Der må være en GRÆNSE

Den europæiske drøm er døende. Denne uges nyindførte grænsekontroller mellem Sverige, Danmark og Tyskland er kun seneste tegn på et europæisk projekt i dyb krise. Men i Sæd ved den dansk-tyske grænse var der smil og kaffe på kanden, da grænsebetjentene kom tilbage.

Bent Åbling Paulsen skubber stolen hårdt bagud og skynder sig hen til vinduet. Tre betjente har parkeret lige på grænsen. Nu står de i vejkanten iført skriggule veste og vinker biler ind til siden.

»Så er politiet her! Nu begynder de at kontrollere.«

Grænsekontrollen blev afskaffet for 15 år siden. Men nu er den tilbage ved den gamle grænsestation i Sæd på landevejen mellem Tønder og tyske Nibøl. Til stor begejstring for Bent Åbling Paulsen, som er fra Dansk Folkeparti og viceborgmester i Tønder Kommune.

Dansk Folkeparti købte den gamle grænsestation af staten i 2001, da Danmark indtrådte i Schengen-samarbejdet, og bygningen blev gjort overflødig. Ude i køkkenet står Frank Iversen, tømrer, lokalt DF-medlem og den eneste med nøgle til huset. Han har lige sat kaffe over:

»Mon ikke betjentene vil have lidt at varme sig på? Ligesom i gamle dage. De kan altså bare komme indenfor,« siger Frank Iversen.

Faktisk har Frank Iversen allerede gjort sig tanker om, hvordan dele af bygningen kan indrettes, så der bliver plads til politiet – og lidt hyggeligere – hvis grænsekontrollen skulle blive permanent. Han viser ind i et par slidte lokaler, hvis eneste indhold er et par boksmadrasser på højkant og en valgplakat med Kristian Thulesen Dahls ansigt, som hænger skævt.

»Værelserne skal nok lige sættes i stand til politiet. De er sikkert kræsne,« siger Frank Iversen.

Den manglende grænsekontrol var ifølge Tønders viceborgmester, Bent Åbling Paulsen (th.), afgørende for, at Dansk Folkeparti gik 15,6 procentpoint frem ved folketingsvalget i 2015. Han og DF-kollegaen, Frank Iversen, håber på en fuld genindførelse af grænsekontrollen ved den dansk-tyske grænse. Foto: Palle Peter Skov
Den manglende grænsekontrol var ifølge Tønders viceborgmester, Bent Åbling Paulsen (th.), afgørende for, at Dansk Folkeparti gik 15,6 procentpoint frem ved folketingsvalget i 2015. Han og DF-kollegaen, Frank Iversen, håber på en fuld genindførelse af grænsekontrollen ved den dansk-tyske grænse. Foto: Palle Peter Skov

Bent Åbling Paulsen besluttede sig for at gå ind i lokalpolitik i 2005. Den manglende grænsekontrol var afgørende for, at partivalget faldt på Dansk Folkeparti. Ligesom den ifølge Bent Åbling Paulsen er helt afgørende for, at hans parti høstede knap hver tredje stemme i Tønder valgkreds ved det seneste folketingsvalg:

»DF går meget op i grænsekontrol. Men det gør den sønderjyske befolkning godt nok også, kan jeg fortælle. Rigtig mange vil have grænsen lukket så hurtigt som muligt.«

Grænser er en fysisk foranstaltning udført i pigtråd, bomme, skilte, signaler. Grænser er en markering af, at her forlader du én fysisk virkelighed og entrerer en anden. Men grænser er også en mental foranstaltning. Et værn for og omkring det, der er »os« og »vores«. Grænser er tryghed. De indhegner vores identitet og beskytter vores rettigheder. Hvor grænserne er draget, og i hvilken grad, vi ønsker at bevogte dem, fortæller, hvem vi er, eller hvem vi gerne vil være.

Og folk som Bent Paulsen og Frank Iversen vil ikke længere være europæere. De vil først og fremmest være danskere. Have orden og vished for, hvad der er vores, og hvem der hører til her. Der må være en grænse, synes de.

