»Dem fra mit eget parti var de værste«

Gennem 26 år var Per Madsen borgmester i Ishøj. I al den tid forsøgte den i dag 85-årige mand at få partifællerne i Socialdemokratiet til at se ærligt på de problemer, der var med indvandrere og flygtninge. Partiet mødte ham altid med larmende tavshed. I denne uge fik han oprejsning.

Alt i Ishøj kan tidligere S-borgmester Per Madsen fortælle en historie om. I centeret, som han planlagde, var der bananpalmer og bassin med tropiske fisk. »Indvandrerne syntes, det var herligt. Det var helt hjemligt for dem,« husker Madsen i dag.
Alt i Ishøj kan tidligere S-borgmester Per Madsen fortælle en historie om. I centeret, som han planlagde, var der bananpalmer og bassin med tropiske fisk. »Indvandrerne syntes, det var herligt. Det var helt hjemligt for dem,« husker Madsen i dag.

Det skete en dag, hvor han skulle ned på apoteket i Ishøj. På vejen derhen kom to indvandrerfyre imod ham. Af den slags, som man med rynkede bryn taler om i det ganske land. Store i både skuldre og mund spurgte de kækt:

»Nå, borgmester. Tør du godt gå her?«

»Ja, selvfølgelig gør jeg det. I skal jo passe på mig. I er borgere her,« lød hans svar.

Per Madsen klukker, da han fortæller anekdoten. Derefter kommer en jovial tilføjelse, der fortæller alt om den logik, der udgør den i dag pensionerede borgmester:

»Den skal bare tages derfra.«

Sådan taler en mand, der tager tingene oppefra og ned. Hvis begrebet »af den gamle skole« skulle legemliggøres, ville den 85-årige mand være figuren, man tegnede op efter.

I 26 år var Per Madsen hovedarkitekt og pioner på udviklingen af Ishøj som by, og i alle de år forsøgte han at råbe politikere og partifællerne fra Socialdemokratiet op om omfanget af de indvandrerproblemer, han stod med som borgmester.

Den nuværende partiformand, Mette Frederiksen, sendte i denne uge en undskyldning i Per Madsens retning, da hun indrømmede, at hvis man havde lyttet mere til Vestegnens borgmestre i 80erne og 90erne, ville det have gavnet Danmark som helhed.

»Da Mette Frederiksen sagde de ord, var det en lykkelig time. Det må jeg indrømme. Mogens Lykketoft har før sagt til mig under private former, at man tog fejl. Da det kom frem, blev jeg øjeblikkeligt ringet op af andre i området, som sagde: »Har du hørt det?« Jeg godtede mig ikke. Jeg var bare glad,« fortæller Per Madsen.

Det, man dengang lukkede ørerne for, var Per Madsens insisterende kritik af Socialdemokratiets flygtninge- og indvandrerpolitik og hans gentagne ord om, at de nordlige kommuner også skulle tage deres del. Folk med fornavne som Ali skulle ikke kun flytte ind i Ishøj.

»Jeg blev ved med at sige det til Auken og de andre. Vi kørte jo hele tiden ind til Christiansborg og talte med de forskellige ministre. De sagde det samme hver gang: »Ja, det er beklageligt. Ja, vi skal se på det.« Derfra var der kun tavshed. Vi mærkede jo den kolde vind derinde fra, og vi havde jo den socialdemokratiske presse, der meget nødigt ville køre hele vejen herud. Det var dem fra mit eget parti, der var de værste.«

Da tyrkerne ringede hjem efter kvinderne

Alt i Ishøj kan Per Madsen fortælle en historie om. Den ene anekdote begynder der, hvor den anden hører op. Dér står bycenteret, som han planlagde det tilbage i 1976. Dengang var der bananpalmer og bassin med tropiske fisk indenfor.

»Indvandrerne syntes, det var herligt. Det var helt hjemligt for dem,« lyder det.

