Den sibiriske kulde kan blive til isvinter

Et usædvanligt kraftigt og stabilt højtryk mellem Finland og Rusland vil i mindst to uger endnu sende bidende kold sibirisk luft ned over os.

I Haparanda oppe i det nordøstligste Sverige målte man i søndags det højeste lufttryk i landet i hele 40 år, nemlig 1.057 såkaldte hektopascal.

Det vidner om de kræfter, der i øjeblikket er på spil i det nord- og østeuropæiske vejrlig. Et højtryk af en sådan styrke har nemlig i den grad kræfter til at sende de milde luftmasser vest for Danmark på flugt for i stedet at blæse bidende sibirisk kulde lige ned i hovedet på os.

Og det er netop sådan, situationen er i øjeblikket. Højtrykket over det nordlige Finland og nordvestlige Rusland fungerer ganske enkelt som en overordentlig effektiv blokade mod de mere lune og fugtige vinde fra vest.

»Ja, hvis man ikke kan lide kulde, så er der ikke meget opløftende at hente i prognoserne. Natten til fredag og søndag kan temperaturen dykke til hele 15 frostgrader over store dele af landet. Og ifølge vores prognoser ser den nuværende kolde vejrsituation ud til at holde sig stabil i mindst 15 dage frem,« siger vagthavende meteorolog på DMI, Klaus Larsen.

INFOshop: Sådan gør du din bil vinterklar

Dermed er der faktisk mulighed for, at vi kortvarigt kan få isvinter, før foråret sender sine milde vinde ind over kongeriget.

»Selv om det efterhånden er ret sent på vinteren, kan en isvinter ikke udelukkes. Hvis den hårde kulde holder sit greb i få uger mere, er muligheden til stede,« siger seniorklimatolog ved DMI John Cappelen og minder om vinteren 1955-56, der - som denne vinter - startede ret mildt og i slutningen af januar slog over i hård kulde med en regulær isvinter til følge sidst på vinteren.

For kuldskære danskere er håbet, at grænsen mellem kolde og og varme luftmasser vil flytte sig lidt mere mod øst i de kommende uger. I øjeblikket befinder grænsen sig et par hundrede kilometer vest for den jyske vestkyst, hvor temperaturerne i øjeblikket ligger over frysepunktet. I Torshavn på Færøerne er der f.eks. cirka fem plusgrader i øjeblikket. Til gengæld er der omkring 25 frostgrader i Helsinki og 20 minusgrader i Hvideruslands hovedstad Minsk.

Europa i fryseboksen

Kuldebæltet strækker sig langt ind over det centrale og sydlige Østeuropa. I Bulgariens hovedstad Sofia ventes der omkring 15 minusgrader i dagtimerne i dag, og på den baggrund har myndighederne erklæret 25 af landets 28 distrikter i undtagelsestilstand. Sne og kulden i Østeuropa har foreløbig krævet mindst 36 dødsofre, især i Polen og Ukraine, hvor mange hjemløse bukker under for den hårde frost.

Dertil kommer blæsten, som gør kulden endnu mere bidende. I disse dage er vindhastigheden herhjemme på mindst syv m/s, hvilket ifølge den såkaldte windchill-faktor vil få de minus 15 grader, vi har i vente, til at føles som minus 30 grader i stedet.

Men hvor skal man flygte hen, hvis man ikke orker endnu en vinter i dybfryseren? Grækenland er ikke anbefalelsesværdigt. Athen ryger under frysepunktet om natten i øjeblikket. I Europa skal man helt til Algarve i det sydlige Portugal for at kunne snuse til de 15 plusgrader. Ellers kan vi anbefale Mombasa i Kenya eller Colombo på Sri Lanka, der byder på 30-35 grader i de kommende dage.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.