»Det er et uheldigt kvindesyn«

For et par uger siden forsøgte den 18-årige gymnasiepige Marie Vagn-Hansen fra Vejle at anmelde hjemmesiden rateandchill.com til politiet, fordi drenge havde ranglistet de lokale piger. En historie om, hvordan man stadig leger med unge pigers lave selvværd, mener teenagestemmen.

»Vi bliver gjort til en genstand,« siger 18-årige Marie Vagn-Hansen fra Vejle om de lister, som en gruppe drenge fra Vejle har lavet over de lokale piger. Privatfoto
»Vi bliver gjort til en genstand,« siger 18-årige Marie Vagn-Hansen fra Vejle om de lister, som en gruppe drenge fra Vejle har lavet over de lokale piger. Privatfoto

18-årige Marie Vagn-Hansen fra Vejle er en gymnasieelev, der for et par uger siden fik nok. En veninde sendte hende en torsdag et link til en hjemmeside ved navn rateandchill.com.

På hjemmesiden kunne drenge rangliste de lokale piger fra Vejle efter udseende. En liste med de piger, der havde klaret sig bedst, hed »Top Bitches«, og en liste med de piger, der angiveligt så værst ud, hed »Bottom Hoe’s«.

Det ville gymnasieeleven ikke finde sig i. Hun kontaktede først politiet, der fortalte, at hun kunne forsøge at lægge sag an. Derefter fik hun fat i bagmændene til hjemmesiden og fik dem til at slette hendes profil og bundlisten. De vil genåbne siden, men nu skal pigerne selv tilmelde sig. Her fortæller hun om den seneste tid:

»Det mest ubehagelige var, at de havde lavet en liste over de piger, der var ratet dårligst. Nu er hjemmesiden lukket, men der er 50-100 piger, der har set deres navn på den liste. Det provokerede mig, at vi piger ikke selv havde meldt os. Jeg er selv blogger, så jeg er vant til, at folk deler mine fotos. Men det her var ikke bare et foto fra Facebook. Det var en personlig udstilling af alle pigerne igennem deres Facebook-profiler.

Mine veninder og jeg gik igennem listerne, og det var særligt slemt at gennemgå bundlisten. Dér havde vi ondt i maven. Ingen af os var der, og jeg er ikke offer. Men det var stadig ikke i orden.

Det siger rigtigt meget om vores samfund i dag, at sådan noget her kan ske. Det er mærkeligt, at det sker i et samfund, hvor der er så stort fokus på unge pigers selvtillid og mangel på samme. Unge piger, der har spiseforstyrrelser. Det her er et ordentligt skub i den forkerte retning.

Det er et uheldigt kvindesyn, at vi bliver objektificeret og kun bliver bedømt på vores udseende. Vi bliver gjort til en genstand.«

Drenge mener, at pigerne overreagerer

»Mine veninder og jeg er gode til at sige fra. Så vi stopper nok som regel drengene på et stadig uskyldigt niveau. Der er den type af drenge, der mener, at bare fordi man ser pæn ud, kan de godt tage én på røven. Jeg har oplevet fyre, der var lidt for tæt på, men så er jeg bare gået min vej.

Mine nære drengevenner kan godt se, at det ikke er i orden. De kan godt følge mig i, at de piger, der er blevet udstillet, er blevet ekstremt uretfærdigt behandlet. Men den generelle holdning blandt drengene har været, at vi piger har overreageret, og hvor synd er det egentlig?

Jeg tror ikke, at piger i samme grad kunne finde på at lave sådan noget her. De havde nok ikke lavet en bundliste, hvis de havde rangordnet drengene.

Alle teenagepiger har oplevet at have lavt selvværd, og de har haft deres tvivl, om de er gode nok. Jeg tror simpelthen, det fylder mere for os piger. Selvfølgelig skal man have lov til at tale med sine venner og veninder om, hvem der er pænest på skolen. Der er bare forskel på at udveksle meninger om det med sine veninder og så dele det offentligt. Alle folk har jo vidst, hvem pigerne var. Jeg vidste det selv, da jeg så fotos af dem. Selv om Vejle kan føles stort, så føltes det lige pludselig meget lille, da jeg så listerne.

Afstemningen alene var også et problem. At andre drenge kunne tilkendegive deres mening.

Jeg skrev til drengene bag sitet, og jeg synes, at deres svar var ret flabet. De tog det hele som en joke, da jeg pænt bad dem om at fjerne min profil. Da jeg fortalte dem, at jeg kom lige fra politiet og at der var baggrund for at lægge sag an, lukkede de den dårlige liste og fjernede mig.

Hvis de kun havde lavet en positiv-liste, ville jeg have kaldt det for en drengestreg. Jeg kan godt tåle, at folk tager pis på mig. Men at kalde os piger for pigefornærmede, er forkert i den her sammenhæng. De er slet ikke klar over, hvad det gør ved de her piger. Jeg har efterfølgende hørt, at nogle af pigerne fra bundlisten altid har døjet med dårligt selvværd og har kæmpet med deres vægt i mange år. At få sådan en mavepuster her må være vildt ubehageligt.«

Medieskøge og medieluder

»Situationer som den her bringer debatten om sexisme op blandt min generation. Det er blevet skræmmende normalt, at vi får lidt for kække kommentarer, når vi går i byen.

Generelt har folk været meget positive, men jeg er blevet kaldt medieskøge og medieluder i den seneste tid. Jeg forsøger at tage afstand fra det, men jeg er ikke upåvirket af det. Det er ubehageligt. En skrev til mig, at jeg burde skamme mig. Jeg endte med at svare ham, at jeg simpelthen ikke kunne forstå, hvordan han kunne finde på at skrive sådan noget.

Jeg er altid blevet opdraget til at reagere. Her til sidst har jeg tænkt på, om jeg bare skulle have holdt min mund. Jeg fik ubehagelige henvendelser, og når jeg går ned ad gangen på min skole, kan jeg godt se, at folk kigger en ekstra gang. Og du ved ikke, hvad de siger om dig.

Hvis flere turde sige fra over for sådan noget her, tror jeg ikke, at det ville ske i samme omfang. Det handler jo om, at nogle drenge sidder og tænker, at det er okay at se på kvinder på den måde. De synes ikke, at det er så slemt. Men de forstår slet ikke det dårlige selvværd, piger kan lide af, og hvor længe det kan sidde i én.

De sidste par uger har lært mig noget om, hvordan vi som samfund ser på unge kvinder og piger, og den måde vi taler om dem på i det offentlige rum. Det har sat mange tanker i gang. I mit hoved hænger det også sammen med det i Køln og sagerne fra Jylland, hvor kvinder føler sig utrygge over asylansøgerne. Det hele falder pudsigt sammen. Det er ærgerligt, at det skal være sådan her.«

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.