»De kalder os Omars venner«

»Jeg elsker stadig Mjølnerparken, og jeg elsker stadig Omar,« siger Mohammed et år efter at hans barndomsven gik til angreb på Krudttønden og synagogen i København. Vi ved begge, at de fleste, der læser denne artikel, næppe vil forstå hans virkelighed. Alligevel prøver vi. Berlingske har besøgt kælderlokalerne under Mjølnerparken, hvor Mohammed og kvarterets andre unge mænd hænger ud.

Jeg venter hele dagen på, at de unge mænd skal aflyse interviewet i klubben.

Søndag er det præcis et år siden, deres barndomsven Omar el-Hussein skød to uskyldige mennesker, før han selv blev dræbt af politiet efter en dramatisk skudveksling ved Nørrebro Station kun få minutter herfra. Og jeg har fået at vide, at gutterne i kælderlokalerne i Mjølnerparken langt fra er begejstrede for, at der skal komme en journalist på besøg i deres klub for at koge mere suppe på den sag.

Man forstår dem godt.

Med en adresse i Mjølnerparken på sygesikringskortet er det i forvejen op ad bakke at score sig et fritidsjob, for slet ikke at tale om piger. Det seneste år er stedets ry gået fra socialt belastet ghetto til symbolet på en potentiel terrorrede med jævnlige besøg af politiets aktionsstyrker. Hvad skulle de unge mænd få ud af at åbne døren til deres lukkede verden ud over flere fordomme og stigmatisering?

»Politiet og medierne gør os farligere, end vi er. De kalder os »Omars venner«. Det er deres måde at sige, vi kunne gøre det samme som ham,« sukker Mohammed på 20 år, der er gået med til at tage en snak under forudsætning af, at hans efternavn ikke kommer i avisen, og at vi ikke tager billeder af hverken ham eller klubben.

Mohammed, der lige er begyndt på pædagogseminariet, er iført sort dynejakke, milde øjne og en Nike-kasket. Han har boet hele sit liv i Mjølnerparken og hang ud med Omar el-Hussein, indtil dagen før han døde. Han taler roligt og smilende med en venlig distance, fordi han ved, at de fleste, der læser med, nok aldrig vil forstå den virkelighed, han kommer fra.

»Men jeg elsker stadig Omar, og jeg elsker stadig Mjølnerparken. Vi er som en stor familie, og jeg har mistet min barndomsven.«

Hassan, der sidder ved siden af, byder ind:

»Det er svært at snakke om Omar med fremmede, fordi der er så mange, der disser ham,« siger den 19-årige. Han er venlig, velartikuleret og er snart færdig som pædagogassistent.

Det er ellers netop derfor, Berlingske er kommet. For at møde Omar el-Husseins venner. Forstå deres verden. Lytte til, hvordan de har oplevet året, der er gået siden angrebet på Krudttønden og synagogen i Krystalgade.

»Det er det første, folk spørger om, når man siger, man er fra Mjølnerparken,« siger Hassan.

»«Kendte du Omar? Hvorfor tror du, han gjorde det? Han er terrorist!« Så står man dér og kan ikke rigtigt sige noget. Men det er klart, det gør ondt indeni: Det er vores afdøde ven, de taler om. Jeg synes, folk gør det hele større, end det var.«

Det seneste år er Mjølnerparkens ry gået fra socialt belastet ghetto til symbolet på en potentiel terrorrede med jævnlige besøg af politiets aktionsstyrker. Det var her, Omar el-Hussein boede en stor del af sin opvækst. Foto: Asger Ladefoged
Det seneste år er Mjølnerparkens ry gået fra socialt belastet ghetto til symbolet på en potentiel terrorrede med jævnlige besøg af politiets aktionsstyrker. Det var her, Omar el-Hussein boede en stor del af sin opvækst. Foto: Asger Ladefoged

Klubben er ikke et sted, man bare dumper forbi. Ikke som udefrakommende, ikke som kvinde og slet ikke som journalist. Hvis man ikke kender klubben, vil man aldrig studse over de seks trin og affaldsposerne foran indgangspartiet til det, der ligner en tilfældig, anonym cykelkælder i en almennyttig boligblok.

»Hey, er det dig, der er journalisten, vi skal være bange for?!«

En kortklippet mand træder frem som den første, da døren åbner. I det forreste lokale står knap 15 fyre med dynejakker i en luft tyk af cigaretrøg. Stemningen er så langt fra kommunalt drevne ungdomstilbud med aflønnede pædagoger og gækkebrevsklip, man kan komme. Nogle få skumler. De fleste rækker høfligt hånden frem.