Der er svømmehallen, som han indviede ved at hoppe i vandet. »Ja, det så sgu ikke kønt ud. Jeg vejede alt for meget,« griner han, da vi går forbi.

Ishøj er Per Madsen, og Per Madsen er Ishøj. Så meget, at han til kommunalvalget i midten af 80erne fik over halvdelen af de afgivne stemmer personligt. Svend Auken reagerede angiveligt på det resultat med ordene: »Er der dog ingen, der kan stoppe den uregerlige borgmester fra Ishøj?«

En raceforvildet bornholmer blev han kaldt i det socialdemokratiske dagblad Aktuelt. En racist, der skulle tie stille, kaldte andre ham.

Uden for partipariaen Per Madsens kontordør skete det hele fra den ene dag til den anden dag. De tyrkere, som Dansk Arbejdsgiverforening havde hentet herop, ringede pludselig hjem efter kvinderne. Der blev brug for vuggestuer, børnehaver, og før Per Madsen havde set sig om, var indbyggertallet fra 1970 til 1974 steget med 10.000 personer. Den tyrkiske ambassade hentede en imam herop, der fik lov til at virke. Nogle pakistanere, som han viede på Rådhuset, advarede ham allerede dengang om det.

»De sagde til mig: »I må love os, at der ikke kommer mere end ti procent udlændinge i jeres bebyggelser. Ellers bliver folk ikke integreret og holder sammen ligesom i de landsbyer, som de kommer fra. Folk vil begynde at holde øje med hinanden.« Det kendte jeg jo også fra min egen hjemby, Rønne, hvor gadespejlet hang overalt. Hold op, hvor var det frygteligt.«

En mand af den gamle skole

I 1976 var borgmesteren med til at lave en indvandrerrapport om problemerne. Den gav man til den daværende socialdemokratiske statsminister, Anker Jørgensen, og Folketinget.

»Den gad de ikke at kigge i. Vi ville selv gerne have højst en eller to indvandrerfamilier i hver opgang, men tyrkerne ville bo ved siden af hinanden. Hvert år til ramadanen kom danskerne og klagede over larmen. Sådan noget fortalte jeg, og så blev jeg meget upopulær i partiet. Hvad var det for noget at gå rundt og fortælle? Det var en mur af tavshed, følte jeg. Mine partifæller var modstandere. Det endte de med at være. For de ville ikke forstå, at min kritik ikke gik på indvandrere og flygtninge i sig selv. Den gik på den måde, hvorpå vi håndterede dem.«

Ishøj begyndte som en statslig idé på et tegnebræt. I 1961 besluttede man at skabe fem nye byer langs Køge Bugt. Fem år forinden var Per Madsen med sin kone flyttet til Vestegnen, og som medlem af sognerådet skulle han være med til at løse den opgave. Dengang var der kun 1.900 indbyggere på de flade kartoffelmarker. I dag får han hele tiden breve fra ejendomsmæglere, der vil sætte hans hus ude ved vandet dyrt til salg.

En mand af den gamle skole handler. Han får tingene fra hånden. Når for mange indvandrerbørn blev passet af deres bedstemødre, stillede borgmesteren krav om, at de skulle ud i danske børnehaver, så de kunne lære danske sange. Der blev hyret flere sundhedsplejersker for at lære mødrene om det danske syn på sundhed, og når borgmesteren var ude at fortælle om Ishøj, fortalte han også ærligt om konsekvenserne af de dengang mange fætter-kusine-ægteskaber.

Da tilstrømningen af indvandrere var størst, var Per Madsen ude at tale med boligselskaberne om, hvorfor de ikke tog flere indvandrere ind.

