet. Med sine 3.400 gram, sine runde kinder og cirka 50 centimeter var der ikke umiddelbart noget ved August, der tydede på, at han skulle have et kromosom for meget. Men efterhånden som timerne gik, blev hans skrå øjne og hans brede næseryg mere og mere tydelige. En blodprøve bekræftede, hvad Nina og Arne Nørregaard i forvejen var forberedte på – at de havde fået en søn med Downs syndrom.

Læs anden del af historien om Arne og Nina Nørregaards søn August og den danske verdens­rekord i fosterdiagnostik næste søndag.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.