For 50 år siden jog en skypumpe af ubegribelig størrelse hærgende gennem Holstebro i en af det 20. århundredes mest skræmmende danske vejrbegivenheder. Se billeder fra de voldsomme ødelæggelser.
13. februar 2012, 17:07
Fra morgenstunden virkede søndag den 11. februar 1962 ganske tilforladelig for de dengang ca. 20.000 borgere i den driftige handelsby Holstebro i det nordvestlige Jylland.
Vejret er mildt for årstiden. Lidt regn drypper ned fra den grå himmel.
Men i løbet af formiddagen forandrer alt sig. Skyerne trækker sig sammen, et usædvanligt mørke sænker sig, og pludselig glimter himlen af lyn – i sig selv en mærkværdig begivenhed på en vinterdag.
Men det værste er i vente. Fra fronten af tordenskyen begynder voldsomme hvirvelvinde at dannes, og med et er en regulær skypumpe dannet – tilmed af en størrelse, der aldrig er set hverken før eller siden i danmarkshistorien. Og den har direkte kurs mod Holstebros nordlige forstæder.
På sit højeste forårsager skypumpen omfattende ødelæggelser i et 50 meter bredt bælte.
På tredje sal i en helt nybygget boligblik er Hans Edvard Bornedal i gang med at barbere sig ude på badeværelset, mens hans kone opholder sig i soveværelset, der vender ud mod bygningens gavl.
- Der lød et øresønderrivende brag. Det var gavlen, der forsvandt for øjnene af min kone. Jeg hørte hende skrige af skræk. Og i næste øjeblik styrtede hun ind på badeværelset til mig. Vi kastede os ned på gulvet. Lufttrykket var ved at tage vejret fra os. Det var så voldsomt, at vandet i klosettet stod op som et meterhøjt springvand, fortæller den chokerede mand bagefter til den lokale avis.
Ved siden af ægteparrets bygning står en endnu ikke fuldt færdigbygget treetagers boligblok, som en tonstung portalkran skræver over på sine mægtige stålben. Da skypumpen roterer forbi, løfter den hele kranen op fra sine skinner og flytter den flere meter.
Det er et under, at ingen omkommer. Men mange mennesker bliver såret pga. faldende bygningsmateriale eller som følge af splintret glas, der som regn vælter ned over dem.
Flere end 100 bygninger får større eller mindre skader, og over et kilometerlangt spor kan man følge skypumpens hærgen, bl.a. gennem en plantage, hvor ca. 500 træer er blevet lagt ned.
Bagefter kan man forbløffet konstatere, at den ødelæggende hvirvelvind har været i stand til at transportere bygningsmateriale gennem luften over en strækning på hele 13 km, ligesom den har revet jernbaneskinner op og elledninger ned.
Holstebroskypumpen i 1962 er en regulær milepæl i dansk vejrhistorie.
Næsten alle danske skypumper har en størrelse på F0 på den såkaldte Fujitaskala, der går til F5. Men denne havde en størrelse på op mod F2 og dermed at betragte som en reel tornado, som man kender dem fra det amerikanske Midtvestens berygtede Tornado Alley.
I anledning af jubilæet har Dagbladet Holstebro-Struer ved hjælp af byens lokalhistoriske arkiv fundet en lang række opsigtsvækkende billeder frem fra dagen, som Holstebro aldrig glemmer. Gå en tur 50 år tilbage gennem en dansk provinsby efter en sand naturkatastrofe.



































