Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Bompenge kan blive en dårlig skat

Hvis den omstridte betalingsring i København ender som en regulær bompengemaskine, vil det få negative, samfundsøkonomiske konsekvenser, vudrerer en trafikforsker, som advarer politikerne mod at opkræve trængselsafgifter på tidspunkter, hvor der er fri bane for bilkørsel.

Den omstridte betalingsring omkring København risikerer at blive en negativ, samfundsøkonomisk byrde for forretningen Danmark, hvis regeringen falder for fristelsen til at opkræve bompenge på tidspunkter, hvor bilisterne har fri bane og ikke sidder uhjælpeligt fast i lange køer.

Sådan lyder advarslen fra ekspert i trængselsafgifter Mogens Fosgerau, som er seniorforsker på DTU Transport.

Han reagerer efter, at Berlingske har afsløret, at SF og Enhedslisten presser på for at lade bompengemaskinen køre både før og efter myldretiderne på hverdage samt om lørdagen, så der kan genereres et lukrativt skatteprovenu til bedre og billigere kollektiv trafik. De Radikale vil til gengæld kun være med til at opkræve afgifter på tidspunkter med trængsel, mens Socialdemokraterne er tavse om taksterne.

»Samfundsøkonomisk er det helt entydigt en fordel at lade taksterne afspejle trængslen, så bilisterne får et incitament til at fordele trafikken bedre over døgnet. Omvendt kan man ikke bare beskatte til højre og venstre, uden at det koster noget. Og hvis taksterne sættes for højt, bliver det samfundsøkonomisk dyrt,« siger Mogens Fosgerau og peger på, at der for eksempel ikke er køproblemer klokken fem om morgenen.

Samfundsøkonomisk vurdering

Han undrer sig over, at der endnu ikke er offentliggjort en samfundsøkonomisk vurdering af trængselsafgifterne på trods af, at det ellers har været kutyme siden 2001 at beregne konsekvenserne af store infrastrukturprojekter som veje, baner og metro, inden lovforslagene fremlægges i Folketinget.

Ifølge den radikale trafikordfører, Andreas Steenberg, er der dog ingen planer om at lægge en samfundsøkonomisk vurdering frem. Han peger på, at Vejdirektoratet har beregnet, at trængselsringen vil eliminere 15.600 af de i alt 130.000 timers spildtid, som bilisterne i hovedstadsområdet dagligt udsættes for. Og han forventer, at regeringspartierne snart vil nå til enighed om »en fornuftig takstpolitik«.

»Det er vores mål, at en trængselsafgift skal bruges til at regulere trafikken. Bilkøerne skal spredes hen over dagen, så vi undgår den spildtid, der koster samfundet milliarder af kroner,« siger Andreas Steenberg, som afviser, at de Radikale er fristet af muligheden for at generere store millardbeløb til busser og tog.

SFs trafikordfører, Anne Baastrup, sagde i lørdags til Berlingske, at »vi skal have så meget i indtægt, at vi rent faktisk kan give det rigtige tilbud - billigere og bedre kollektiv trafik.« Men nu vil hun ikke forholde sig til advarslen mod at opkræve trængselsafgift på tidspunkter uden trængsel.

»Det er utroligt så kloge, folk er for tiden. Kunne I ikke vente på, at lovforslaget kommer. Så vil jeg med stor fornøjelse tage alle diskussioner mellem himmel og jord,« siger Anne Baastrup.

Oprindeligt skulle lovudkastet fremlægges i morgen, men ifølge Berlingskes oplysninger er det blevet forsinket blandt andet som følge af de interne uenigheder. Sagen har været behandlet af regeringens topministre i det magtfulde koordinationsudvalg, der endnu ikke har afgjort striden. Som omtalt i Berlingske i går har regeringen nu rettet fokus mod trængselsbekæmpelse.

Oversigt