Mandag i denne uge blev deres bønner hørt, omend ad omveje.

På den første hverdagsmorgen i 2016 indførte Sverige grænsekontrol i et forsøg på at dæmme op for flygtningestrømmen. Efter 50 års papirløs passage skal rejsende nu fremvise et identifikationspapir, før sundet kan krydses. 15.000 danske og svenske pendlere menes at tage turen hver dag, og den rejse er nu gjort længere og mere besværlig. Få timer senere meddelte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) så, at Danmark indfører en midlertidig grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse. Foreløbig i ti dage og kun som en slags »stikprøvekontrol«.

Politiet udfører stikprøve-grænsekontrol ved Aventoft grænseovergang, tirsdag den 5. januar 2016 – dag to af den midlertidigt indførte grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse. Foto: Palle Peter Skov
Politiet udfører stikprøve-grænsekontrol ved Aventoft grænseovergang, tirsdag den 5. januar 2016 – dag to af den midlertidigt indførte grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse. Foto: Palle Peter Skov

Den slags hindring af den frie bevægelighed kan have store økonomiske konsekvenser og er kun tilladt inden for Schengen-samarbejdet, hvis der »foreligger en alvorlig trussel mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed i en medlemsstat«, som det hedder. Det mente Lars Løkke Rasmussens regering, at der gjorde.

»Vi vil ikke igen se flygtninge og migranter vandre på vores motorveje. Vi skal sikre ro og orden,« sagde statsministeren.

Grænsen, der i Sønderjylland som bekendt løber mere eller mindre umarkeret gennem 68 kilometer mark, eng og skov, er ifølge lokale iagttagere dog stadig »hullet som en si« og tiltaget derfor »ren symbolpolitik«, anførte kritikerne. Da viceborgmester Bent Åbling Paulsen har holdt øje med grænsekontrollen et stykke tid, falmer begejstringen da også en smule. Alt for mange får lov til at køre uden om politiets kontrol, synes han, og efter en times tid foran grænsestationen i Sæd kører grænsebetjentene videre. Uden kaffe. I Aventoft, fire kilometer længere mod vest, ligger endnu en lille grænseovergang, som skal kontrolleres.

»Det her er et skridt i den rigtige retning, men migranter og kriminelle østeuropæere kan altså stadig snige sig udenom. Alle skal kontrolleres. Grænsen skal lukkes helt,« siger Bent Åbling Paulsen.

I de seneste måneder har spøgelser fra fortiden – pigtrådsforstærkede hegn, bevæbnede grænsevagter og lukkede grænsebomme – rejst sig i Europa. Ungarn, Østrig, Slovenien, Tyskland, Malta, Sverige, Danmark og Norge har nu i en eller anden form sat den frie bevægelighed ud af spil. Håbet er at kunne kontrollere flygtningestrømmen. Eller rettere; at holde flygtningene væk.

2016 begynder således, hvor 2015, et veritabelt annus horribilis for EU, slap. Flygtningestrømmen er den største, mest følelsesladede udfordring, EU står overfor, men dertil skal lægges det græske nær-kollaps og et Storbritannien, der gør indledende skridt til at forlade unionen. Oveni kommer en nervøs befolkning, der for længst har mistet tilliden til den EU-glade elite, og derfor konsekvent siger »nej«, »non« og »no« til mere EU-integration. Som Bent Paulsen og Frank Iversen i grænsestationen gør det.

Nu lurer Schengen-samarbejdets mulige opløsning, og de åbne grænser er måske ikke længere fremtiden, men en overstået parentes i historien.

Som Iben Krog Rasmussen, der er født i 1992, skrev på Berlingske-bloggen »Millenials«:

»Vi, der er født efter Murens fald, skulle have kaldt os »Generation Europa«. Nu kan vi i stedet kalde os »Generation Grænsekontrol«. Vi er født ind et Europa uden grænser, men vi bliver voksne i et Europa med grænser. (...) Vi er den første generation, der har kunnet rejse Vesteuropa tyndt på billige interrail-billetter uden at vise passet frem en eneste gang. Vi er den første generation i et Europa, hvor der er noget, der er vigtigere end nationale grænser. Men vi bliver nok også den sidste generation til at opleve alt dette.«

Den europæiske idé er ikke bare truet. Den europæiske drøm er døende.

