Genforenet

»Der var alligevel ikke noget omkring mig, der var levende«

For ti år siden blev Anna Sofie Lisbjerg væk fra sin familie, da tsunamien ramte Thailands kyst. Familien troede, at hun var tilintetgjort. I katastrofens kaos forestillede hun sig, at hun kunne blive del af en ny familie. Indtil hun blev genforenet med sin egen.

Håret er forpjusket. Ansigtet beskidt. En kompresforbinding dækker venstre øjenbryn. Pigen på billedet er 14 år, og fotoet står i skærende kontrast til de såkaldte selfies, som teenagere excellerer i at tage af sig selv i dag. Hun holder et papir op foran sig, hvorpå der med en lidt kluntet håndskrift står skrevet »Anna Sofie Lisbjerg, Denmark, 27/12-04.«

Næsten ti år er der gået, siden billedet af Anna blev taget i den thailandske by Phuket – halvandet døgn efter at historiens største tsunami havde raseret og dræbt knap en kvart million mennesker i 13 forskellige lande.

Annas blik synes tomt, som har øjnene set mere i timerne, der er gået forud, end hovedet bag kan lagre.

I dag er hun 24 år, læser dansk og kommunikation på RUC og har et helt almindeligt ungdomsliv med kæreste og lejlighed i København. Dengang, i julen 2004, var hun en helt normal 8.-klasseselev fra Hillerød med mor, far, to storebrødre og en lillesøster. Men julen dét år var særlig. Annas mormor havde inviteret hendes og morbrorens familie til Thailand for at fejre sin 70 års fødselsdag hen over nytåret.

Anna bladrer i en stak billeder fra turen. Ikke alle fotos på den gammeldags filmrulle er blevet til noget. Kameraet blev skadet af vand. Det var blevet fundet senere, filmen blevet fremkaldt og siden sendt til familien. Et af billederne viser nogle lyshårede børn, der leger i en swimmingpool. Bagved ligger havet udstrakt.

»Det var hér, vi var, min storebror Rasmus og jeg, da nogle af de andre fra min familie kom forbi. »Havet er væk,« tror jeg, de sagde. Det så helt vildt flot ud, så de ville hente deres kameraer. Det var dér, min bror og jeg blev splittet fra resten af familien,« siger Anna.

»Det billede rammer lige ned i, hvordan jeg havde det. Jeg kan huske, at jeg blev sat ind foran den der fotograf og gjorde bare præcis hvad jeg blev bedt om, og så ikke mere end det« fortæller Anna Sofie Lisbjerg om billedet, der blev taget af hende i Phuket, omkring halvandet døgn efter, at hun som 14-årig var blevet skilt fra sin familie på grund af tsunamien. Privatfoto.
»Det billede rammer lige ned i, hvordan jeg havde det. Jeg kan huske, at jeg blev sat ind foran den der fotograf og gjorde bare præcis hvad jeg blev bedt om, og så ikke mere end det« fortæller Anna Sofie Lisbjerg om billedet, der blev taget af hende i Phuket, omkring halvandet døgn efter, at hun som 14-årig var blevet skilt fra sin familie på grund af tsunamien. Privatfoto.

At det tilbagetrukne vand var et forvarsel på den katastrofe, der kort efter skulle ramme dem, vidste de ikke. Ej heller, at der godt en time forinden, kl. 7.59 lokal tid, havde været et jordskælv på over ni på richterskalaen ud for Indonesiens kyst, som nu sendte en flodbølge imod dem.

Omkring søskendeparret bredte en panik sig blandt de lokale.

»Folk omkring os var begyndt at løbe. Vi løb også. I klipklapper. Vi forstod ikke, hvad der var på færde. Man vidste, man flygtede fra noget, man vidste bare ikke, hvad det var. Det var diffust. Jeg vidste måske godt, at det var vandet, men jeg vidste ikke, at det var en flodbølge, eller at det overhovedet fandtes. Man vidste også på en eller anden måde, at man skulle søge op.«

De kravlede op på hver deres gren i et Y-formet træ, men børnene kom end ikke to meter højt op. Så pludselig var den der bare. Muren af vand. Anna nåede knapt at registrere den, før den rev hende med.

Vandet var kulsort. Mudret. Fyldt med ting, store som små, der som hun blev hvirvlet rundt.

