»Det kom ikke som et chok. Det var nærmere en åbenbaring«

Marcus Vestergaard Pedersen er resultatet af en iransk kvindes æg, donorsæd og et dansk forældrepar fra Randers, der på grund af forbytning blev forældre til en dreng, de ikke er beslægtet med. Marcus er et ønskebarn, der føler, at han lever i en biologisk blindgyde.

Under graviditeten fandt fertilitetsklinikken angiveligt ud af, at der var sket en fejl. At de ægceller, som Marcus’ biologiske mor havde fået taget ud og befrugtet med donorsæd, muligvis var blevet forbyttet. I dag er Marcus vred på fertilitetsklinikken over, at den holdt igen med oplysningerne: »På grund af etiske overvejelser, og fordi der kun var 50 procent risiko for, at forbytningen var sket, ville de ikke belemre mine forældre med informationen og ansvaret. Det er deres undskyldning for ikke at have sagt noget.«
Under graviditeten fandt fertilitetsklinikken angiveligt ud af, at der var sket en fejl. At de ægceller, som Marcus’ biologiske mor havde fået taget ud og befrugtet med donorsæd, muligvis var blevet forbyttet. I dag er Marcus vred på fertilitetsklinikken over, at den holdt igen med oplysningerne: »På grund af etiske overvejelser, og fordi der kun var 50 procent risiko for, at forbytningen var sket, ville de ikke belemre mine forældre med informationen og ansvaret. Det er deres undskyldning for ikke at have sagt noget.«

At 19-årige Marcus Vestergaard Pedersen bor og lever i Randers illustrerer, hvor fantastisk dygtigt fertilitetsbranchen i mange år har gjort barnløses drømme om familie til virkelighed. For snart 20 år siden søgte Marianne Sørensen og Henrik Pedersen hjælp på en dansk fertilitetsklinik. De ønskede sig et barn og gik i behandling. På omtrent samme tid hjalp klinikken også en kvinde, der formodes at være af iransk herkomst, med at få børn.

Marcus Vestergaard Pedersen er resultatet af et lille biologisk mirakel. I laboratoriet lykkedes det nemlig at befrugte den iranske kvindes æg med donorsæd. Men alligevel skete der fejl. For Marcus Vester­gaard Pedersen er hverken født af eller vokset op hos sin mellemøstlige mor. I stedet var det pæredanske Marianne Sørensen, der intetanende bar og fødte et barn, som hverken hun eller hendes mand var biologisk beslægtet med.

Allerede kort efter fødslen fik Marianne og hendes mand mistanke om, at noget måtte være gået galt. Det var et mysterium, at drengens udseende var så markant anderledes, end deres. Da Marcus var tre år gammel, fik forældrene foretaget en DNA-test. Den viste, at der ikke var biologisk match mellem Marcus og de forældre, han voksede op hos. Først da han var 13 år gammel, fortalte Marcus’ forældre, hvordan han var havnet hos dem.

»Det kom ikke som et chok. Det var nærmere en åbenbaring for mig,« fortæller Marcus.

19-årige Marcus Vestergaard Pedersen har siden fødslen skilt sig ud fra den familie, han er vokset op i. Hans søster har fortalt ham, at han som helt lille klippede sit hår af, fordi det var mørkere end resten af familiens. Marcus kunne ikke forstå, hvorfor han skulle have en anden hårfarve end mine søskende og forældre. 
19-årige Marcus Vestergaard Pedersen har siden fødslen skilt sig ud fra den familie, han er vokset op i. Hans søster har fortalt ham, at han som helt lille klippede sit hår af, fordi det var mørkere end resten af familiens. Marcus kunne ikke forstå, hvorfor han skulle have en anden hårfarve end mine søskende og forældre. 

Biologisk blindgyde

Den åbenlyse forskel på Marcus og forældrene har plaget og præget ham gennem opvæksten. Han er vred på fertilitetsklinikken og den læge, der begik fejlen. Når det ser allersortest ud, har Marcus Vestergaard Pedersen slet ikke lyst til at leve.

