Danmarks første cykelsupersti indviet

Et net af cykelsuperstier på tværs af 15 kommuner skal give sjællænderne grøn bølge hele vejen til arbejde. Den første sti bliver indviet i dag, og vi fangede Albertslunds borgmester i sadlen.

Det er en forpustet borgmester, der tager telefonen under indvielsen af landets første cykelsupersti. Ruten forbinder Albertslund og Vesterbro i København over 17,5 kilometer.

- Lige nu er vi ved Damhussøen, så vi er halvvejs på ruten. Den er faktisk udmærket at cykle på, siger borgmester i Albertslund, Steen Christiansen, inden han står af cyklen for at tage et hvil.

Sammen med en stor gruppe cyklister indvier han i dag C99 Albertslund-ruten, som er den første cykelsupersti af i alt 26 i hovedstadsområdet. Den går igennem Albertslund, Glostrup, Rødovre, Frederiksberg og København. Målet er at få så mange borgere som muligt til at vælge cyklen i stedet for bilen til og fra arbejde eller uddannelse.

- Der er nye belægninger på ruten, som er trukket op med en orange streg, der er nem at følge. Der er lavet grøn bølge med nedtællingsapparater ved de centrale kryds, så man kan holde en passende fart og hurtigt komme frem og tilbage på uddannelse og arbejde, fortæller Steen Christiansen.

For hver 1,6 kilometer er der opsat cykelpumper, så man aldrig strander med et fladt dæk, og ved nogle af krydsene kan cyklisterne støtte sig på gelændere, så de ikke behøver sætte en fod på jorden.

- Forhåbentlig betyder det, at flere bilister vælger at cykle frem og tilbage til arbejdet. Det giver motion og bidrager forhåbentligt også til lidt mindre trængsel på vejene, siger borgmesteren, der også tror, at cykelsuperstierne er med til at brande hovedstaden som et grønt område og gøre den mere attraktiv i fremtiden.

For borgmesteren er fremtidsudsigterne også attraktive. Der venter nemlig en belønning efter 17,5 kilometer.

- Nu fortsætter vi ind til Københavns Rådhus, hvor de heldige får rådhuspandekager. Og bagefter vender vi om og cykler tilbage, siger Steen Christiansen.

På www.cykelsuperstier.dk kan du følge projektet løbende og finde kort til ruterne.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.