Censorer slår alarm: Fagligheden falder på universiteterne

Ifølge et opråb til videnskabsministeren fra de 400 censorer på de videregående uddannelser i sprog og erhvervskommunikation er der »tegn på, at de videregående uddannelsers kvalitet over en årrække har været faldende«.

Bestyrelsesformand for CBS Students, Jens Bonde Mikkelsen, kan som studerende nikke genkendende til udmeldingen om, at kvaliteten på de videregående uddannelser falder. Blandt andet fordi der efter hans mening »er sket forringelser i undervisningen«. Foto: Asger Ladefoged
Bestyrelsesformand for CBS Students, Jens Bonde Mikkelsen, kan som studerende nikke genkendende til udmeldingen om, at kvaliteten på de videregående uddannelser falder. Blandt andet fordi der efter hans mening »er sket forringelser i undervisningen«. Foto: Asger Ladefoged

De faglige krav til studerende på universiteterne falder, og dermed falder kvaliteten i uddannelserne også. Så klar lyder meldingen fra Censorformandskabet for de 400 censorer på uddannelserne i erhvervskommunikation- og sprog til videnskabsminister Esben Lunde Larsen (V).

Censorerne oplever ifølge et brev til ministeren, »at der er tegn på, at de videregående uddannelsers kvalitet over en årrække har været faldende, og at de krav, der stilles til de studerende, er mindre end tidligere.«

»Omfanget af pensum er faldet, og der er tegn på inflation i karaktergivningen, så der gives relativt højere karakterer for en relativt mindre krævende præstation som følge af et væsentligt reduceret pensum,« hedder det.

Censorformandskabet beskriver sig selv som »samfundets vagthund vedrørende videregående uddannelser« og har med brevet valgt »nu som sidste mulighed at gø højere og vedvarende, indtil faren er drevet over«.

»Der skal til at ske noget,« siger censorformand, Ivan Sørensen, der selv er censor i erhvervskommunikation og tysk:

»Vi kan se det på det sproglige niveau. Der er flere meningsforstyrrende fejl, hvor en sætning enten ikke bliver forstået af læseren eller på en helt anden måde, end afsenderen havde tænkt sig. Og så er den gal, når det er på universitetsniveau. Det går også tilbage med formuleringsevnen – både skriftligt og mundtligt. Samtidig er niveauet faldende, når det gælder det, vi kalder korrekthedsgraden.«

UG var sjældent, 12 helt almindeligt

I erhvervsorganisationen DI bekræfter underdirektør Charlotte Rønhof, at »kvaliteten daler« ifølge medlemsvirksomhederne.

»De siger det om både dansk og de andre sprog, unge skal kunne. At niveauet er blevet ringere,« fortæller hun:

»Det er let nok at forstå. På nogle af de har uddannelser er der ingen optagelseskrav. Blev der stillet højere adgangskrav, ville det betyde, at de unge, der bliver optaget, ville være fagligt bedre rustet.«

Ivan Sørensen kan ikke sætte tal på udviklingen. Men, som han siger, så »peger flere ting på et skred«.

»Tag sådan noget som indsnævringen af pensum. Tidligere var det meget mere omfangsrigt. I dag består det typisk af en pensumliste, som man skal igennem. Dermed ved man som studerende, at pensum ligger inden for en pensumliste. Altså skal man ikke ud og opsøge andre kilder og bøger som før, da pensum var bredt defineret,« forklarer han.

Ifølge Ivan Sørensen er det ikke muligt at sammenligne karaktererne gennem årene, fordi studerende siden 1960erne er blevet bedømt med Ørsteds Skala, 13-skalaen og i dag 7-skalaen.

»Men vi kan se, at der ved foregående skalaer eksempelvis sjældent blev givet UG eller 13, mens 12-taller forekommer helt almindeligt for en større del af de bedste præstationer i dag,« siger han.

Censorformanden forklarer, at den nye 7-skala sammen med mindre krævende pensumlister og studieordninger bidrager til, at studerende i dag »får højere karakterer i begge ender af skalaen«. Altså karakterinflation.

Forbudt at give lavere karakterer

Censorerne afviser, at de bare kan give lave karakterer. De er nemlig »bundet af universitetets studieordninger og fastsættelse af pensum som udgangspunkt for vurderingen«.

