»De ligger bare og venter på at dø«

Han har selv hjulpet en kvinde til at dø. Og nu vil den forhenværende overlæge Svend Lings have indført aktiv dødshjælp, som også et flertal af danskerne går ind for.

Det kan være langt værre at yde den passive dødshjælp, som er tilladt i dag, og som består i, at man standser behandlingen af en patient, end at yde aktiv dødshjælp. For den passive hjælp kan medføre, at patienten sulter og tørster ihjel eller på sin vis kvæles, ved at man stopper med at give patienten næring, eller at man slukker for en respirator. Det mener Svend Lings, der i årevis har kæmpet for at få indført aktiv dødshjælp i Danmark. Foto: Mathias Christensen
Det kan være langt værre at yde den passive dødshjælp, som er tilladt i dag, og som består i, at man standser behandlingen af en patient, end at yde aktiv dødshjælp. For den passive hjælp kan medføre, at patienten sulter og tørster ihjel eller på sin vis kvæles, ved at man stopper med at give patienten næring, eller at man slukker for en respirator. Det mener Svend Lings, der i årevis har kæmpet for at få indført aktiv dødshjælp i Danmark. Foto: Mathias Christensen

Først 15 dage efter at den 82-årige kvinde Erika i 2007 var blevet meldt savnet, blev hun fundet. Hun lå under sin egen seng i sit hjem. Dér havde hun lagt sig, fordi hun ikke ville findes for tidligt – ikke før hendes krop havde sluppet livet, og hendes selvmord var lykkedes.

Hvad politiet dengang ikke vidste, var, at den sovemedicin, som slog hende ihjel, var noget, hun havde fået af Svend Lings, som i dag er gået på pension, men dengang var overlæge.

»Erika havde uhelbredelig knoglekræft, der havde spredt sig fra underlivet. Hun var alene tilbage og havde kun lidt kontakt med sine børn. Hun var bange for at ende med at ligge alene på gulvet med smerter. Så hun ville gerne have noget, hun kunne tage, før det gik galt. Så til sidst fik hun mig overtalt, og jeg sendte hende nogle recepter,« fortæller Svend Lings.

Men livet skal ikke ende i al hemmelighed under en seng eller med lægemidler, som man gedulgt skal tiltuske sig. Det skal være lovligt at få aktiv dødshjælp, og det skal foregå under ordentlige forhold.

Det mener Svend Lings, speciallæge i gigtsygdomme og arbejdsmedicin, tidligere lektor på universiteterne i Aarhus og Odense samt overlæge ved Arbejdsmedicinsk Klinik på OUH. Igennem sine mange år som hospitalsansat har han mødt masser af døende patienter – også flere der har bedt om at få hjælp til at dø.

»De har det virkelig dårligt. De har ondt, de har kroniske smerter, eller de ligger og kvæles med en langsomt fremadskridende og ondskabsfuld KOL. Nogle har lammelser, der gør dem dybt afhængige af andre mennesker. De vil ikke mere. Så ligger de dér og venter på at dø. Det kan trække længe ud,« fortæller Svend Lings.

I de første mange år af sit arbejdsliv forstummede snakken om dødshjælpen hurtigt, når patienterne delte deres tanker med ham. Det var jo ulovligt.

»Jeg har været meget regelbundet og sagt, at det ikke kunne lade sig gøre. Senere begynder man at tænke lidt mere på meningen med det hele end på statens love og regler,« siger Svend Lings.Svend Lings er mangeårig debattør og fortaler for aktiv dødshjælp og har nu skrevet en bog, hvori han gennemgår begrebet aktiv dødshjælp og beskriver, hvordan lovene ser ud i lande, der tillader aktiv dødshjælp, ligesom han punkt for punkt forsøger at demontere nej-sigernes argumenter.

Et ukristeligt tabu

Endelig fremlægger Svend Lings, hvordan en dansk lov kunne se ud – og nu håber han, at politikerne herhjemme vil tage mod til sig og diskutere emnet i stedet for, som han oplever det, at »gemme sig bag Etisk Råd«, som er imod. For dermed sker der en kortslutning af demokratiet, mener Svend Lings.

»Ideen med demokratiet er, at folk vælger repræsentanter til at træffe beslutninger på deres vegne i parlamentet. Da man nedsatte Etisk Råd til at behandle de vanskelige sager, blev det lynhurtigt til, at folketingspolitikerne bare tog konklusionen fra Etisk Råd og lukkede diskussionen med den. Så de dækker sig bag rådet i stedet for at diskutere med befolkningen, for de er bange for at miste stemmer, fordi de ikke ved, hvordan befolkningen vil reagere. Det, synes jeg ikke, er særlig demokratisk,« siger Svend Lings, der gerne så Etisk Råd nedlagt.

Ikke mindst i lyset af at flere opinions-undersøgelser har vist, at et flertal af danskerne gerne vil tillade aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord, er det et problem, mener han. Blandt andet henviser han til en undersøgelse fra Palliativt Videncenter, der viser, at 71 procent af danskerne er for, syv procent er imod, og 22 procent ved ikke.

»I dag skal de syge rejse ud af landet for at få hjælp, men det orker og kan folk, der ligger i sengen og har ondt hele tiden, slet ikke,« siger Svend Lings.

Det er ikke kun politikerne, der tøver med at tage emnet op. Emnet er generelt tabu- iseret, mener Svend Lings, og det hænger ifølge ham sammen med det danske samfunds kristne fundament.

