Danske biskopper går ind i udenrigspolitik

Et brev fra de 12 danske biskopper til udenrigsministeren, der handler om forfølgelse af kristne i Mellemøsten og Nordafrika rejser spørgsmålet om, hvor meget kirkefolk må blande sig politik.

I efteråret 2011 blev over 20 kristne egyptere, såkaldte koptere, dræbt af sikkerhedsstyrker i forbindelse med en demonstration i hovedstaden, Cairo. Kopterne udgør med deres ti procent af befolkningen et religiøst mindretal i det muslimsk dominerede land. Egypten er ifølge en rapport et af de lande, hvor der jævnligt sker overgreb på kristne. Arkivfoto: Mahmud Hams
I efteråret 2011 blev over 20 kristne egyptere, såkaldte koptere, dræbt af sikkerhedsstyrker i forbindelse med en demonstration i hovedstaden, Cairo. Kopterne udgør med deres ti procent af befolkningen et religiøst mindretal i det muslimsk dominerede land. Egypten er ifølge en rapport et af de lande, hvor der jævnligt sker overgreb på kristne. Arkivfoto: Mahmud Hams
Præsterne i folkekirken skal forkynde de kristne budskaber og lade politikerne om at forkynde de politiske budskaber.

Sådan nogenlunde står der i den uskrevne pagt mellem folkekirken og politikerne, der handler om, at præster og biskopper trods rummeligheden og mangfoldigheden i kirken skal tænke sig om en ekstra gang, inden de giver deres mening til kende i politiske debatter, der ikke har noget direkte med folkekirken og troen at gøre.

Trods det er biskopperne nu faret til tasterne og har skrevet et fælles brev til udenrigsministeren med en række forslag til, hvordan Udenrigsministeriet skal prioritere sit arbejde med at hjælpe forfulgte kristne i Mellemøsten og Nordafrika.

Ifølge en religionshistoriker er det endnu et eksempel på, at kirkefolk politiserer.

I brevet opfordrer de udenrigsminister Martin Lidegaard (R) til at »styrke forskning og kompetenceopbygning ved Institut for Menneskerettigheder« for at realisere regeringens menneskerettighedspolitik, der blandt andet beskriver, hvordan »situationen for religiøse mindretal verden over tilsiger særlig opmærksomhed«.

Biskopperne opfordrer også til at »styrke fokus herpå i alle dele af henholdsvis Udenrigsministeriets og Handels- og udviklingsministeriets politikker og afdelinger gennem en særlig enhed med ansvar herfor«.

En kunstig skelnen

Ifølge religionshistoriker Tim Jensen fra Syddansk Universitet, kan brevet ses som udtryk for mere end »den sikkert ærligt mente bekymring for andre kristne«. Det kan også ses som udtryk for, at biskopperne »som bispekollegium mener, at de har noget at skulle have sagt«, at »kirken er blevet mere selvbevidst«, og at kirken mister medlemmer og derfor »er presset og har brug for at markere sig«.

»Bisperne udtrykker et sikkert velment og fromt ønske om, at regeringen skal gøre mere for kristne og andre religiøse mindretal. Men det er jo også en måde manifestere sig selv i forhold til regeringen og sige til den, at den ad politisk vej skal gøre mere for religion og kristne ude i verden,« mener Tim Jensen:

»Altså taler biskopperne her politisk. I øvrigt kunne de have nøjes med at udtrykke deres bekymring i generelle vendinger og f.eks. give dem til en avis. Men de går her ret konkret til værks og kommer med anvisninger.«

Tim Jensen mener, at biskopperne i dag fremstår som et slags talerør for kirken, selv om kirken ellers opfatter sig selv som en institution, som ingen taler på vegne af. Ifølge religionshistorikeren udtaler biskopperne, men også flere præster – godt hjulet på vej af medvind i medierne – sig i dag oftere og oftere om politiske eller offentlige emner.

»Om flygtninge, indvandrere, muslimer og alle mulige andre ting,« siger han fremhæver, hvordan kirken af nogle bliver omtalt som en slags »etisk eller moralsk linjevogter«, der ikke forholder sig »direkte til politik, men kun til etik og helt overordnede perspektiver på det såkaldt gode liv«.

»Man siger, at man forsøger at holde politik og etik adskilt, men vigtige, etiske spørgsmål såsom aktiv dødshjælp bliver på et eller andet tidspunkt politiske, så det er en kunstig skelnen,« mener han.

Biskopperne gør det rette

I efteråret rejste nogle af de samme biskopper, som har skrevet under på brevet, en kritik af et forslag fra Venstre om at skære 2,5 milliarder kroner i ulandsbistanden. Ikke mindst Venstre mente, at biskopperne dermed politiserede.

Og tidligere i år satte flere lokale politikere i Haderslev spørgsmålstegn ved, at en lang række lokale kirkefolk, blandt andet biskoppen, opfordrede dem til at tillade et byggeri af en moské i et industriområde. På samme måde har kirkefolk haft en holdning om alt fra global opvarmning til asylansøgere, og dét i en grad, at de af forskere er blevet kåret som nordiske mestre i at politisere.

