Byforskere: Ghettoen er god for Nørrebro

Den konformt opførte, røde ghetto på Indre Nørrebro ligger klos op ad byens mere hippe indslag som Props, Harbo Bar og Kate's Joint. Ifølge forskere gør det særlige naboskab bydelen en tjeneste.

Indre Nørrebro er god for masser af underligt vintage. Og en ghetto.
Indre Nørrebro er god for masser af underligt vintage. Og en ghetto.

I Blågårdsgade slanger de belastede indslag sig ind og ud mellem alt det hippe. Ghettoen ligger over for den smarte bar Blågårds Apotek, hjemløse tigger klos op ad vintage gadebikse, der sælger kreuzbergagtigt genbrugstøj; på caféerne råber ghettoens indbyggere salamu aleikum til jødiske caféejere.

Men...var man ikke ved »rydde op« på denne del af Nørrebro, så de kreative med briller i oversize og vinyler under armen helt kunne overtage? Var det ikke sådan, at når et kvarter bliver smart, så ryger de belastede segmenter ud? Sådan gik det lige på den anden side af Nørrebrogade for et årti siden - på Skt. Hans Torv, hvor latte-drikkende barnevognsejere, der flokkes om at betale langt over 100 kroner for at brunche, har købt sig ind i de tidligere belastede boliger, istandsat dem og løftet kvarteret fra »skummelt« til »smart«. Og sådan gik det på Vesterbro efter byfornyelsesprocessen i 1990’erne. Og sådan gik det i Londons Shoreditch i sen-90’erne, i Berlins Prenzlauer Berg, i New Yorks Harlem og SoHo og på Södermalm i Stockholm.

Sådan går det i de fleste store byers arbejderkvarterer før eller siden. De rigere gentrificerer kvartererne. Forædler dem.

Ordet gentrificering bruger lektorerne Henrik Gutzon Larsen og Anders Lund Hansen, der fra henholdsvis Institut for Samfundsudvikling og Planlægning på Aalborg Universitet og Institutionen for kultur- och ekonomisk geografi på Lunds Universitet i Sverige sammen har forsket i begrebet. Herskabeliggørelse, kalder de det også. Den forfinelse, der sker med økonomien og kulturlivet i et område, som middelklassen af forskellige årsager overtager fra arbejderklassen:

- Disse arbejderkvarterer ligger typisk centralt, hvilket i sig selv gør dem attraktive. Og i kraft af en byudviklingsproces bliver værdien, der har ligget skjult i dem, udløst. Det var for eksempel tilfældet omkring Skt. Hans Torv, hvor det i 1990’erne blev populært for forældre at købe lejligheder og sætte dem i stand til deres studerende børn – de såkaldte forældrekøb. Kvarteret er blevet meget strømlinet, både i beboermassen og især i den slags forretninger og caféer, der ligger der. De henvender sig til ét segment, siger forskerne.

Segmentet med både råd og lyst til latte. Men dét folk er ikke dominerende i Den Sorte Firkant på den anden side af Nørrebrogade. Lattéfolket findes der – men det samme gør arabere, mappedyr og kreative. Kontrasterne består, uden at den ene type skubber de andre ud. Der er sket en mutation, siger forskerne, så den traditionelle gentrificering er blevet til noget andet.

Gentrificeringens bolværk

Forklaringen er enkel, fortæller Henrik Gutzon Larsen og Anders Lund Hansen. For at forstå, hvorfor gentrificeringen ikke til fulde er slået igennem på den venstre side af Nørrebrogade, må vi kigge på den officielle ghetto, der ligger midt i det hele. 863 almennyttige lejeboliger fordelt på 11 karréer. Rødstenede stopklodser i en velkendt, urban tendens. Opført over to etaper mellem 1979 og 1985, efter overborgmester Egon Weidekamps omfattende bulldozersanering i 1970. Et hårdhændet nedrivningsprojekt, der få år senere indgik i Københavns Kommunes overvejelser om, hvordan man i hvert fald ikke skulle byforny Vesterbro. Men som gav plads til nye, almennyttige boliger.

