Interview

»Der er stadig brug for en revolution«

Preben Wilhjelm fylder 80 år om et par måneder, og snart udgiver han sine erindringer fra et liv fyldt med ideologiske kampe. Værdikampen er noget vrøvl, og så har den historiske finanskrise aldrig ført til det nødvendige oprør, mener han.

Han er blevet personificeret med den yderste revolutionære venstrefløj – vel det nærmeste, man på den kant kommer et ikon, også selv om han og hans ligesindede kun har foragt tilovers for den slags heltedyrkelse.

Som politiker og debattør har han været respekteret langt ind i konservative og liberale kredse for sin skarphed. Og så har han været med hele vejen. Fra SFs barndom over venstrefløjens glansperiode i 1970erne til Murens fald. Ni år sad han i Folketinget med happenings af enhver art som den røde tråd. Og da venstrefløjen imploderede efter Sovjetunionens opløsning, havde ikonet allerede trukket stikket til dansk politik.

Indimellem har han også nået at sidde i fængsel ad flere omgange på grund af sine politiske aktiviteter, Han har været chef for Danmarks Radios dokumentargruppe og forsket i atomfysik – bare for at nævne noget.

Til januar fylder Preben Wilhjelm 80 år, og om en uge udkommer hans erindringer, »Man kan sagtens være bagklog«. En status over et liv, der har været fyldt med ideologiske slag, der skulle udkæmpes.

Og revolutionen? Den er der måske mere brug for end nogensinde. Forstået som grundlæggende ændringer af samfundet og samfundets strukturer.

»Det vil ikke være bang, bang, bang, så er hele lortet væltet i løbet af tre døgn. Jeg kan slet ikke forestille mig det på skandinaviske breddegrader. Men ingen havde jo heller forestillet sig maj ’68 i Frankrig, som var en prærevolutionær situation. Når arbejderne begynder at erobre fabrikker og smide ledelserne ud. Det var jo ikke bare et studenteroprør,« siger Preben Wilhjelm.

Og der var heller ikke nogen, der forudså Murens fald eller Nellikerevolutionen i Portugal eller Fløjlsrevolutionen i det daværende Tjekkoslovakiet. Revolutioner kommer pludseligt og ofte overraskende. Men næppe her, mener Preben Wilhjelm:

»Herhjemme tror jeg, at det må komme gradvist med nogle markante irreversible skridt, der virkeligt ændrer vilkårene.«

Han har i årtier stået fast på sine idealer. Mens kampfællerne er fløjet i mange forskellige retninger, er han på mange måder »The Last Man Standing«. Den del af venstrefløjen, som han tilhører, faldt sammen, da Berlinmuren væltede, og jerntæppet i Europa blev opløst. Selv om VSerne kun havde foragt tilovers for sovjetkommunismen, så blev de revet med i faldet, og revolutionen kom aldrig rigtig på mode igen. De selvudråbte ideologiske vindere, den liberale markedsøkonomi og den kapitalistiske samfundsorden tog det hele.

»Men objektivt set har mulighederne aldrig været bedre for at skabe en ny samfundsorden, end da Muren faldt. Da den grundlæggende konflikt mellem øst og vest var væk, burde der have været sprudlende muligheder for at tænke nyt. I stedet sagde man i Vesten: Vores system har sejret. Vi er uovervindelige. Man kunne jo på det tidspunkt tillade sig eksperimenter og måske lære noget af øst, uden at det blev betragtet som fjendens ærinde. Men vi var ikke stærke nok, og der var ikke vilje i verden til at opfatte det på den frugtbare måde,« siger Preben Wilhjelm.

Den næste og endnu mere oplagte mulighed for grundlæggende samfundsomvæltninger kom 20 år senere, da Lehman Brothers krakkede, og verden blev kastet ud i den dybeste økonomiske krise siden 1930erne. Men også den kamp tabte venstrefløjen. Nok kunne man mobilisere til spredte demonstrationer mod bankerne, og i USA havde bevægelsen »Occupy Wall Street« et par gyldne år. Men hvis nogen fik vind i sejlene, var det den yderste højrefløj.

Når det nu var venstrefløjens hovedfjende nummer et, bankerne og finansverdenen – selve hjertet af det kapitalistiske samfund – der stod som hovedskurken, hvorfor var det så ikke venstrefløjen, der kom styrket ud af krisen?

»Ja, det er overraskende,« siger Preben Wilhjelm.

Hans hovedpointe, som han beskrev i pamfletten »Krisen om den udeblevne systemkritik« for to år siden, er ikke overraskende: Det er selve systemet, der er sygt. Kapitalismen har haft sin tid, den er dysfunktionel, fordi den forudsætter permanent vækst.

»Det nytter ikke at hænge ansvaret op på nogle onde enkeltpersoner eller grådige finansfolk. Lad dog være med den moraliseren. Jeg er jo fysiker og kigger på mekanismerne. Og det er helt logisk, at selv mindre ubalancer er tilbøjelige til at blive forstærket til dybe kriser. Systemet går i selvsving og er selvforstærkende destruktivt,« siger Preben Wilhjelm.

Man skulle have ladet bankerne gå ned, falde hvad ikke kan stå og erstattet dem med offentlige non-profit selskaber, mener han.

Senere missede man endnu en chance for en prærevolutionær situation, da der skulle ryddes op efter krisen. Venstrefløjen og en del af den socialdemokratiske fløj i Europa tabte til Tysklands kansler, Angela Merkel, og den hårde budgetdisciplin. Det begyndte ellers lovende, mener Wilhjelm, da socialisten François Hollande vandt præsidentvalget i Frankrig i foråret 2012 på at love, at han aldrig ville underskrive den europæiske finanspagt.

