Det er politikerne, der er bange for befolkningerne

Den erfarne politiske kommentator Søs Marie Serup mente i denne uge i BT, at »frygten har tag i Europas befolkninger på en måde, som vi ikke har set i ufattelig mange år«. Men hun har ikke ret.

Claes Kastholm.
Claes Kastholm.

Mange vil sikkert give hende ret. Det er blevet tidens stil at se mørkt på fremtiden – medmindre man tilhører det lalleglade segment af IT-nørder, der er ved at segne af begejstring over, at nu kan iPhonen også børste ens tænder og lufte hunden.

Men jeg vil ikke give hende ret.

Måske husker De fra Lukas-evangeliet (kap. 11, vers 24-26) lignelsen om den urene ånd, der farer ud af mennesket og vandrer gennem tørre steder for at søge hvile, men forgæves, og derfor vender den tilbage til det menneske, den kom fra, og som den nu finder »fejet og prydet«.

Her kan man eksempelvis se Poul Nyrup Rasmussen for sig, efter at han havde sagt til Dansk Folkeparti, at »stuerene, det bliver I aldrig«. Eller man kan se den svenske statsminister Stefan Löfven og samtlige etablerede partier efter valget, da de til mediernes jubel havde svoret, at de intet ville have at gøre med det indvandringskritiske Sverigedemokraterne.

Man kan også vælge at se den tyske forbundskansler Angela Merkel for sig, da hun i september sidste år bredte armene ud og ønskede alverden velkommen til Tyskland og dermed af lutter godhed sprængte Schengen-aftalen. Eller da hun i sin nytårstale vendte sig imod det voldsomt stigende antal indvandringskritiske tyskere og udstyrede dem med »had i deres hjerter«.

Nyrup har sikkert fortrudt siden, men dengang var han ligesom senere Löfven og Merkel moralsk renvasket, fejet og prydet. Anstændigheden stod i en strålekrans omkring dem. Ligesom om Det Kgl. Teaters skuespilchef Morten Kirkskov, da han skrev sidste søndags indlæg i Berlingske og med rund hånd kaldte den del af befolkningen, der ikke anser regeringen for en flok forbrydere og ikke opfatter Dansk Folkeparti som genfødte nationalsocialister, for fascister.

Lignelsen fra Lukas-evangeliet, der er et kunstnerisk storslået, poetisk og dybt evangelium, fortsætter, at da den urene ånd nu har fundet det hus, den vendte tilbage til, fejet og prydet, »så går den bort og henter syv andre ånder, værre end den selv, og de kommer ind og tager bolig dér; da bliver det sidste værre for dette menneske end det første«.

Individuelt set handler lignelsen om farisæisme, men her vil jeg tolke denne billedstærke tekst således, at hvis man sætter sig op på moralens og humanitetens høje hest og fra dette aristokratiske stade skuer ned på den menneskelige tummel og holder sig fornemt for næsen, når lugtene fra det almindelige livs lidenskaber stiger op til én, så vil man en skønne dag blive revet af hesten og trampet flad.

Det kan også siges på en anden måde: Hvis man som de svenske politikere og Angela Merkel nægter at se i øjnene, at menneskene i almindelighed mener, at landet er deres, og at der er grænser for, hvor mange fremmede der skal lukkes ind i det, så er man ude på ballade. Hvis man ignorerer eller afviser almindelige jordnære følelser, så vender de sig tifold mod én, og så kan ingen vide, hvordan det vil ende, kun, at fredeligt bliver det ikke.

Søs Marie Serup mente, at frygten har fået tag i de europæiske befolkninger. Jeg synes, hun forveksler befolkninger og politikere. Hun vil have svært ved at finde belæg for, at befolkningerne er særligt bange.

At være imod en voldsom indvandring, at synes, at der skal være grænsekontrol mellem landene, at være imod arbejdskraftens frie bevægelighed, hvis den udhuler ens eksistensgrundlag, det er legitime og for mange mennesker helt elementære politiske holdninger. Det er kun i eliten, der har en ofte slet skjult foragt for det almindelige liv, at disse synspunkter forstås som præget af frygt.

Langt nemmere er det at finde belæg for, at det er politikerne, der er bange for befolkningerne. I alle Europas lande, undtagen Ungarn og Polen, er politikerne veget uden om at føre en åbenhjertig diskussion med befolkningerne om omfanget af den muslimske indvandring og dens konsekvenser.

Helt ekstreme har undvigemanøvrerne været i Sverige og Tyskland. Begivenhederne i Köln, Hamburg, Stuttgart og andre tyske byer nytårsaften har efterfølgende, dag for dag, afdækket, hvad man godt kan kalde en sammensværgelse mellem politikere, medier og politi om at hemmeligholde, hvad et stort antal indvandrere og – viser politiets oplysninger nu – asylansøgere fra Mellemøsten har foretaget sig af voldelige seksuelt betonede handlinger.

Nu kommer det for en dag, at lignende ting har fundet sted i andre lande, og at det svenske politi også har hemmeligholdt denne type forbrydelser begået i stort talt sidste år i Stockholm.

I en vis forstand er denne censurering af virkeligheden sket i den bedste hensigt. Man har villet forhindre konflikter. Man har ikke forstået, at man med fortielser opnår det modsatte.

Den eneste farbare vej er den åbne og ærlige konfrontation mellem lige respekterede synspunkter. Det har vi i stor udstrækning forstået i Danmark, og det er forbilledligt. På grund af begivenhederne i Köln nytårsaften er tavsheden nu blevet brudt i Tyskland og i Sverige. En positiv effekt af negative handlinger. For der kommer ikke noget godt ud af, at politikerne er bange for befolkningen.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.