- Boligerne og deres indbyggere fungerer som et bolværk for gentrificering: De skaber kontrast i beboersammensætningen. Og med mindre man politisk beslutter at sælge nogle af lejeboligerne i Blågården og gøre dem til dyrere ejerboliger, der på grund af beliggenheden kan være attraktive for en højere socioøkonomisk klasse, så vil området nok ikke gennemgå en total herskabeliggørelse, siger Henrik Gutzon og Larsen og Anders Lund Hansen.

De sociale problemer blandt beboerne i boligbebyggelserne kunne den tidligere regering ikke ignorere: For mange er kriminelle, for få har etnisk dansk baggrund, og for få er i arbejde, så med ghettostrategien blev der i oktober 2010 afsat 80 mio. kroner på finansloven til brug mellem 2011 og 2014. Mål: En halvering på ti år i antal af de 29 ghettoer i 17 af landets kommuner. Af strategien fremgår det, at en ghetto kan defineres ud fra netop de tre demografiske parametre, som måles i beboermassens herkomst, beskæftigelse og kriminalitet.

De hippe har ikke overtaget

I en ghetto er over halvdelen af beboerne indvandrere eller efterkommere af indvandrere fra ikke-vestlige lande. I Blågårdens lejemål er 65,5 procent af ikke-vestlig herkomst.

I en ghetto bor der 270 overtrædere af straffe-, våben- eller narkotikalovgivningen pr. 10.000 beboere. I Blågården er det tal 283.

I en ghetto er 40 procent i den arbejdsdygtige alder uden tilknytning til arbejdsmarkedet. Den grænse overskrider Blågården ikke med sine 36,8 procent, men to opfyldte kriterier af tre er nok. Så er det en ghetto. Men kan det samtidig være hipt så? Åbenbart, for en vandring ned ad Blågårdsgade kan godt føles lidt som at gå rundt i en modeblog, og flere af caféerne har kæmpet om AOK- og iBYEN-priserne »Byens Bedste« og »Årets Café«.

Men det smarte har ikke overtaget. Gentrificeringen er altså ikke slået igennem i det område, som Københavns Kommune kalder distrikt 8. Kontrasterne synes at bestå, leve sammen. Det gamle arbejderkvarter, som burde være blevet en rede for kreative kræfter med penge mellem hænderne, er på grund af en ghetto og dens sociale problemer i stedet blevet en stor gryde af kulturer, identiteter, præferencer og livsstile. Løftet er udeblevet – eller det er blevet noget andet. En pause, et limbo. Venter vi bare? På at gaderne overgiver sig til enten det pæne eller det skumle?


Hvor bliver det af? Det løft, der betyder ud med de uønskede, sociale tabere og ind med folk med penge, idéer, overskud. En klar økonomisk vinding for den kommune, det løftede kvarter hører under. Der er penge at hente, når borgere med lav indkomst rykker ud og erstattes med beboere med højere indkomst. For de nye betaler mere i skat.

Et byrum skal opdrage

Men gentrificeringsforskerne Anders Lund Hansen og Henrik Gutzon Larsen ikke af den opfattelse, at såkaldt forfinelse af kvarterer er entydigt godt.

- Vi ser et voldsomt problem i den slags processer. Forskellige lavindkomstgrupper bliver skubbet ud i randområderne sammen med andre marginaliserede borgere. Vi får en social kamp. Nogle af de allermest marginaliserede bliver forvist til udkanten af byen, hvilket betyder, at den type mennesker ikke længere har adgang til de mere centrale dele af byen.

Og det er ikke en ideel måde at skabe by på, mener de. I deres øjne er beboersammensætningen i Den Sorte Firkant bedst:

- Det er vigtigt, at vores byrum fungerer som et demokratisk opdragende rum. Vi skal lave byer, hvor vi møder andre. Gør vi det, bliver vi lidt rigere som mennesker.

Ved ghettostrategiens lancering fandtes der 29 officielle ghettoer i Danmark. Tallet dykkede til 26 i 2011, men er i år oppe på 28. 


Læs flere artikler i serien »Kære Nørrebro« på www.b.dk/nørrebro eller deltag nedenfor i debatten om, hvorvidt en ghetto kan ses som en god ting.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.