Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Danskerne holder fast i sundhedsforsikringer

Selv om de private sundhedsforsikringer ikke længere er skattefri, så har det ikke fået danskerne til at vende dem ryggen.

Mange danskere har stadig en privat sundhedsforsikring, selvom ordningen ikke er længere er skattefri. Det skriver Jyllands-Posten.

Da S-SF-R-regeringen kom til, fjernede den skattefriheden for de private sundhedsforsikringer for at skabe lige adgang til sundhedsvæsenet. Men siden er blot en brøkdel af de kollektivt tegnede forsikringer blevet opsagt, viser en rundringning til de største udbydere af forsikringerne.

- Vi har orienteret alle vores kunder om den forhøjede pris, og langt de fleste har alligevel valgt at fortsætte med produktet, siger Carsten Holdum fra PFA Pension.

Det samme oplyser de øvrige udbydere af sundhedsforsikringer til Jyllands-Posten.

- For 7 af 10 af vores kunder forfaldt forsikringen i januar - altså efter at de nye regler trådte i kraft - men mere end 99 pct. har forlænget den, fortæller Ivan Christensen, der er produktchef i Codan Forsikring.

I efteråret viste en prognose fra Dansk Sundhedsinstitut, DSI, ellers, at beskatningen ville medføre et frafald af omkring 400.000 kunder.

- Det overrasker mig, at så mange tilsyneladende holder fast i forsikringen. Det tyder på, at vi stadig har den problemstilling, at en million danskere har lettere adgang til sundhedssystemet end andre, siger Jess Søgaard, direktør i DSI.