Klubben er for mænd over 18 år. Det er Lejerbo, der har stillet lokalerne til rådighed, men mændene selv, der siden april sidste år har drevet foretagendet. De har selv malet væggene i det bageste lokale blå. De har selv rullet et gulvtæppe – rent og støvsuget, fordi alle tager skoene af – ud, sat to hjørnesofaer op, lavet en vandpibe af et legetøjsgevær, bygget en skillevæg til baren og duppet den orange med en svamp. Det er hyggeligt på mændenes præmisser. De har indtaget rummet. Det er deres sted.

»Før hang folk ud i mindre grupper udenfor. Så stødte de ind i nogen, de var uvenner med, og så blev der ballade. Eller de brændte noget af for at få kommunens opmærksomhed. Nu har vi vores eget sted, hvor det kun er vores venner, der kommer. Det får folk til at slappe mere af,« siger Mohammed.

På fladskærmsfjernsynet kører en genudsendelse af »Frækkere end politiet tillader«. I nabolokalet blander arabisk og dansk sig med baggrundsmusikken fra anlægget i baren overfor.

Mohammed og Hassan kommer i klubben hver dag. Det samme gør alle vennerne. For i klubben skelner man ikke mellem unge såsom Hassan og Mohammed, der går i skole og har fritidsjob, dem som »laver småballade« og dem med et mere hard core kriminelt generalieblad.

Derfor er det også svært at vriste nogen egentlig fordømmelse ud af de unge, når snakken falder på Omar el-Hussein. De er dødtrætte af kollektivt ansvar; af at individuelle handlinger bliver gjort til et større symbol.

»Jeg mener, man skal tage hensyn til de ting, der er sket i hans liv og hvilke valgmuligheder, han fik fra samfundet. Han må have oplevet noget, som gjorde, at han havde så meget vrede i sig. Han valgte så at hævne sig på nogen, han mente fortjente det, i stedet for en tilfældig på gaden. Selvfølgelig er det forkert at dræbe nogen. Men jeg ser ham bare som en sur mand,« siger Mohammed.

Helt så mildt ser hverken samfund, politikere eller politiet på det.

Før i tiden kom to-tre betjente rutinemæssigt forbi og snakkede med rødderne i parken, fortæller Hassan. Det seneste år har i stedet budt på en håndfuld razziaer, hvor 20-30 betjente med fuld uniformering, skudsikre veste og MP5-geværere har stormet deres klub efter anonyme tip om stoffer eller våben. Råt, voldsomt og unødvendigt, mener de unge.

I næste måned starter retssagen mod fire af Omar el-Husseins venner, som er tiltalt for medvirken til terror. Ifølge anklageskriftet skal de fire have videregivet en hættetrøje, en skuldertaske, 7,65 mm ammunition og 9 mm-ammunition, som Omar el-Hussein benyttede ved angrebet mod synagogen, og have købt og betalt brugen af den computer, som Omar el-Hussein brugte på internetcaféen Powerplay til at finde sit næste mål efter angrebet mod Krudttønden.

En fyr i midttyverne med bandana om hovedet kommer over til sofaen.

»Skulle du ikke tage dig af nogle mere alvorlige problemer i stedet for at skrive om os?« brummer han, da han trisser forbi.

I næsten et år har myndighederne undladt at fortælle, at Omar el-Hussien havde en koran på sig under skudattentat. (Foto: Politifoto/Scanpix 2016)
I næsten et år har myndighederne undladt at fortælle, at Omar el-Hussien havde en koran på sig under skudattentat. (Foto: Politifoto/Scanpix 2016)

På mobilen klikker han en historie frem, der handler om, at flygtninge skal have frataget deres indre organer, når de når den danske grænse. Organerne skal ifølge artiklen bruges til at dække behovet til transplantationer på danske sygehuse.

»Og Løkke er positiv over for forslaget. Se selv: Han siger, at han godt kunne tænke sig en muslimsk lever, fordi muslimer aldrig har drukket fadøl. Det er jo værre end Hitler!«

»Ja, det lyder virkeligt sygt,« indvender jeg. »Men det er altså en løgnehistorie. Det er ikke en rigtig nyhed.«

Bandana-manden kigger skeptisk op.

»Så det er satire, eller hvad? Er du sikker? Nå, men jeg tror altså stadig, der er mange, som er enige, og det er i hvert fald mere vigtigt, end det, I snakker om her.«

Hassan og Mohammed smiler undskyldende, da manden er gået. De havde godt luret, at det var en falsk nyhedsside, men er enige i budskabet: At opmærksomheden om Omar el-Hussein og Mjølnerparken er blæst ud af proportioner.

