Det offentliges IT-systemer: Afvist, afvist, afvist­

Trods IT-tæft er Carsten Roth gentagne gange løbet panden mod den digitale mur, når han vil tinglyse, indberette eller bare i kontakt med det offentlige.

Carsten Roth er en af de danskere, som dagligt benytter computer og internet i forbindelse med sit arbejde, men som alligevel oplever, at han må kaste håndklædet i ringen, når han forsøger at kommunikere digitalt med det offentlige. Foto: Claus Bech
Carsten Roth er en af de danskere, som dagligt benytter computer og internet i forbindelse med sit arbejde, men som alligevel oplever, at han må kaste håndklædet i ringen, når han forsøger at kommunikere digitalt med det offentlige. Foto: Claus Bech

Kigger man på Carsten Roths fødselsattest, kunne han roligt tillade sig at slænge benene op og trække sig tilbage. Men iværksætteri ligger i Carsten Roths DNA, så da han i 2009 stoppede som bankdirektør for at gå på pension, oprettede han kort efter et firma, hvor han rådgiver om virksomhedsudvikling. Derudover importerer han vin fra Frankrig og er kasserer i en grundejerforening.

De mange hverv giver ham en tæt kontakt med myndigheders selvbetjeningssystemer på internettet. Han har blandt andet brugt mange timer på Skats hjemmeside og jongleret med CVR-numre for at bestille NEM-ID-konti til sit enmandsfirmas færd på de digitale farvande. Alt i alt klarer han sig – godt endda – men systemerne har han ikke mange rosende ord tilovers for.

»Jeg har en dybere baggrund for at klare det her end så mange andre. Men min erfaring er, at ideen om et digitalt Danmark er ødelagt på forhånd, fordi systemer er ulogiske og svært tilgængelige for personer, der ikke har stort kendskab til IT,« fortæller Carsten Roth.

Hev sig i håret af frustration

Et eksempel er Carsten Roths egen svigermor. Da hun for nylig blev enke og skulle ændre skødet på sit hjem, forsøgte Carsten Roth at hjælpe hende på www.tinglysning.dk.

»Jeg troede, at det ville være simpelt, men det var virkelig kompliceret. Hjemmesiden kræver indgående forhåndsviden om tinglysningens faglige udtryk. Det er altså ikke en borgervendt portal, men en specialistportal,« siger Carsten Roth.

Da Carsten Roth havde brugt adskillige timer på at klikke sig igennem 16 forskellige skærmbilleder, vedhæftet skifteretsattest og indsendt en prøvetinglysning, blev arbejdet afvist efter et par dage.

Han forsøgte igen, denne gang bistået af sin kone og telefonvejledning fra tinglysning.dk. Også disse anstrengelser blev afvist. Heller ikke hans datter, der arbejder som senioranalytiker i Danske Bank, kunne få tinglysningssiden til at makke ret. Et af de elementer, der undervejs spændte ben for den digitale selvbetjening, var betalingen, der skulle foretages med Dankort. 

Efter fem forsøg og nogle opringninger blev det klart, at systemet ikke kan godkende pengeoverførslen, hvis man anvender Microsofts nyeste browser, Internet Explorer 11. En anden gang var det et manglende flueben ved et indscannet dokument, der udløste en afvisning.

En tredje gang havde Carsten Roth scannet og vedhæftet skifteretsattesten for sin svigerfar. Af skifteretsattesten fremgår det fulde CPR-nummer, og det må det ikke ifølge tinglysningsloven. Derfor skulle ansøgningen påbegyndes igen.

»Vi hev os i håret af frustration, og vi er da ikke fuldstændig ubehjælpsomme. Der er nogle i vores samfund, der simpelthen ikke har en chance for at betjene sig selv, og jeg kan ikke se, hvordan systemerne hjælper de mennesker. Hvis vi som land har en målsætning om at være digitalt førende, må vi kunne lave smartere løsninger.«

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.