Først skrev Danske Bank til sine udenlandske investorer, at røde og blå bloks økonomiske politik var ”stort set ens” – nu er der pludselig en forskel. Dog fastholder banken, at rød blok ikke får renten til at stige og at markedet fortsat have tillid til Danmark.
3. september 2011, 14:57 – opdateret 3. september 2011, 15:02
Rødt og blåt er ikke lige godt. Sådan lyder det nu fra Danske Bank, som ellers i en analyse til udenlandske investorer har vurderet, at VK-regeringens og en ny S-ledet regerings økonomiske politik vil være rimeligt ens. I analysen, der er omtalt i Berlingske i dag, konkluderer Dansk Bank, at et eventuelt regeringsskifte ikke vil påvirke markederne. Men det er ikke det samme som, at der ikke er forskel mellem rød og blå plan, fremhæver cheføkonom Steen Bocian. Han står ved indholdet, men er ked af overskriften, der hed, at Rødt og blåt er lige godt.
”Rødt og blåt er ikke det samme. Men på den korte bane vil der ikke være noget, som de finansielle markeder kommer til at reagere på. Der er huller i den røde plan, der gør, at der kan komme en reaktion. Der er strukturelle problemer i den røde plan, som er ubesvaret,” siger Steen Bocian.
Danske Bank fastholder, at renten ikke stiger på kort sigt og dermed kan udenlandske investorer roligt fortsætte investeringer i danske obligationer, men cheføkonom Steen Bocian mener, at det er lige i overkanten med en overskrift i Berlingske som lyder: Rødt eller blåt er lige godt.
Budskabet var oprindeligt sendt til udenlandske investorer og ganske opsigtsvækkende skriver Bocian i analysen fra 26. august, at der ikke er den store forskel på de to blokke partiers økonomiske politik: Economic policy is likely to be fairly similar to the current centre-right government’s policy.
”Det er skrevet til de udenlandske investorer på engelsk, som I også skriver. Det er ikke til de danske vælgere. Det er en analyse om, hvordan udenlandske investorer skal reagere i forhold til danske obligationer. Og der er ikke nogen grund til at reagere. På den længere bane kan der være andre problematikker.
Så du er utilfreds med artiklens rubrik?
”Jeg står indenfor, at på den korte bane vil der ikke være nogen reaktion. Historien er kørt videre i andre medier som om, at vi ikke ser nogen forskel på rød og blå plan. Rubrikken om, at rødt eller blåt er lige godt stjæler det klokkeklare budskab i teksten. Jeg er enig i, at artiklen er skrevet sober, men den er blevet udlagt, som om vi ikke ser forskel på rød og blå plan.
Er der nogen i Danske Bank, der har haft fat i dig, fordi du var lige lovlig langt fremme på banen?
”Nej. Budskabet er, at på den korte bane er der ikke en forskel for de udenlandske investorer.”

