»Det ville have været lykkeligt, hvis jeg var deres barn. Bar deres gener. For at være helt ærlig så tror jeg, det her liv havde været bedre, hvis det ikke havde været levet. Det mener jeg virkelig,« fortæller han og husker tilbage på en barndom i ensomhed og med mobberi:

»Jeg har haft et langt liv uden venner. Kun med min familie og min computer. Og det har hundrede procent hængt sammen med, at mine forældre ikke var mine biologiske forældre. Mobberierne startede med at handle om min hudfarve. Men som jeg blev ældre, begyndte folk at lægge to og to sammen og sige, at mine forældre ikke var mine biologiske forældre. De sagde, at min familie ikke elskede mig. At ingen elskede mig, og det var derfor, jeg ikke havde nogen venner.«

Drillerierne har gjort opvæksten hård. Men det gør faktisk mere ondt at føle sig som en alien. Hvor hører Marcus til? Hvem kan give ham svar på, hvem han er, og hvad han er rundet af? Oplysninger om hans biologiske mor vil fertilitetsklinikken med Sundhedsstyrelsens accept ikke udlevere. Og kvinden, der formodes at være af iransk herkomst, har givetvis aldrig kendt til sin biologiske søns eksistens. Marcus ved, at morens søster har været bosat i Norge og måske stadig bor der. En af de få oplysninger, han har, er nemlig, at den formodede iranske kvinde havde sin søster ved sin side, da hun rejste fra Iran til Danmark for at få fertilitetsbehandling i 1995. Derfor har Marcus netop optrådt i programmet God sommer Norge på norsk TV2 med sin historie og en bøn om at blive sat i forbindelse med sin biologiske mor.

»Jeg har altid følt, jeg havde blond hår og blå øjne. Men når jeg kigger mig i spejlet, er mit hår sort og mine øjne brune,« siger han og uddyber:

»Det er ekstremt generende, at folk altid spørger mig, hvor jeg kommer fra i verden. Det ved jeg ikke. Så spørger de, om jeg er adopteret. Men nej, det er jeg jo heller ikke. Jeg ved ikke, om jeg stammer fra Mellemøsten, Sydamerika eller Sydeuropa.« siger Marcus.

Forlig med klinik

Over to omgange har Marcus og hans forældre lavet en aftale med fertilitetsklinikken om ikke at navngive klinikken i offentligheden. Bryder han det løfte, kan han og hans familie blive ruineret for livet. Første gang familien tog kontakt til klinikken var, da DNA-testen såede tvivl om Marcus’ ophav. På det tidspunkt blev forældrene ifølge Marcus klar over, at fertilitetsklinikken allerede under graviditeten havde mistanke om, at der var sket en fejl. Men risikoen havde været fifty-fifty, og klinikken valgte at tie.

Ved første møde var hans forældre bange for at miste ham, og at hans biologiske mor ville kunne gøre krav på ham. Derfor gjorde de ikke så meget postyr over fejlen, fortæller familien i dag. Da Marcus blev 15 år, opsøgte han klinikken selv sammen med sin mor og en advokat. Det møde kom der et forlig og en erstatning ud af. Et forlig, han med egne ord følte sig tvunget til at indgå, og som han aldrig ville være gået med til i dag.

»De fejede alt ind under gulvtæppet. Vi fandt ud af, at vi hører til under gulvtæppet. Nu forsøger jeg så at kravle ud,« siger han og fortæller, at han især er skuffet over, hvad han føler er fertilitetsklinikkens lemfældige omgang med hans følelser og identitetssøgning.

»Jeg er ikke en stol i IKEA, der er blevet pakket ind i den forkerte kasse. Det drejer sig om menneskeliv. Og hvis man i detailbranchen halvvejs gennem sendingen opdager, at det er den forkerte stol, er det måske nok normalt at kalde den tilbage og sige: I kan få den til reduceret pris. Men sådan kan man ikke behandle mennesker. Vi har fået pengene tilbage, men stolen skal vi beholde, selv om det er den forkerte stol.«

For Marcus’ forældre er han hverken forkert eller en IKEA-vare, de har lyst til at bytte. Det understreger hans far, Henrik Pedersen. Han er dybt berørt af, at sønnen mistrives og til tider føler, at livet ikke er værd at leve. Derfor støtter familien Marcus Vestergaard Pedersen i hans søgen efter sin biologiske mor.

Sundhedsstyrelsen behandler nu en klage fra Marcus om, hvorvidt han skal have ret til oplysninger om sin biologiske mor.

TV: Hør Marcus fortælle om sin kamp her

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.