Debatten om hård retorik mod jøder raser

Den yderliggående islamiske gruppe Hizb ut-Tahrir har gjort det igen. Placeret sig selv i mediestormens øje ved at tale om krig mod jøder. I går indkaldte den til debatmøde – men Berlingske fik ikke lov at stille spørgsmål.

I prædiken i Masjid Al-Faruq-moskeen på Heimdalsgade på Nørrebro blev der dagen før terrorangrebet opfordret til krig mod jøder.
I prædiken i Masjid Al-Faruq-moskeen på Heimdalsgade på Nørrebro blev der dagen før terrorangrebet opfordret til krig mod jøder.

Den religiøse og politiske bevægelse Hizb ut-Tahrir har endnu en gang bragt sig selv i mediernes søgelys. Denne gang fordi det viser sig, at en imam, som er støttet af grupperingen, har brugt hård retorik mod jøder i en video, der er optaget dagen inden drabene ved Krudttønden og synagogen i Krystalgade.

Men Fatih Alev, som er imam og formand for Dansk Islamisk Center, forstår slet ikke, hvorfor det har skabt så meget debat.

»Jeg opfatter det på ingen måde som en trussel. Han bruger nogle eksempler fra profetens tid om, hvordan relationerne til afgudsdyrkerne var, og relationerne til jøderne var. Det er en henvisning til en historisk beretning og intet andet,« siger han.

Fatih Alev mener ikke, at der er noget overraskende ved Hizb ut-Tahrirs retorik, som han kalder »vred og konfrontatorisk«. Han advarer tværtimod mod at give dem for meget opmærksomhed.

»Hvis det havde været en trussel, så er det selvfølgelig vigtigt, at medierne dækker det. Men når man overfortolker, har man gjort hele Danmark en bjørnetjeneste. Det er den slags offerfortællinger i medierne, de her unge mennesker drives af. De mener, at det er det forventelige for medierne, at medierne fordrejer ordene, at man ikke kan regne med dem,« siger han.

En truende tone

Berlingske har forsøgt at ringe og maile til Hizb ut-Tahrir for at spørge, hvordan gruppen stiller sig til kritikken. Fredag afholdt kvindeafdelingen af organisationen et foredrag og debatmøde i Masjid Al-Faruq-moskeen under titlen »Udviklingen efter skudepisoderne i København«. 50 kvinder var samlet i et sidelokale til moskeen, men Berlingske blev efter kort tid bedt om at forlade stedet og fik ikke lov at stille spørgsmål.

Debatten drejer sig om en prædiken optaget i netop den københavnske moske Masjid Al-Faruq, hvor imam Hajj Saeed prædikede under overskriften »Islams påkrævede standpunkt kontra den modernistiske underdanighed« på arabisk.

Videoen er lagt på YouTube af Hizb ut-Tahrir og er desuden blevet oversat og lagt på nettet af Memri – der kalder sig et mellemøstligt research-institut. Det skriver til Berlingske, at man har fokus på prædikenen, fordi tonen »tydeligvis er implicit truende«.

I prædikenen beskriver imam Hajj Saeed, at profeten Muhammed havde jødiske naboer i Medina. Hajj Saeed fortæller, at profeten i stedet for at opnå forsoning med jøderne beordrede dem til at konvertere til islam. Da de nægtede, »førte han krig mod dem«, lyder det blandt andet.

Islamkender og tidligere folketingspolitiker Naser Khader kalder ifølge BT imamen for en »upcoming star« hos Hizb ut-Tahrir, som prædiker »meget hadefuldt mod Vesten og især jøder«. Over for Berlingske har Thomas Jøhnk Hoffmann, professor i Koranstudier ved Det Teologiske Fakultet i København, kaldt ordene for »en form for trussel eller en løftet pegefinger«.

Også på Christiansborg har videoen bragt opmærksomhed. Til Berlingskes Nyheds-bureau kalder Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen, prædikenen for helt og aldeles uacceptabelt »jødehad«.

For Kirstine Sinclair, lektor ved SDUs Center for Mellemøstsstudier, som har studeret Hizb ut-Tahrir indgående, er talen i videoen »en Hizb ut-Tahrir Classic«. Ifølge hende er gruppen meget opmærksom på, at den søger konflikten og bruger en skarp retorik for at nå dertil.

»Man ønsker ikke forsoning, man ønsker denne her krasbørstige os og dem-retorik. De er ikke terrorister, men rent retorisk er de ikke bange for at være i kamp og udpege fjender såsom jøder eller det vestlige samfund. Sådan som imamen gør her,« siger hun.

Talsmand fik fængselsdom

Hizb ut-Tahrir har tidligere brændt sig på sine særdeles skarpe udmeldinger om jøder. I 2007 indbragte det den daværende talsmand Fadi Abdullatif 60 dages fængsel på grund af disse ord på en løbeseddel: »Og dræb dem, hvor end I finder dem, og fordriv dem fra det sted, de fordrev jer« møntet på jøder.

Kirstine Sinclair advarer mod, at det ikke er fair, at imamer som Fatih Alev og andre islamiske organisationer skal tage afstand fra yderliggående synspunkter fra grupper som Hizb ut-Tahrir, hver gang de dukker op.

»Hver eneste fredag er der fredagsbøn i landets moskeer, der taler det her verdenssyn imod. Der er mange, der leverer en utrættelig indsats,« siger Kirstine Sinclair.

»At forvente at muslimer og imamer generelt tager afstand fra alt muligt er for meget at forlange. Så har vi puttet dem i samme gruppe som de ekstreme, og det er uretfærdigt. Den eneste fællesnævner er religionen, fortolkningerne er så forskellige. Jeg er vokset op i Søren Krarups sogn, men jeg ville meget nødig gøres til talsmand for hans version af kristendommen,« siger hun.

 

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.