»Hvis vi ellers havde haft en ægte socialdemokratisk statsminister og finansminister her i landet, så var de taget til Paris og faldet ham om halsen og sagt: »Det er vi sgu enige i.« Nu tager vi de græske, italienske, tyske og spanske kammerater med til Merkel og siger: Nu har du haft fire år til at smadre den her del af verden. Det må være nok med over 50 procents ungdomsarbejdsløshed i Sydeuropa. Det lignede jo alt for meget fejltagelserne i 30ernes Tyskland.«

Men de europæiske socialdemokrater fandt ikke sammen i et oprør mod den tyske kansler, og François Hollande endte med at skrive under på pagten alligevel. Endnu et tabt slag for den europæiske venstrefløj.

»Jeg fatter ikke de danske socialdemokrater, som i 1990erne opfandt den økonomiske kickstart, som virkede rigtig godt. Og kun 15 år senere tilslutter de sig nogle budgetkrav, som er en ren neoliberalistisk spændetrøje.«

Men var det så ikke netop markedsøkonomien og dem, som Wilhjelm kalder de neoliberale, der vandt kampen om historien efter Murens fald? Der er ikke længere flere veje, men kun én. Fukuyama havde ret, da han skrev bogen »The end of History and the last Man«. Utopierne er væk, og end ikke resterne af den yderste venstrefløj i Enhedslisten kan hævde andet. De sidder nu i Finansministeriet og fifler med et par milliarder til sundhedsvæsenet.

»I den forstand har du ret. Det lykkedes os ikke at overbevise folk om, at vi kunne tænke anderledes og ikke kun i de to stive systemer efter kommunismens sammenbrud.«

Preben Wilhjelm har hele sit liv sloges for større retssikkerhed. Han har kæmpet mod overvågning, registrering og hemmelige tjenester. I det lys har han svært ved at forstå indholdet af den værdikamp, som har fyldt så meget i den danske debat.

»Jeg kan ikke se, hvad det er for værdier, man taler om. Det mest konkrete, der kommer ud af det, er de der frikadeller i børnehaven. Kan man kalde det værdikamp? Og en dansk nationalret, hvad er det for noget pis?« siger Preben Wilhjelm og peger på, at der i 1968 fandtes virkelige værdikampe: Lighed mellem kønnene, boformer, opdragelse, skolesystemet, miljøet, autoriteterne.

Værdikampen anno 2014 handler ifølge nogle netop om de samme værdier, fordi de er truet af indvandrernes værdier. Men det er for nemt, mener Preben Wilhjelm.»For det kvindesyn, som vi har konstitueret her i landet, er ukontroversielt. Det er let at være enig om at slå ned på nogen, der måske er 50 år tilbage i forhold til os. Mere er det jo ikke. At ophøje det til en konstruktiv værdikamp, det har jeg svært ved at se,« siger han.

Én for én er de værdier, som, Wilhjelm mener, har kendetegnet det danske samfund, blevet undergravet – ikke af tilrejsende muslimer, men af Folketinget og skiftende regeringer. Engang var vi et fredselskende, tolerant, retssikkert og frisindet land. Når Wilhjelm taler om frisind, lyder han næsten som Liberal Alliance. Han forstår ikke, at venstrefløjen er hoppet med på at ville kriminalisere frivillig prostitution, hash, rygning, narkotika og meget andet.

»Helt fra kulturradikalismen i 30erne har det været en selvfølge, at venstrefløjen var frisindet. Man erkendte, at når det drejede sig om folks måde at leve og indrette sig på, så skulle man ikke kriminalisere det. Man behøver ikke have sympati for porno og prostitution eller andet, men at kriminalisere det er torskedumt. Man kan ikke regulere folks måde at leve på på den måde.«

Andre værdier som retssikkerheden bliver eroderet år for år, og privatlivets fred trues af en overvågning, der er løbet løbsk, mener Wilhjelm.

»Det er jo røget helt ud af proportioner. Vi havde haft terror i Europa i årtier før 11. september. I Nordirland, i Baskerlandet, og i 70erne og 80erne havde vi De Røde Brigader i Italien og Rote Armee Fraktion i Tyskland, uden at vi gik fuldstændig amok og ændrede på vores retssikkerhedsbegreber,« siger Preben Wilhjelm, som godt kan forstå amerikanernes reaktion efter den 11. september, for de havde ikke prøvet det før.

»Men i Europa, hvor vi i årtier har været vant til terror i begrænset omfang og aldrig opført os hysterisk af den grund! Retssikkerheden er en af de vigtigste kriterier for, om et samfund er værd at leve i. Om den enkelte er nogenlunde beskyttet mod overgreb fra staten. Og på det punkt er det skredet forfærdeligt de seneste mange år.«

Preben Wilhjelm er ikke blevet mindre vred – eller mindre skarp – med alderen. Der har været mange kampe, og Wilhjelm har langt fra vundet dem alle. Men er der slet ikke noget, som går godt?

»Ikke i den store skala. Det ser temmelig kedeligt ud. Jeg misunder ikke den næste generation, og hvad de står med. Men når jeg kører land og rige rundt med min pamfelt om krisen, har jeg aldrig i hele mit politiske liv – tilbage til midten af 50erne – oplevet en sådan interesse og lydhørhed over for at snakke dybere om systemkritik. Vi er sikkert uenige om en masse ting, men interessen for at drøfte andre ting end frikadeller i børnehaven er stor.«

 

 

 

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.