Christiania går til kamp mod cykelsti

Et af Københavns mange nye cykelprojekter, Christianshavnsruten, kommer til at skabe kaos og ødelægge Christianias ro, mener beboerne. Kommunen søger forgæves dialog. Anlægsarbejdet begynder i disse dage.

Københavns Kommune er begyndt at anlægge en ny såkaldt supercykelsti, der efter planen skal føres gennem Christiania. Beboerne frygter, at det vil skabe kaos og ulykker. Foto: Nils Meilvang
Københavns Kommune er begyndt at anlægge en ny såkaldt supercykelsti, der efter planen skal føres gennem Christiania. Beboerne frygter, at det vil skabe kaos og ulykker. Foto: Nils Meilvang

Kirsten Prajnas brændeskur på Christiania må lade livet. København vil være verdens bedste cykelby, og skuret står i vejen. Men det er ikke det værste. Kirsten Prajna og andre på Christiania protesterer mest af alt mod Christianshavnsruten, fordi der ikke er plads på fristaden, mener de. Stierne er for smalle. Mylderet er for intenst. Christianias fred og ro er i fare. Men den socialdemokratiske-borgerlige beslutning er taget. Anlægsarbejdet snuser allerede til fristadens grænser.

»Det er uhyggeligt. Vi bliver rendt over ende,« siger Kirsten Prajna foran sit skur, og hun mener både overrendt af arbejdsfolkene, når de går i gang, og af horder af gennemkørende cyklister, når de får mulighed for at køre gennem Christiania på deres vej fra Amager Strand til Indre By.

Rygtet på Christiania vil vide, at hele fem hundrede betjente vil stå klar, hvis »noget« skulle ske. Vold kommer dog ikke på tale, understreger man.

Christianitter mod cyklister. Den skal man lige vende en ekstra gang. Men når Christianshavnsruten tager sit første skridt ind på Christiania fra Kløvermarksvej, over den lille bæk og videre gennem Kirsten Prajnas have, over den smalle Dyssebroen (2,5 meter), hen ad volden og ind på Christiania, til højre forbi Mælkebøtten (en ca. tre meter bred gyde) og over Refshalevej, bliver det et brohoved til kaos, forstår man.

Det er indgangen til et uoverskueligt og ikke altid appelsinfrit mylder af turister, christianitter, løse hunde, barnevogne, ryttere, gående og legende børn. Kirsten Larsen fra Christianias pressegruppe er ikke i tvivl:

»Selvfølgelig er vi ikke imod cyklister. Men der er ikke plads herinde. Cyklister er ikke altid bløde trafikanter. Folk kører hurtigt, når de skal på arbejde og på stranden. Vores trafikanter er jo ekstra bløde. Vi har legende børn på stierne og løse hunde. Kommunen må tage ansvaret, når der sker et uheld,« siger hun.

Føler sig ikke hørt

Sidste sommer var der deadline for, hvornår christianitterne kunne komme med alternative ruteforslag for Christianshavnsrutens ca. 300 meter på fristadens område. Der kom ingen brugbare forslag.

Derfor går man i disse dage i gang med at anlægge ruten uden at have planer for cyklisternes færd på området og uden christanitternes samtykke. Kirsten Prajna mener ikke, hun og hendes fristadsvenner er blevet hørt i processen.

Hos kommunen fortæller Jens Zøfting-Larsen, chef for Center for Udførelse af Anlæg, at christianitterne er kommet med ændringsforslag, men at de bl.a. indebar gennembrud af voldanlægget og derfor ikke kunne godkendes af Kulturstyrelsen. Til fristadsbeboernes bekymring om cykelkaos, når ruten om få måneder ledes gennem Christiania, siger Jens Zøfting-Larsen – velvidende, at der ikke foreligger trafiktællinger for området:

»Vi forventer ikke, at der bliver kaos, og anlægget er ikke, som nogen åbenbart tror, en supercykelsti, hvor man kan køre hurtigt. Vi har en forventning om, at cyklister og gående vil tage hensyn til hinanden, men vi vil meget gerne i dialog med beboerne på Christiania med henblik på eventuelt at etablere fartnedsættende foranstaltninger eller lignende. Vi har udarbejdet et skitseforslag, som er fremsendt til Christiania som diskussionsoplæg.«

I kommunen anslår man løst, at mellem 1.500 og 2.000 cyklister vil køre gennem Christiania hver dag. Beboernes egne og gamle slag på tasken lyder på mellem 6.000 og 7.000.

Da Berlingske i går var på Christiania, herskede der en charmerende optimisme angående den vedtagne cykelrute. Teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL) ville komme på besøg om aftenen og endnu en gang høre på beboernes – hans kernevælgeres – indvendinger. Han stemte oprindelig selv imod cykelruten gennem Christiania. Til Berlingske siger han:

»Som ansvarlig borgmester står jeg naturligvis på mål for beslutningen.«

På vores vej over Dyssebroen mod brændeskuret møder Berlingske Jan Olsen fra Christianias kontaktgruppe. Han hiver et alternativt ruteforslag op af cykeltasken og argumenterer engageret for det. Han glæder sig til mødet med borgmesteren, velvidende at der ikke er noget at gøre. Måske.

»Jeg har da oplevet, at man kan punke folk, indtil en beslutning bliver ændret.«

Foran skuret sidder Kirsten Prajna og veninden Eva Suszkiewicz som en tomandshær ventende på et angreb. Eva Suszkiewicz rejser sig:

»Vi er ikke ligusterfascister, men det bliver os, der kommer til at sidde med bæen, når der bliver kaos.«

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.