Hvordan kunne det komme dertil?

Det er kun én menneskealder siden, at drømmen om fred, frihed og velstand på kontinentet voksede ud af Anden Verdenskrigs ruiner. Kun 25 år siden Berlinmuren faldt. Kun 15 år siden, der sidst var krig i Europa.

Men vi griber, mener Uffe Ellemann-Jensen (V), udenrigsminister i årene 1982-1993, til de nemme og farlige løsninger, fordi vi i dag er lullet ind i den forestilling, at fred og frihed er en given ting i Europa:

»Når jeg tænker tilbage på tiden omkring 1989 og 1990, kan jeg huske, hvor vilde unge mennesker var med det europæiske samarbejde. Luften var tyk af ord som »grænserne skal åbnes«, og »murene skal fjernes«. Den europæiske drøm er usvækket hos mig, men jeg må indrømme, at jeg bliver fortvivlet, når jeg ser, hvordan den er fuset ud hos andre. De generationer, der er vokset op nu, har aldrig oplevet andet. For dem er det gledet i baggrunden, hvor skidt det går i Europa, når man ikke kan finde fælles løsninger,« siger Uffe Ellemann-Jensen.

Måske, tilføjer Uffe Østergaard, professor i europæisk historie ved CBS, høster EU nu frugterne af, at det europæiske projekt dels aldrig er blevet tænkt ordentligt til ende, dels aldrig er blevet kaldt ved sit rette navn:

»Spørgsmålet er, om der overhovedet har været enighed om, hvad man byggede. EU begyndte som et samarbejde omkring kul- og stålunionen, siden kom det indre marked, hvor varer, kapital og arbejdskraft kunne flyde frit. Alt det er der stor positivitet overfor. Men princippet »den frie bevægelighed« er i virkeligheden et enormt revolutionerende projekt, som logisk førte til en social union. Og den vil vælgerne ikke have,« siger Uffe Østergaard.

Schengen-samarbejdet er et godt eksempel på, hvordan en på papiret god idé har vokset sig til et problem.

Den konkrete udmøntning af drømmen om åbne grænser tog sin begyndelse i 1985, da repræsentanter for fem europæiske lande – Belgien, Frankrig, Luxembourg, Holland og det daværende Vesttyskland – underskrev en aftale om gradvist at ophæve den almindelige grænsekontrol mellem nationerne. I dag er 26 lande omfattet af samarbejdet.

Filosofien bag Schengen var et overnationalt, kontinentalt fællesskab, hvor arbejdskraft, varer, penge og velstand kunne flyde frit til alles fordel. Alt det har vi beviseligt nydt godt af.

Den større idé – drømmen, om man vil – var, at nedbrydningen af de fysiske barrierer også ville fjerne de mentale og kulturelle. At de nationale forskelle ville glide i baggrunden til fordel for et over-europæisk sindelag. I EU-teorien taler man om en »spill-over«-effekt eller om »Jean Monnet-metoden«, når man iværksætter et samarbejde på ét felt, som får følger på andre områder.

Men i begejstringen, i skyndingen eller i ren naivitet glemte man flere ting undervejs, mener Uffe Østergaard i dag.

De oprindelige fem Schengen-lande havde et naturligt kulturelt fællesskab, ligesom Norden har det. Det har de 26 nationer i Schengen i dag – fra Finland i nord til Grækenland i syd – hverken kulturelt, sprogligt eller religiøst. Man undervurderede, hvor lidt en dansker identificerer sig med en polak. Eller hvor lidt en tysker føler sig ansvarlig for en grækers velbefindende. Ingen, heller ikke de klogeste hoveder, havde i slagskyggen fra Anden Verdenskrigs rædsler forestillet sig, at de stærke nationalfølelser ville være så svære at få bugt med.