Om søndagen, efter at Omar var blevet dræbt om natten, stod Mohammed op ved 12-13-tiden og gik ud af sin lejlighed. New York Times stod uden for hans opgang, fortæller han. Og da han og drengene kort efter gik over på Svanevej for at lægge blomster, hvor Omar el-Hussein var blevet dræbt, kunne han ikke høre sine egne tanker for fotografernes klik.

»Jeg tænkte »slap lige af – det er jo bare Omar!« Pludselig stod det alle steder i nyhederne og på Facebook. Der var betjente fra Fyn og Jylland, der vandrede rundt i kældrene med kæmpe pistoler. Det virkede vildt overdrevet,« siger Mohammed.

Før Omar el-Hussein røg i fængsel, så Mohammed ham hver dag. I de to uger fra løsladelsen og til angrebet mødtes Mohammed kun med ham to gange. Den sidste gang, han så ham, var på internetcaféen mellem de to angreb, dagen før Omar el-Hussein blev dræbt.

Flere vidner har tidligere fortalt, at Omar el-Hussein efter løsladelsen ikke længere talte om dyre biler og piger, men om religion og filosofi. I sidste uge kunne Radio24syv berette, at Omar el-Hussein under angrebet bar en Koran på sig. Den religiøse vækkelse eller radikalisering mærkede Hassan og Mohammed nu ikke noget til, siger de.

»Efter han kom ud, så vi ham ikke så meget. Men jeg tænkte bare, at han lige var kommet ud af fængslet og jo var på prøvetid, så han ville sikkert holde lidt lav profil,« siger Mohammed, der slet ikke tror på den nye oplysning om, at Omar el-Hussein skulle have haft en Koran i lommen:

»Selv på netcaféen, synes jeg, han virkede helt normal. Jeg kunne ikke se noget – at han virkede nervøs eller noget. Han smilte som altid og snakkede og lavede sjov.«

Politiaktion mod netcafeen Powerplay på Nørrebrogade søndag d. 15 februar 2015. Foto: David Williams / Scanpix.
Politiaktion mod netcafeen Powerplay på Nørrebrogade søndag d. 15 februar 2015. Foto: David Williams / Scanpix.

Det er Eskild Dahl Pedersen, der har fulgt mig ned i klubben. Han er boligsocial medarbejder i Lejerbo, respekteret af de unge, og den, der flere gange – når erindringerne bliver mangelfulde – hjælper med at få deres hukommelse lidt på gled.

»Det, der virkeligt ærgrer mig,« siger han, »er, at kommunen åbenbart ikke har råd til at hjælpe dem, der er på røven, når de beder om det. Til gengæld bruger de en milliard på ekstra politi og beskyttelse bagefter og ansætter en masse akademikere på rådhuset, der kan lave analyser af radikaliseringsprocesser. For os, der er herude, virker det nærmest surrealistisk. Man kan ikke forsvare det, Omar gjorde, men man kan godt forklare det. Når jeg tænker tilbage i dag, oplever jeg det ikke som terror,« siger han.

Det er kodeordet, de unge har ventet på. Når Eskild siger det, tør Hassan også:

»Jeg ser heller ikke Omar som terrorist overhovedet.«

Vi taler om de statusopdateringer, Omar el-Hussein lavede på Facebook. Om at han havde svoret troskab til IS selvudnævnte leder, Abu Bakr al-Baghdadi, kort før han gik til angreb på Krudttønden. Om at han ifølge officielle kilder er blevet radikaliseret i sin tid i fængslet.

»Altså, jeg kan ikke lide ISIS. Det er der mange herude, der ikke kan. Alle har jo lov til at have deres holdninger i Danmark. Men jeg tror overhovedet ikke, det har noget med det at gøre,« siger Mohammed.

Vennerne har mange argumenter for, at drabene umuligt kunne være planlagte. Hvorfor ville deres ven ellers gå hvileløst rundt ved Nørrebro Station efter at have skudt Dan Uzan foran Synagogen? En sand terrorist ville have en flugtplan.

Et andet argument lyder sådan: 12 dage før angrebet søgte Omar el-Hussein hjælp hos Københavns Kommunes jobcenter. Han troppede af egen drift op på Ungecentret i Skelbækgade 4 på Vesterbro efter næsten et års varetægtsfængsling for et knivoverfald i et S-tog. På mødet sagde han, at han gerne ville i job og have hjælp til at finde en bolig. I stedet fik han en et »tak for besøget« og en ny dato at troppe op på.

