Dele af Sohns fortid slettet af PET

Politiets Efterretningstjeneste fortæller koldkrigshistoriker, at Ole Sohns personmappe »ikke længere eksisterer«. PET-kommissionen køber ikke den forklaring, der følger med.

En sagsmappe med potentielt belastende oplysninger om erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF) er på mystisk vis forsvundet fra PETs arkiv. Mappen, der indeholder efterretninger om Sohns kontroversielle fortid som formand for Danmarks Kommunistiske parti, er omtalt i flere PET-sagsakter og er blevet højaktuel i forbindelse med hovedpersonens udnævnelse til minister, men er efter alt at dømme blevet makuleret.

Flere historikere fortæller således til BT, at de har fået afslag på at se Ole Sohns personsag blandt andet med det argument, at den ganske enkelt ikke længere eksisterer. Blandt dem er Bent Jensen, der som leder af Center for Koldkrigsforskning har haft såkaldt privilegeret adgang til efterretningstjenestens ellers hemmelige arkiv.

- Vi har specifikt bedt om at se personmappen på Ole Sohn. Vi får at vide, at den ikke findes, men i andre sager kan vi finde henvisninger til den, så der er slet ingen tvivl om, at den har eksisteret, siger Bent Jensen.

Heller ikke den såkaldte PET-kommission, der gennem flere år har haft stort set uhindret adgang til tjenestens arkiver, har været i stand til at finde den tidligere kommunistleders såkaldte personsag.

Ole Sohn var indtil 1991 formand for Danmarks Kommunistiske Parti, DKP, og plejede tætte forbindelser til blandt andet Sovjetunionen og DDR, der blev anset som Danmarks fjender under den kolde krig.

For nylig er det afsløret, at DKP under Sohns ledelse blandt andet modtog store beløb i sorte penge fra Moskva.

På grund af den tætte kontakt til fjenden blev den nuværende minister opfattet som en mulig trussel mod statens sikkerhed og fulgt nøje af PET. Det er de oplysninger, efterretningstjenesten indsamlede i denne forbindelse, der nu på mystisk vis er forsvundet.

PET vil ikke kommentere sagen, og det er dermed umuligt at vide præcis hvornår og hvorfor Ole Sohns mappe er fjernet fra det lukkede arkiv.

Meget tyder dog på, at det er sket i forbindelse med en systematisk sletning af sager om fremtrædende venstrefløjspolitikere midt i 90’erne.

Hidtil ukendte dokumenter fundet i PETs arkiv af PET-Kommissionen afslører således, at tjenestens ledelse under Nyrup-regeringen beordrede så godt som samtlige mapper med potentielt belastende oplysninger om fremtrædende venstrefløjspolitikere destrueret.

- Alle personsager blev makuleret. Det eneste, der blev gemt, var eksempelvis nogle årsoversigter om Danmarks Kommunistiske Parti, som ikke var hemmelige. Der forsvandt rigtig mange hyldemeter materiale, siger Regin Schmidt, der er historiker ved Københavns Universitet og medlem af PET-Kommissionen.

PET har overfor kommissionen forklaret, at materialet blev destrueret for at frigøre plads på hylderne, men den forklaring køber hverken Regin Schmidt eller flere andre førende historikere og koldkrigseksperter.

De mener, at PET forsøgte at fjerne beviser for ulovlig overvågning og politikeres kontakt til fjender inden en truende uvildig undersøgelse gav udenforstående adgang til arkivet.

- I Norge havde politikerne lige nedsat den såkaldte Lund-kommission, som lavede en kritisk undersøgelse af efterretningstjenestens overvågning af politikere. Det ligger lige til højrebenet, at PET var bange for, at det samme skulle ske i Danmark og ville have beviserne af vejen. Det kan ikke bevises, men timingen i destruktionen gør, at det er en meget sandsynlig forklaring, siger Thomas Wegener Friis, der er lektor og koldkrigsforsker ved Syddansk Universitet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.