»Jeg kunne mærke nogle gange, at jeg skrabede mod noget. Der var bliktage og biler. En tønde. Jeg husker fornemmelsen af at have et fiskenet over hovedet og skuldrene og var bevidst om, at jeg skulle op og have vejret. Det var jeg to gange, selv om jeg ikke tror, at jeg nødvendigvis har vidst, hvad der var op, og hvad der var ned.«

Bølgen smed hende et par kilometer ind i landet og trak sig langsomt tilbage. Hun satte sig op i et træ med et ben på hver side af en gren og betragtede det. Præcis, hvordan hun havde det på det tidspunkt, beskriver hun i en dansk stil, som hun skrev tilbage i 8. klasse:

»Min krop var smurt ind i mudder, og det blødte fra mit ansigt. I lange øjeblikke sad jeg som forstenet og lod bare tingene ske. Rundt om mig så jeg kun smadrede ting og sager. Nogle steder stak der livløse mennesker ud under træstammer, andre steder løb de forvirrede rundt for at lede efter én eller flere familiemedlemmer. Selv var jeg ganske fortvivlet, græde kunne jeg ikke engang. Jeg bad til Gud op til flere gange, inden jeg fik taget mig sammen til at rejse mig op. Jeg kunne ikke mærke andet af mig selv end en væmmelig skarp smag af bræk og åbne sår på arme, ben, ryg og i hovedet.«

Anna tøvede med at følge nogle andre ad en sti for at komme længere op. Hun så sig om efter sin bror. Syntes, hun hørte ham kalde. Men det var lyden af andres søgen, hun hørte, og hun fulgte trop.

»Der var alligevel ikke noget omkring mig, der var levende. Der var kun lig.«

En thailandsk mand førte Anna hen til en kvinde, som, han mente, kunne være hendes mor. Ingrid, hed kvinden, som var svensk. Hun tog sig af Anna. Trøstede hende. Selv manglede hun sin datter og mand. Anna knyttede hurtigt et stærkt bånd til Ingrid.

»Jeg tænker med det samme, faktisk, at så kunne jeg bo hos hende. Så kunne hun blive min mor. For selv om jeg håbede, at min egen familie levede, tænkte jeg, at det gjorde de nok ikke.«

Frygten for efterskælv fik folk til at søge mod en gummiplantage, som skulle være det højeste punkt i nærheden. Ingrid tog sig også af en mindre, nordisk pige. Men hende måtte de efterlade bevidstløs undervejs hos en lokal familie. Pigens ben var ødelagt fra knæet og ned. Væk, faktisk. Anna er i tvivl, om pigen stadig var i live på det tidspunkt.

Ingrid fik arrangeret, at hun og Anna kunne køre med tre andre på én og samme scooter mod plantagen. Dér fik Anna en t-shirt over sin iturevne, stribede bikini med turkise stropper. Hvem der gav hende den, husker hun ikke.

Fra de ankom til plantagen, så hun ikke mere til Ingrid. En 11-årig svensk pige, Moa, blev sat ved siden af Anna. Hun boede normalt med sine forsvundne forældre og storebror i Bangkok. Anna fandt hende først lidt anstrengende. Hun stillede mange spørgsmål. Talte meget. Men netop hendes taleiver viste sig at være til stor gavn. Moa mestrede både svensk og thai. Formentlig derfor opfangede hun, hvordan de kunne komme med på en ladvogn til et mindre sygehus.

»Hun var simpelthen så cool, og hun blev den, der fulgte mig.«

Nu begyndte Anna at forestille sig, at hun måske kunne bo sammen med Moa og hendes familie.

På sygehuset fik Anna kigget på et hul i knæet og syet et flækket øjenbryn. Imens agerede Moa tolk mellem læger og tilskadekomne. På sygehuset blev der lavet lister om, hvem man var, og hvem man manglede.

»Jeg blev ved med at læse dem og håbede på, at der var nogen, jeg kendte.«

Anna og Moa blev flyttet til en brandstation, der fungerede som evakueringscentral. Med papir, blyanter og billeder forsøgte nogle skandinaviske mænd der at danne sig et overblik over, hvem der opholdt sig i evakueringscenteret, og om der var personer fra samme familier til stede. Anna havde beskrevet sin egen familie. Sin mor, far og sine søskende. Hver gang en ny, skandinavisk familie stødte til, håbede hun, at det var hendes egen. Hver gang skuffedes hun.