Men ifølge Esben Lunde Larsen (V), der er medlem af Folketingets Europaudvalg, »gør biskopperne det rette«, når de sender deres opfordring til udenrigsministeren. Forfølgelsen af kristne er nemlig »et troens anliggende«, der handler om »åndsfriheden«.

»De blander sig ikke i politik. Er der noget, kirken skal blande sig i, så må det være kristenforfølgelse. Det er ikke et politisk spørgsmål, men et almenmenneskeligt spørgsmål, og det må naturligvis må have kirkens interesse,« siger han.

Men brevet ligner da lidt en anvisning på, hvordan politikerne skal prioritere?

»Det her er en sag, der bør optage kirken. Men der er mange andre forhold, kirken skal blande sig udenom. Det kunne være ulandsbistand. Det er et politisk anliggende. Det handler om, hvordan vi bruger midler på finansloven. Derfor har jeg tidligere været ude at kritisere, når kirkefolk har blandet sig i emner som ulandsbistand eller flygtningepolitik.«

Ville det samme gælde kvinders rettigheder, arbejderrettigheder og den slags i andre lande?

»Ja, det handler om politik,« siger Esben Lunde Larsen.

En grov misforståelse

Biskop Karsten Nissen, Viborg Stift, afviser, at biskopperne blander sig unødigt i politik med deres forslag til, hvordan regeringen prioriterer de udenrigspolitiske midler. Han omtaler kampen mod kristenforfølgelse som »en legitim og central opgave for kirken og dens biskopper«.

»Det er en grov misforståelse, hvis man mener, at kirken alene skal holde sig inden for sine mure. Den skal selvfølgelig ikke udøve politisk myndighed, men den skal have sin røst i det verdslige regimente,« siger han.

Karsten Nissen mener, at det som præst eller biskop er umuligt ikke at komme ind på politik, og »en god prædiken vil ofte have noget politisk i sig«.

»Men ikke en partipolitisk tone,« understreger han.

Karsten Nissen tilføjer at ingen, heller ikke biskopperne, kan tale på den samlede, danske folkekirkes vegne. Men de har som kirkefolk »en etisk forpligtelse« til at hjælpe og dermed en ret til at ytre sig.

Og dog. Ifølge Karsten Nissen er det mere oplagt, at Dansk Kvindesamfund tager kvindespørgsmål i for eksempel den tredje verden op til debat, ligesom det er mere oplagt, at foreningen LGBT beskæftiger sig med homoseksuelles rettigheder i et land som Uganda.

Uhyrlig forfølgelse

Ifølge Christian Langballe, der er Dansk Folkepartis kirkeordfører, bør biskopperne ikke blande sig i politik. Dog er det relevant i den aktuelle sag, fordi det drejer sig om kristenforfølgelse.

»Men biskoppernes formuleringer er noget snik-snak. Hvorfor ikke kalde trolden ved navn. Det er uhyrligt og utåleligt, at kristne bliver forfulgt i islamiske lande, sådan som de bliver i øjeblikket. Det er regeringen og Folketinget – og også biskopperne – nødt til at forholde sig til,« siger han og kritiserer samtidig biskoppernes forslag angående Institut for Menneskerettigheder:

»Det er ikke i orden, at biskopperne er så specifikke. Jeg ved heller ikke, hvorfor lige Institut for Menneskerettigheder skal fremhæves. Det er altså velunderbygget, at kristenforfølgelserne foregår.«

Også Enhedslistens udenrigsordfører, Christian Juhl, har forbehold. Han opponerer ikke mod, at biskopperne blander sig i Danmarks udenrigspolitik. Eller mod, at folkekirken gør sig til en samlet stemme i det, han kalder »et stigende globalt problem med forfølgelse af religiøse og etniske grupper«.

Han peger på den aktuelle konflikt i Den Centralafrikanske Republik, hvor muslimer ifølge Amnesty International udsættes for etnisk udrensning, som et særligt grusomt eksempel.

»Men jeg ser problemstillingen som et spørgsmål om menneskerettigheder, og hvis jeg var en af biskopperne, ville jeg fokusere mere på retten til at have en religion. Fordi vi tilfældigvis har en majoritet af kristne i Danmark, skal vi ikke gå ud på et kristent korstog. Vi skal bevare en balance,« siger han.

Udenrigsminister Martin Lidegaard skriver i en mail til Berlingske, at Danmark allerede yder en stor indsats for at sikre respekten for religions- og trosfrihed globalt. Han oplyser også, at en ny orientering om Danmarks linje er på vej til Folketingets Udenrigsudvalg, og at han efter den orientering vil svare biskopperne direkte.

»Jeg er meget glad for den opmærksomhed, som de danske biskopper viser udenrigspolitikken og denne problematik. Jeg deler til fulde deres bekymring for dette område.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.