»Censor må ikke foretage en lavere bedømmelse med henvisning til, at de krav, der stilles til de studerende, er blevet lavere. Censor er i sin bedømmelse bundet af de lavere krav, der stilles,« hedder det i brevet.

I tegner et dystert billede?

»Ja, men ikke mere, end vi kan rette op på det. Noget af det første, vi skal gøre, er at fokusere mere på kvalitet. Vi har i mange år fokuseret på, hvor mange studerende der kommer igennem uddannelserne på hvor kort tid. Der skal mere fokus på kvalitet, og vi skal tilbage til, at eksamenskravene kommer op på et højere kvalitativt niveau« mener han.

Censorformandskabet taler om »de studerendes faldende sprogniveau, såvel på dansk som på fremmedsprog«, som en »iagttagelse gjort af mange censorer«.

En udvikling, som ekstern lektor i international virksomhedskommunikation på Aalborg Universitet, Jesper Frederiksen, kan bekræfte. Han har 15 års erfaring med at rette skriftlige opgave i engelsk.

»Det er den helt grundlæggende sprogforståelse, den er gal med. Når sådan noget som at kunne sætte kryds og bolle mangler, så bliver opgaven alt andet lige større for os. Det nytter ikke noget, at kandidatstuderende laver kongruensfejl som »we was«. Vi bruger masser af tid og energi på at give mange af de studerende det, de aldrig fik, for at de kan komme videre i deres uddannelse,« siger Jesper Frederiksen, der mener, at sprogproblemerne opstår i folkeskolen og bliver forstærket i gymnasiet.

»Færdigheder er blevet nedprioriteret til fordel for metoder. De unge har evnen til at være problemløsende og selvstændige. Det er de gode til. De er også gode til at mene noget. Men det kniber mere med den faglige korrekthed,« siger han og efterlyser flere test i hele uddannelsessystemet:

»Det sikrer færdigheder. Det hjælper virkelige at sidde og arbejde med tingene med henblik på en prøve.«

Studerende: Ja, censorerne har en pointe

Nogenlunde samme meldinger kommer fra lektor Margrethe Petersen, Institut for Erhvervskommunikation på Aarhus Universitet. Siden 1980erne har hun beskæftiget sig med studerendes engelskfaglighed.

»Rigtig mange kan begå sig på mundtligt engelsk, men når de skal skrive det, er det noget helt andet. Og det skriftlige er meget vigtigt, når det drejer sig om sprog og erhvervskommunikation,« forklarer hun.

Hvor ligger de unge fagligt, når de begynder på universitetet?

»Forfærdeligt mange ved meget lidt om grammatik« siger Margrethe Petersen, som dog er optimist på ikke mindst det skrevne engelsks vegne.

»Jeg tror, vi kommer til at se en positiv effekt af folkeskolereformen. At eleverne nu begynder at lære engelsk på et endnu tidligere tidspunkt end i dag. Det vil forhåbentlig også have en positiv effekt på niveauet i gymnasiet« siger hun.

Ifølge bestyrelsesformand for CBS Students, Jens Bonde Mikkelsen, har censorerne »til dels ret«.

»Der er sket forringelser i undervisningen. Jeg kan selv mærke det efter at have læst en sprog- og kommunikationsmæssig uddannelse i snart fem år. Måske er der ikke helt så mange undervisningstimer, og måske er pensum ikke helt så stort som på andre studier. I stedet for en mundtlige eksamen med en synopsis at forsvare får man måske i stedet en fire timers skriftlig opgave,« vurderer han:

»Der er langt fra undervisning hver dag. Der er lagt op til selvstudier og et krav om ansvar for egen læring. Det er i princippet naturligt, men der må være grænser for, hvor meget man kan lære sig selv.«

Jens Bonde Mikkelsen mener ikke, at unge fra gymnasiet nødvendigvis bliver klædt utilstrækkeligt fagligt på til universitetet. Mange unge tager nemlig – som ham selv – et sabbatår eller to, og så risikerer skolelærdommen at måtte vige pladsen for andre erfaringer.

»Og hvis man så kommer ind på sin tredjeprioritet, er det måske ikke lige det, man har læst mest om. Så skal man først indhente det tabte, når man begynder at læse,« fortæller Jens Bonde Mikkelsen.

Videnskabsministeren ønsker ikke at kommentere censorbrevet over for Berlingske.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.