En lokal thailænder sidder omringet af ødelæggelserne på Patong-stranden ved Phuket, der var blandt de hårdest ramte områder.
En lokal thailænder sidder omringet af ødelæggelserne på Patong-stranden ved Phuket, der var blandt de hårdest ramte områder.

»Det var hårdt at være der. Der kunne man bare vente, indtil nogen kom og samlede én op, eller man fik at vide, at ens familie var død.«

Telekommunikationen i området var hårdt ramt og telefonerne få. Men Anna fik mulighed for at foretage et enkelt kort opkald.

»Det var ret begrænset, for der var jo tusinde mennesker, der skulle tale i telefon.«

I Danmark var det nat på det tidspunkt, og selv om hun ikke forventede, at hendes fars familie derhjemme vidste, hvad der foregik i Thailand, ringede hun til sin faster.

»Jeg prøvede at ringe til min farmor, men hun tog ikke telefonen. Pludselig kunne jeg huske nummeret til min faster. Da hun tog telefonen, var min farmor og flere andre fra min familie – fætre og kusiner – der. De samlede sig om telefonen. De havde ventet på mit opkald.«

Tårer vælder pludselig op i Annas øjenrande og triller ned ad hendes kinder, som bliver helt strimede.

Familien derhjemme havde allerede været i kontakt med hendes forældre. De var i god behold og opholdt sig ved et tempel, der fungerede som samlingssted for overlevende. De havde reddet sig op på hotellernes og en købmands hustage i tide. Selv hendes bror, Rasmus, der kort efter deres adskillelse havde reddet sig op på en tilfældig bygning, som han var skyllet igennem, var blevet ført sammen med de andre – og morbrorens familie – ved templet. Men mormor manglede de stadig at finde.

»Jeg følte jo, at alle manglede hinanden. Men det var mig, der manglede. Jeg havde været alene om at savne de andre, mens de har været sammen om at savne mig.«

Siden har Annas mor fortalt hende, hvor helt igennem forkert det havde føltes for hende at forlade hotelområdet uden at have to af sine fire børn med. Hvor frygteligt det føltes for hende som mor at mangle Rasmus og Anna.

»Men ingen kunne se, at hun manglede nogen, da de kørte væk på en ladvogn, for de lignede jo stadig en hel familie med far og mor og to børn.«

Anna har ellers ikke grædt over det, der skete dengang, i flere år. Men lettelsen over, at hun endnu havde sin familie, bevæger hende tydeligvis stadig. Tårerne lader hun løbe frit.

Anna sov sporadisk på brandstationen. Dagen efter ankom en dansk familie. De havde sejlet ude på havet, da bølgen skyllede ind over land og var rystede de voldsomme ødelæggelser, der mødte dem, da de vendte tilbage. De fulgte Anna til en interimistisk dansk ambassade, som var blevet oprettet på et hotel i Phuket, hvor de alle skulle til for at få nye pas. Men endnu vigtigere: Der var også Annas familie. Moa blev på brandstationen.

»Det var hårdt at skilles fra dem, man lige havde nået at knytte sig til. Jeg blev utryg lige så snart, jeg blev skilt fra Ingrid. Det gjorde jeg også, da jeg blev skilt fra Moa, selv om hun jo ikke kunne gøre noget særligt for mig. Men det var rart at følges med en.«

Jeg har nok mistet den der lidt naive tillid som ander har, til, at ulykker er noget der rammer andre og ikke mig. For jeg blev ramt. Især i tiden lige efter kunne jeg for eksempel være bange for at blive kørt ned af en bil når jeg cyklede. Men idag synes jeg ikke, at der fylder så meget.« siger Anna Sofie Lisbjerg idag, ti år efter tsunamien.
Jeg har nok mistet den der lidt naive tillid som ander har, til, at ulykker er noget der rammer andre og ikke mig. For jeg blev ramt. Især i tiden lige efter kunne jeg for eksempel være bange for at blive kørt ned af en bil når jeg cyklede. Men idag synes jeg ikke, at der fylder så meget.« siger Anna Sofie Lisbjerg idag, ti år efter tsunamien.

