Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

»Det er komplet uacceptabelt«

Læserhistorier. Frustrerede borgere, der selv henvender sig på skadestuerne, bliver sendt videre i systemet.

Syge københavnere tager forgæves på den lokale skadestue. Efter at en række af regionens små hospitaler ikke længere har personale på skadestuer og akutmodtagelser, der f.eks. kan operere et brækket ben eller standse en indre blødning, opsøger og venter patienter på skadestuer, der ikke kan behandle dem. Blot for at blive sendt videre i systemet.

En af dem er Søren Korsgaards kæreste. Hun har besøgt hovedstadens hospitaler en række gange på grund af tilbagevendende sygdom, der kræver mindre kirurgiske indgreb. En af gangene ventede parret fem timer på at komme ind til en læge på Frederiksberg Hospitals skadestue blot for at få at vide, at personalet ikke kunne operere kæresten. I stedet måtte de tage på Bispebjerg Hospitals akutmodtagelse dagen efter. Her ventede parret fra kl. 9 om morgenen og 12 timer frem blot for at få besked om, at kæresten først kunne blive opereret dagen efter.

»Det kan ske, vi har været fantastisk uheldige. Det håber jeg så sandelig på andres vegne,« siger Søren Korsgaard.

En anden læsers oplevelse viser, at ikke kun Søren Korsgaards kæreste har været uheldig. Den 20. juni i år fik en læsers datter mavekrampe, mens hun var på besøg hos en veninde. Datteren blev straks kørt til Helsingør Hospitals skadestue, hvor hun inden for en time blev tilset af en læge for mistanke om blindtarmsbetændelse. Men personalet var ikke i stand til at bedømme hendes tilstand og bad dem tage på Hillerød Hospitals skadestue. Mavekramperne startede kl. 18 og først kl. 00.30 kom læserens datter ind til lægen.

En tredje læser, der også ønsker at være anonym, beskriver, at han og kæresten havde samme oplevelse på et tredje hospital i hovedstaden. Det skete, efter at hans kæreste faldt ned af en skrænt ved et sommerhus i Nordsjælland og slog sig mod en stensætning og en parkeret bil. Parret kørte straks på Frederikssund Hospitals skadestue på grund af smerter i højre skulder og mistanke om et brækket kraveben.

Her kom de hurtigt ind til røntgen, men lægen, der skønnede at kvinden skulle opereres, fortalte at man ikke havde kompetence til det på Frederikssund Sygehus. I stedet blev de sendt videre til Hillerød Hospital, hvor de ventede tre timer for at få at vide, at hun først kunne blive opereret tre eller fire dage senere. Da kvinden boede i Køge-området, bad de om at blive opereret på Køge Sygehus i stedet. Først 14 dage efter faldet fra skrænten kunne kvinden blive opereret på Køge Sygehus.

»Det er komplet uacceptabelt at gå med smerter og spise en masse smertestillende piller i 14 dage. Det er bestemt ikke godt nok,« skriver kvindens mand i en mail til Berlingske.

I dag har seks såkaldte nærhospitaler i hovedstadsområdet en mindre skadestuefunktion end tidligere. Det drejer sig om Helsingør, Frederikssund, Gentofte, Amager Frederiksberg og Glostrup Hospitaler. Der er ikke længere ortopædkirurger tilknyttet disse hospitalers akutfunktioner, og de er heller ikke døgnbemandet med anæstesiteams – med særligt speciale i akut livstruende situationer – bortset fra på Glostrup og Gentofte Hospital. Det er desuden politisk besluttet, at de seks nærhospitalers akutfunktioner skal nattelukkes per maj 2012.