Som Eskild Dahl Pedersen udtrykker det:

»Hvis du er hjemløs, deprimeret og lige kommet ud af fængslet, går ned på jobcentret og får serveret en sang fra de varme lande, kan verden godt se lidt håbløs ud. For mig er der tale om en gut, der ikke kunne se noget perspektiv i sit liv og på vej ud af det lige så godt kunne sige »tak for sidst« til de provokerende tegnere og den befolkning, der drev hans bedsteforældre ud af Palæstina i 1948. Det er ikke terror, men et udtryk for, at det sociale system er kollapset.«

Dagen før angrebene deltog Omar el-Hussein i fredagsbønnen i den radikale al-Faruqmoské i Heimdalsgade, hvor flere medlemmer af den radikale islamiske gruppe Hizb ut-Tahrir også kommer. Her blev arrangementet med Lars Vilks på Krudttønden nævnt og stemningen opildnet.

»Det viser, hvor hurtigt han har handlet. Altså, hvor skulle man ellers vide fra, at ham svenskeren kom?« siger Mohammed.

»Det er ikke sådan nogle ting, vi normalt går rundt og undersøger ... Jeg tror, han har hørt det der, og så er det slået klik for ham.«

Klokken bliver 17, og klubben fyldes med flere mænd. De fleste klumper sig sammen i forlokalet, kun få drister sig ind i de bløde møbler, hvor Berlingske har slået sig ned.

»Hvad så Eskild, hvad fanden foregår der? Der må sgu da ikke være kvinder herinde!« Ahmad, en af de mere hårdkogte typer, er kommet over for at sige hej. Han griner, da han hilser. Selv om mange tydeligt er skeptiske over for avisens ærinde, bliver stemningen aldrig trykket eller olm.

Klubben er deres helle, og alle har interesse i at bevare den gode ånd.

»For ti år siden havde vi ingen steder at være. De ting, jeg oplevede på gaden som ni-årig, oplever en 19-årig ikke engang i dag. Jeg siger ikke, at det var en dårlig barndom. Men vi manglede noget,« siger Hassan: »Et sted at være, nogen at snakke med, som kendte samfundet og kunne vise os vej.«

Den ungdomsklub, som både Mohammed, Hassan og Omar gik i, da de var små, havde måske nok kommunal støtte, men ingen uddannede pædagoger. Blot nogle af forældrenes venner, der solgte slik og slush-ice, mens de spillede computer og i øvrigt ikke anede, hvordan skolesystemet fungerede, eller hvad man skulle gøre for at komme frem i tilværelsen. Forældrene var heller ikke til megen nytte, og mange af de ældre søskende var allerede godt i gang med en karriere inden for bandekriminalitet.

»Det er derfor, jeg tager pædagoguddannelsen,« siger Mohammed. »Hvad der er sket med vores generation, kan man ikke ændre. Men jeg vil ikke have, at mine nevøer og niecer skal mangle det, vi manglede. De skal have chancen for at få et bedre liv.«

Alene klubben her, mener de, har fået flere til at overveje uddannelse. Nu hvor eftermiddagene og aftenerne har fået en vis struktur, leder mange efter noget at fylde formiddagene ud med.

»Mange af mine fætre er kriminelle. De vil gerne ud af det. Men de kan ikke finde ud af det. For de skylder staten penge og har plet på straffeattesten og kan derfor ikke finde et arbejde. Når de ikke har penge til at stifte familie på kontanthjælp, går de igen efter sorte penge, og så er det jo bare tilbage i kriminaliteten igen,« siger Hassan.

Han forsøger at opmuntre, selvfølgelig. Men det nytter heller ikke at blive ved med at slå sine venner i hovedet. Rigtige venner støtter, men dømmer ikke. Hver har sin bagage og træffer sine valg.

»Jeg kender selv fristelserne. Den månedsløn jeg får, kan jeg lave på en halv time her. Men jeg siger nej tak, for sorte penge forsvinder også hurtigt. Og jeg vil ikke se min mor græde, som deres mødre gør. Desuden kan man nærmest ikke blive gift, hvis man er kriminel på den måde. For hvem vil give sin datter væk til dem?«

Alt det havde Omar el-Hussein næppe tænkt på. Eller måske havde han netop og kunne ikke se udvejene. Måske ville klubben have hjulpet Omar, siger de. Måske ville han have mødt flere venner, som kunne vise ham vej.

Alt det får vi aldrig svar på. I Mjølnerparken håber man bare, at opmærksomheden snart driver over, og livet kan fortsætte. At Mohammed, Hassan og alle de andre ikke længere er stemplet som »Omars venner«, men at nogle også ser håbet, fremtiden, lyset i det, de og Mjølnerparken også kan.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.