Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Borgmester vil give folkeskoleelever eftersidning

Eftersidning kan være en metode til at forberede folkeskoleleverne bedre på ungdomsuddannelserne, mener Københavns kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev (V).

Hvis de københavnske folkeskoleelever ikke har lavet deres lektier, så skal de blive lidt længere tid i skolen, end de kammerater, der har lavet deres lektier.

Det mener Københavns kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev (V).

- Jeg mener, at de børn, der ikke får lavet deres lektier hjemmefra, skal have hjælp til lektierne i forbindelse med eftersidninger. Det fungerede, dengang jeg var barn, og måske virker det lidt gammeldags i dag, men det virker stadig, siger hun til B.T.

Borgmesteren vurderer ikke, at eleverne vil tage skade af at bruge lidt mere tid på skolebænken.

- Det kan godt være, at nogle af børnene vil opleve eftersidningerne som en straf, men i sidste ende handler det om at forberede eleverne som godt som muligt på ungdomsuddannelserne, siger Pia Allerslev.

Venstre-borgmesterens udmelding kommer efter, at børne- og ungeborgmester Anne Vang (S) har foreslået, at folkeskoleeleverne slet ikke skal have lektier for.

Et forslag som formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, ellers synes godt om.

- Jeg synes, det lyder som et rigtig spændende og nytænkende forsøg, så længe der er opbakning fra lærere og forældre på den skole, hvor forsøget skal foregå, siger han til metroXpress.