»Langt op i 1900-tallet blev folk, der havde begået selvmord, begravet uden for kirkemuren, fordi der står i Biblen, at man ikke må tage livet af sig selv. Så der er ingen tvivl om, at der ligger meget religion i det. For selv om vi ikke er kristne alle sammen, så ligger det stadig i vores kultur, som er præget af mange hundrede års kristendom og kristen tankegang,« siger Svend Lings.

Til gengæld mener han, at det at yde aktiv dødshjælp stemmer vældig godt overens med værdierne i et velfærdssamfund.

»Velfærdsstaten kan ikke lindre alt. Sådan er biologien ikke skruet sammen. Men det er da i velfærdsstatens ånd, at man tilbyder den sidste hjælp, hvis folk ønsker det. Uden at kunne dokumentere det tør jeg også godt påstå, at at en del læger gør det. Det er der også kolleger, der har sagt til mig. Der foregår utvivlsomt en masse på hospitalerne, hvor man giver en for stor dosis af et eller andet. Men ingen følger op på det, for alle synes egentlig, at det var rimeligt nok,« siger Svend Lings.

Børn skal også have ret til dødshjælp

Helt konkret mener Svend Lings, at de, der skal kunne ydes aktiv dødshjælp, er personer, der har haft fast bopæl i Danmark i mindst et år, og som ikke er blevet umyndiggjorte. Patientens dødsønske skal begrundes i, hvad man ud fra gængse lægelige kriterier betragter som svær kronisk sygdom eller skade af fysisk eller psykisk art.

Ønsket skal selvsagt komme fra patienten selv. Er en person, eksempelvis på grund af hjerneskade, ikke i stand til at udtrykke et sådant ønske, kan dødshjælp altså ikke komme på tale. Til gengæld skal forældre på vegne af deres børn kunne ønske aktiv dødshjælp, mener Svend Lings. Det kan eksempelvis være aktuelt i tilfælde, hvor et barn fødes med svære misdannelser og må forventes alligevel at dø inden for kort tid.

»Det kan for eksempel være et barn, der bliver født uden en hjerne. Det kan godt leve et stykke tid. Det værste er dem, der har smerter. Dem, der for eksempel har en alvorlig variant af hudsygdommen epidermolysis bullosa, hvor skindet løsner sig, hvis bare man rører ved dem. Det gør frygteligt ondt på dem, der går infektion i det. Sådan et barn får et helvede resten af livet og dør alligevel inden for få år,« siger han.

Et af argumenterne imod aktiv dødshjælp lyder, at har man først tilladt det i bestemte situationer, vil det brede sig, så man efterhånden vil tillade det i flere og flere situationer. Eksempelvis vakte det heftig debat verden over, da et 45-årigt tvillingepar fra Belgien i januar i fjor fik bevilget dødshjælp, selv om de ikke var dødeligt syge. De var født døve og var ved begge også at blive blinde. Tanken om ikke at kunne være i kontakt med hinanden var ubærlig for dem, og deres ønske blev imødekommet, selv om belgisk lov ellers kræver, at man er alvorligt eller uhelbredeligt syg.

Også frygten for, at dødshjælpen efterhånden også skulle komme til at omfatte mentale lidelser, har floreret herhjemme. Svend Lings mener faktisk, at det skal være tilladt for mennesker med svære, vedvarende og uhelbredelige depressioner at få hjælp.

»Men jeg kan godt se, at der er gråzoner, så jeg synes, at man skal blive enig om en mindste fællesnævner og så komme i gang, så vi får gjort os nogle erfaringer,« siger han.

Lægerne spiller en hovedrolle

Et andet og ofte brugt argument imod aktiv dødshjælp lyder, at syge og svækkede kan føle sig pressede til at få aktiv dødshjælp, fordi de ikke vil ligge deres pårørende til last. At det skulle være en relevant bekymring, kan Svend Lings slet ikke forstå.

»Jeg tror ikke på, at man kan presse et menneske til at bede om at blive slået ihjel. De fleste mennesker har et kraftigt overlevelsesinstinkt. Selv om de ligger og er dødssyge, så ligger de i sengen og tænker, at i morgen går det nok bedre. Og hvis folk rent faktisk ikke vil være til besvær, så skal folk selv have lov til at bestemme det. Det skal vi andre ikke afgøre.«

Endelig er der lægernes dominerende argument om, at de ikke vil agere bødler. Lige præcis deres holdning har alle dage præget Etisk Råd og bidrager til at blokere for en videre diskussion af emnet, mener Lings. Hans svar på det er, at læger ikke skal kunne tvinges til at deltage i aktiv dødshjælp, hvis de ikke vil. Til gengæld skal patienterne selv kunne tage livet af sig.

»I mit forslag spiller lægerne ikke hovedrollen, for man kan godt, som i Schweiz, få lov til at bruge et sovemiddel, uden at der er en læge til stede,« forklarer han.

Svend Lings er ikke selv i tvivl. I det tilfælde, at mennesker tæt på ham skulle komme til at lide, eller at han selv endte i en for ham utålelig situation, ville han ikke tøve og vente på, at en lov måske blev indført.

»Jeg har da aftalt med flere familiemedlemmer, at vi skal hjælpe hinanden, hvis det går galt,« siger Svend Lings.

I sagen om den 82-årige Erika, som ifølge Svend Lings er forældet, kendte han hende ikke personligt. Han mødte hende faktisk aldrig ansigt til ansigt. De talte sammen i telefon og skrev sammen over en længere periode. Og han har aldrig været i tvivl om, at det var rigtigt at hjælpe hende med at gøre en ende på sit liv:

»Jeg har det godt med det, for jeg kunne tydeligt mærke, at det var noget, hun ville.«

Bogen »Hjælp mig – aktiv dødshjælp« udkommer 27. august på forlaget Turbine.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.