Og man har undervurderet presset udefra, mener både Uffe Østergaard og Uffe Ellemann-Jensen. Fra flygtninge eller migranter, der ville søge mod sikkerheden, friheden og velstanden inde i EU:

»Man har taget nogle skridt ud i det blå. Og nu står man med foden ude i det tomme rum. Vi har pillet de indre grænser ned, men fik ikke bygget en stærk, ydre grænse op i tide. Det var en logisk forudsætning for det indre marked, man har bare ikke fået det gjort. Og så sker der det, at vælgerne føler sig snydt,« siger Uffe Østergaard.

EU har taget opgaven at beskytte de ydre grænser alt, alt for let, mener Uffe Ellemann-Jensen:

»Vi har sådan set vidst i de sidste 30 år, at der lå et indvandringspres og ventede. Jeg fandt en af mine egne gamle landsmødetaler fra 1980erne frem. Der brugte jeg udtrykket »presset mod Europas bløde, fede bug« om befolkningstilvæksten i Afrika. Det, vi oplever nu med flygtningestrømmen fra Syrien, er kun en forsmag på, hvad vi vil opleve fremover, når folkevandringerne fra Afrika for alvor tager fart. Problemet har været der hele tiden. Men der har ikke været politisk vilje til at gøre noget ved det. Det er EUs tragedie,« siger Uffe Ellemann-Jensen.

I starten af 00erne så Tønders viceborgmester, Bent Åbling Paulsen, ikke de store problemer i de åbne grænser. Men efterhånden som EU er blevet udvidet med flere øst- og centraleuropæiske lande, bliver man nødt til at beskytte sig bedre, mener han. »Hernede i Sønderjylland har vi store problemer med kriminelle polakker. De fleste kommer for at arbejde, men der er for mange, som kommer for at stjæle biler og airbags,« siger han.

Men det er ikke kun blandt bekymrede borgere i grænselandet og europæiske EU-skeptikere, at der argumenteres for, at der må være grænser. At de åbne grænsers politik truer vores velfærd og demokrati. Paul Scheffer, en hollandsk sociolog med socialdemokratiske sympatier, kritiserer i Weekendavisen filosofien bag de åbne grænser:

»Der skal være en fornemmelse af et defineret territorium; et indenfor og et udenfor. Vi kan selvfølgelig sige, at vi ønsker at være så åbne som muligt. Men for demokratier er det afgørende, at vi kan definere, hvem der får lov til at være borgere, og hvem der ikke gør.«

Når populistiske og stærkt EU-kritiske bevægelser på højrefløjen har fået vind i sejlene i hele Europa, handler det ifølge Paul Scheffer om, at Europa har glemt at tilpasse sin drøm til nutiden, hvor USA i mindre grad agerer global stabilisator, hvor Rusland rasler med sablen, Mellemøsten er i opløsning, og Afrikas befolkning kigger mod nord. Den manglende rettidige omhu fra EUs side har skabt enorm utryghed:

»Populismens genkomst handler om et Europa, der har skabt enorme frihedsgrader, men som er uvillig til at yde beskyttelse. For mig handler populisme i sin rationelle kerne om et behov for at blive beskyttet (...) Beskyttelse er nøjagtigt, hvad Europa ikke yder. Hvis liberale ikke længere er i stand til at tale om grænser, endsige vogte dem, vil autoritære politikere forstå at trække de grænser. Det er, hvad der sker i Frankrig, Danmark og Holland,« siger Paul Scheffer til Weekendavisen.

Det nye hollandske formandskab har meddelt, at de vil sætte alt ind på at redde Schengen i de næste måneder. Men udfordringerne for Europa – og for den europæiske drøm – synes næsten uoverstigelige ved indgangen til 2016. Grundpillerne vakler, lederskabet halter, flygtningekrisen ser ikke ud til at stilne af, og engang i det nye år skal briterne stemme om at forlade EU eller ej.