Relationerne til Ingrid og Moa beskriver hun på en og samme tid som nære og overfladiske. De talte ikke rigtig om, hvem de var. De kendte ikke hinandens efternavne.

»Men man lavede sådan nogle nødrelationer. Det har været en slags nødtørftige erstatninger for dem, man selv manglede. Jeg har tænkt, at det var bedre end at være alene.«

Den omtrent 120 kilometer lange tur mod Phuket tog på grund af oversvømmelserne mange timer. På ladvognen talte den danske familie, der tog sig af hende, med ærgrelse om alle de ting, de havde mistet. Men det var jo netop bare ting, husker Anna, at hun tænkte.

»De var meget optagede af at hjælpe mig med at finde min familie. Men der var jo nogle, der var rasende over, at de ikke kunne få lov til at komme tilbage til deres hotel.«

I Phuket kom Anna til en teltlejr, der mindede om en militærlejr. Her skulle hun registreres. Igen. Ligesom hun skulle fotograferes til et midlertidigt pas. Det var hér, billedet blev taget af Anna 14 år. Forslået og forskrækket. Midt mellem hundredvis af andre, der var blevet ramt af tsunamien. Alligevel absolut alene.

»Det er taget en halv time før, jeg møder min familie og en halv time før, at jeg også bliver virkelig syg. Så det er lige inden, det hele forløses.«

Hendes forældre mødte hende i hotellets foyer. Hvilke ord, de udvekslede, husker hun ikke. Formentlig fordi ordene var knappe. Genforeningen – deres helt usandsynlige genforening – bestod mest af alt i at hulke og holde om hinanden.

»Vi var meget stille. Vi snakkede nærmest ikke om, hvad der var sket, før mere end et døgn efter – eller i flere dage. Der var bare ikke rigtig ord. Vi vidste ikke, hvad vi skulle sige.«

Noget af det første, hun fik sagt, var, at hun faktisk var rigtig dårlig og gerne ville op og ligge på hotelværelset. Det var hotellets øverste etager, der blev brugt. Så langt væk fra vandet som muligt. Kun et kvarters tid efter begyndte Anna at kaste sort-brunt vand fra tsunamien op. Hendes morbrors familie så hun derfor først senere i løbet af natten og kun en enkelt eller to ad gangen, fordi hun var så dårlig.

Den følelsesmæssige betydning af genforeningen med sine forældre manifesterede sig nærmest fysisk, er Annas oplevelse. I næsten to døgn havde hun bevæget sig rundt i en verden af kaos på egen hånd. Hvor hårdt det havde været, og hvor store fysiske anstrengelser, hun havde været igennem, blev tydeligt, idet hun landede i armene på dem igen.

»Jeg så dem, og så kollapsede jeg. Endelig kunne jeg lægge ansvaret over på nogle andre, som kunne tage stilling til, hvad der skulle ske, og handle, mens alt det der brune vand kom ud af min krop.«

Til sidst var Anna så dehydreret, at hun måtte på hospitalet og få lagt et drop, som de tog med sig tilbage til ambassaden, hvor hun lå i sengen. Her blev hun blev liggende et par dage. Hun fik også antibiotika, fordi et røntgenbillede viste, at hun havde en lungeinfektion, der hjemme i Danmark viste sig at være en lungehindebetændelse.

Imens Anna lå i sengen, søgte hendes far og morbror mellem tsunamiens mange dødsofre efter Annas mormor. De ville forsøge at genkende hende på tøjet. Håbet om at finde hende blandt de mange, mange døde svandt dog hurtigt. Annas mor havde været sammen med hende, da hendes næsten 70 år gamle hænder mistede taget i et gelænder i en bygning, som de ellers forsøgte at hale sig op ad. Hun forsvandt i en strøm af bølge og biler. Hende blev de aldrig genforenet med. Men på sin vis var det okay, forklarer Anna. For de var alle så taknemmelige over, at de trods alt kun havde mistet ét familiemedlem.

»Vi har bare været så taknemmelige over, at vi ikke har mistet flere, og det har givet en vis ro, at det var hende, der forsvandt. Hun ville have haft svært ved at håndtere, hvis hun som den ældste havde overlevet, mens en anden ikke gjorde. Det ville have været forfærdeligt for hende.«

Annas mormor er det eneste danske offer for tsunamien, der aldrig er blevet fundet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.