»Deres svar var: »Så ville vi ikke sidde her, Madsen. Når de kommer til næste beboerråd, vil vi blive hældt ud.« Og det var altså socialdemokrater, der sagde sådan. Det var i sidste ende en beskyttelse af egen magt.«

»En af de mest tåbelige beslutninger«

Mens årene gik, voksede tavsheden sig større på de indre partilinjer, oplevede Per Madsen. Før valget i 2001 sad han med i Socialdemokratiets indvandrerudvalg, fordi Ishøj var den kommune, der havde den største procentuelle andel af indvandrere. Til det første møde en morgen med indenrigsminister Thorkild Simonsen på Christiansborg, fik han udleveret en statistik over, hvor mange indvandrere og fremmedsprogede, der var i hver kommune.

De tal havde Per Madsen uden held selv forsøgt at få fra Danmarks Statistik. Da han fik papirerne, fandt han ud af, at der var 2.000 flere fremmedsprogede borgere i Ishøj Kommune, end de selv havde troet. Udvalgets færdige redegørelse med anbefalinger til partiet om, hvordan man skulle håndtere flygtningeproblemet, blev ifølge Per Madsen lagt langt væk.

»Partitoppen sagde til partisekretærerne, at den rapport ikke skulle ud til valget i 2001. Nyrup ønskede ikke at bringe flygtningedebatten op. I udvalget protesterede vi enormt. Vi sagde, at det var noget svineri. Jeg har sådan ærgret mig over, at vi ikke bare sendte den ud. Hvad gjorde Fogh og Dansk Folkeparti? De kørte jo på med lige netop det.«

Per Madsen sukker hørligt. Og ryster stille på hovedet.

»Det var et kardinalpunkt for Socialdemokratiet. Det var en af de mest tåbelige beslutninger, man har truffet i partiet. At lukke ned for en diskussion. Et parti dør, hvis der bliver sat en stopper for debatten. Det har ærgret mig gennem årene, at Dansk Folkeparti løb med indvandrerdagsordenen.«

»Tavshed kvæler alt«

Eftertanken hos den pensionerede borgmester i dag er, at tavshed kvæler alt. Bare se på Sverige i dag, siger han.

»Det er jo helt ude i hampen. Den tavshed var der allerede dengang, hvor vi besøgte vores svenske venskabsbyer. Med den udvikling i verden, hvor afstandene bliver mindre og mindre, kan man ikke stampe imod. Så må man følge med og få lagt nogle linjer, så man får det bedste ud af det. Men man skal starte med at tale om det.«

Da Per Madsen for nyligt hørte de politiske forslag om flygtningelandsbyer og lejre, tænkte han:

»Nej, nu stopper det da!« Og kom frem til en helt lavpraktisk løsning på det problem.

»Lad da indvandrere og flygtninge flytte ind i de mange pæne huse rundt om i landet, der står tomme. De huse er ejet af realkreditforeningerne. Brug ikke millioner på at lave nye byer. Få i stedet de lokale håndværkere til at engagere sig og renovere husene og giv realkreditforeningerne nogle penge, så kører det da. Det er meget billigere end at bruge penge på nye barakker.«

Hvis man skulle få den tanke, at der inde i Per Madsen bor en mand, som helt er holdt op med at tro på danskerne, kan man godt verfe den væk. Den pensionerede borgmester giver ikke meget for al den snak om, at danskerne er angste for typer, som de to bredskuldrede fyre han dengang der mødte på gaden i Ishøj.

At vi er gået hen og blevet fremmedfjendske forever.

»Danskerne er ikke på det hold, som de påstår at være ved at stemme på Dansk Folkeparti. Hvor de hader flygtninge og indvandrere. Gu gør de ej. Det tror jeg simpelthen ikke på. Inderst inde er vi ordentlige mennesker. Vi skal ikke lade som om, vi ikke er det. Så sidder Inger Støjberg der og puster til ilden sammen med Martin Henriksen fra DF, og der bliver gravet dybere og dybere grøfter i landet rent psykisk på grund af det. Hovedparten af danskerne er jo humanister.«

Hvad nu hvis vi ikke er?

»Jamen, det er vi. Ingen diskussion. Det handler ikke om os danskere. Vi er bedre end rygtet. Det handler kun om politisk magt.«

Mest læste
Seneste nyt

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.