Ingen tror på hele systemets spektakulære kollaps, men mange peger på et EU i 2016, som er mindre, svagere og mere lukket. Et EU, hvor alt skal blive lidt værre, før det bliver bedre:

»Jeg tror, Schengen er død. Jeg kan ikke se, hvordan den del af EU skal overleve. Spørgsmålet er, om man går hele vejen og genopbygger grænsestationerne. Det tvivler jeg på. Det kan blive den danske model med stikprøvekontrol. Samtidig må man i EU tage sig sammen og få styrket de ydre grænser. Den svenske model er for tung, for det vil give lange køer ved grænserne og spolere vores økonomiske vækst, og det er folk næppe interesseret i. Heller ikke de EU-skeptiske,« siger Uffe Østergaard.

Er du optimist eller pessimist på EUs vegne?

»Jeg er realist. Jeg giver det en fifty-fifty chance lige nu. Men EU skal finde tilbage til den gamle måde at lave kompromiser på, hvor alle ofrer lidt og vinder lidt. Det er ikke let. Og det er bestemt ikke i den retning, alt fra Front National til den polske regering til Dansk Folkeparti bevæger sig,« siger Uffe Østergaard.

Han forstår argumenter som Paul Scheffer og de EU-skeptiske vælgeres. At der skal være en grænse, både fysisk og mentalt, der indhegner vores demokratier, fællesskaber og rettigheder. Men, påpeger han, selv om EU-samarbejdet har fejl og indeholder en række utilsigtede følger, er det meget, meget svært at finde holdepunkter i historien for, at et mindre forpligtende og formaliseret samarbejde mellem indhegnede nationalstater vil føre noget godt med sig. Tværtimod.

I løbet af ugen mødtes ministre fra Danmark, Sverige og Tyskland i Bruxelles for at diskutere grænsekontrollen. Her forsikrede integrationsminister Inger Støjberg sine kolleger og det bekymrede EU om, at Danmark skam bakker op om Schengen og de åbne grænser. Men at regeringen om nødvendigt vil forlænge grænsekontrollen, så længe det er nødvendigt.

»Der er en åbenbar risiko for, at Schengen bryder sammen, og det vil være til stor skade,« siger Uffe Ellemann-Jensen.

Skal et sammenbrud forhindres, må EU og EUs medlemslande punge ud, mener han. Både til sikring af de ydre grænser. Og til løsninger på flygtningestrømmens arnested:

»Vi klager over de store flygtningestrømme fra Syrien, men de internationale organisationer, der arbejder med at huse og bespise flygtninge i nærområderne, har ikke fået de penge, der var lovet. Levevilkårene forringes, og så flygter folk. Der er virkelig brug for at levere mere til FN, som arbejder i nærområderne. Men det kræver et politiske lederskab, som der har været for lidt af i Europa i de senere år,« siger han.

Skal den europæiske drøm overleve, kræver det tillige en timelig erkendelse af, at EU ikke i sig selv er truslen, men kan være og har været svaret på tidens trusler.

At vi i årtier faktisk har nydt godt af det europæiske samarbejde. Når det, som nu, kræver en indsats og nogle ofre, skal vi være klar til at give den anden vej, mener både Uffe Østergaard og Uffe Ellemann-Jensen.

Men, som Ellemann-Jensen formulerer det, er danskerne – og flere andre befolkninger i EU – lige nu kun interesserede i at »pille rosinerne ud af bollen«.

Bent Åbling Paulsen fra Tønder kører selv til Tyskland for at handle engang imellem. Ville han ikke blive irriteret over, at skulle holde i kø og vise pas hver gang?

»Jo, det er selvfølgelig et lille minus. Men ikke noget i forhold til de fordele, der ville være ved at kunne kontrollere, hvem der kommer ind i Danmark.

Men er det virkelig så farligt, alt det, der kommer sydfra?

»Nej, slet ikke det hele. Men hvis vi vil bevare det, der er dansk, skal vi lukke af. Også her. Og mon ikke man kunne sætte nogle chips i bilerne, så politiet hurtigt kunne aflæse, at vi har ret til at krydse frem og tilbage,« siger han.

Dansk Folkeparti har lovet, at staten kan få grænsestationen ved Sæd tilbage kvit og frit, når grænsekontrollen bliver genindført. Den permanente af slagsen, forstås.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.