Bureaukratiet i jobcentrene er vokset

Otte ud af ti socialrådgivere bruger mere tid på administration og bureaukrati end for to år siden. Socialrådgivernes forening kræver udviklingen vendt.

Dokumentation og papirarbejde fylder mere og mere rundt omkring på landets jobcentre.

Hele otte ud af ti socialrådgivere oplever, at de bruger mere tid på administration og andre interne opgaver end for to år siden, viser en ny undersøgelse foretaget blandt 293 socialrådgivere af Mandag Morgen i samarbejde med Dansk Socialrådgiverforening.

Udviklingen er sket, selv om SRSF-regeringen i sit regeringsgrundlag fra 2011 lovede at rydde op i regler og dokumentationskrav i det offentlige.

Formanden for Dansk Socialrådgiverforening, Majbrit Berlau, efterlyser en indsats for at mindske dokumentationskrav og unødigt papirarbejde.

»Alle taler hele tiden om afbureaukratisering. Men det er tilsyneladende svært at omsætte hensigten til handling. Det er bekymrende, når så mange socialrådgivere oplever, at de bruger mere tid på administration. Jeg synes, politikerne er nødt til at finde vej fra de fine ord til konkret handling, så socialrådgiverne kan bruge deres tid på det, de er uddannet til,« siger hun til Mandag Morgen.

Socialrådgivernes formand opfordrer beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) til at have bureaukratiproblemet højt på dagsordenen i den kommende reform af beskæftigelsesindsatsen på jobcentrene, som Carsten Koch-udvalget skal komme med anbefalinger til.

»Hvis de mener, at kerneopgaven ude på jobcentrene er at hjælpe ledige borgere tilbage på arbejdsmarkedet, så er der noget fuldstændig galt i den måde, socialrådgiverne bruger deres tid på nu. Mette Frederiksen må tage den bureaukratiske belastning af socialrådgiverne alvorligt i reformen,« siger Majbrit Berlau.

I undersøgelsen svarer næsten halvdelen af socialrådgiverne, at den største tidsrøver på jobcentrene er højere dokumentationskrav, mens mere end hver tredje peger på, at det er problematisk, at samme oplysninger skal tastes ind i to eller flere databaser. Lige under en tredjedel er udfordret af IT-systemer, der ofte går ned.

Flere socialrådgivere, som Ugebrevet Mandag Morgen har talt med, er frustrerede over bureaukratijunglen, som de mener, er et udtryk for manglende tillid til deres arbejde. Og det er da også et stort problem, vurderer professor Lotte Bøgh Andersen fra Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet og KORA (Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning).

»Vi ved, at styring påvirker de ansattes motivation. Hvis medarbejderne opfatter den som kontrollerende, så virker styringen demotiverende, og det kan i sidste ende få en negativ effekt for borgerne,« siger hun til Ugebrevet Mandag Morgen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.