Børns Vilkår: Pædofile fildelere slipper for billigt

Straffen for at dele videoer og billeder med misbrug af børn er ikke høj nok, mener organisationen Børns Vilkår. Selve misbrugerne får hårde straffe, »men det forholder sig anderledes med dem, som besidder og distribuerer materialet«, siger politikommissær.

Flemming Kjærside, politikommissær og leder af den afdeling af Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center, der beskæftiger sig med efterforskning af børneporno, mener, at straffen for deling og besiddelse af børneporno, er for lav.
Flemming Kjærside, politikommissær og leder af den afdeling af Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center, der beskæftiger sig med efterforskning af børneporno, mener, at straffen for deling og besiddelse af børneporno, er for lav.

Særligt på den mørke side af internettet er der skabt et marked, hvor netværk af pædofile finder, deler, bytter og sågar bestiller børnepornografisk materiale. Området bliver herhjemme efterforsket intenst af en specialgruppe under Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center, som gennem årene har opklaret sager mod hundredvis af pædofile fildelere.

Men spørger man Børns Vilkår, er straffen for at dele og besidde børneporno langtfra høj nok til at kunne afskrække folk fra at bevæge sig ind på feltet.

»I forhold til de livslange konsekvenser, det har for de børn, er det altså vores indtryk, at det straffes for mildt,« siger Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår:

»Meget af det her børneporno bliver jo fremstillet med kommercielt sigte. Det, at der er nogen, der er villige til at betale for det, gør, at det kan fortsætte.«

Det svingende strafniveau

Rasmus Kjeldahl understreger vigtigheden af, at straffen også følges op med behandling, så de pædofile ikke fortsætter på samme måde, når de har udstået straffen.

Strafferammen er bøde eller fængsel i op til seks år for at fremstille pornografisk materiale med børn under 18 år med det formål at sælge eller udbrede det. For udbredelse af pornografisk materiale med personer under 18 år er strafferammen op til to års fængsel, seks år under skærpede omstændigheder. For besiddelse af børneporno er strafferammen op til et års fængsel.

Flemming Kjærside, politikommissær og leder af den afdeling af Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center, der beskæftiger sig med efterforskning af børneporno, mener ligeledes, at straffen for deling og besiddelse af børneporno, er for lav.

»Jeg skal lade det være usagt, om det hjælper at straffe sig ud af det. Men straffen for at besidde denne her slags materiale er ikke særlig høj i dag,« siger han og forklarer, at strafniveauet »svinger utroligt meget«. Politikommissæren henviser i den forbindelse til to konkrete sager. I den ene lød straffen på 60 dages fængsel for »besiddelse og distribution af 121 videosekvenser«. I den anden blev »besiddelse af 455.000 fotos og 9.509 videosekvenser samt distribution af 2.209 videosekvenser« takseret til ti måneders fængsel.

»Dem, som begår overgrebene, får én over nakken, og det skal de have. Men det forholder sig anderledes med dem, som besidder og distribuerer materialet, hvis de holder sig til det. Én ting er den fysiske krænkelse af barnet, men hver gang videoen bliver vist, bliver barnet jo krænket igen.«

Psykolog: Invester i rådgivning og behandling

Hos Red Barnet vil psykolog Kuno Sørensen ikke blande sig i, hvordan strafferammen skal se ud.

»Vi tror mere på, at det er vigtigt at investere i at ændre deres tilgang til livet, så de ikke fortsætter med det. Det skal selvfølgelig stå sammen med afsoning af en eller anden straf, men retfærdigheden i strafniveauet vil jeg ikke gøre mig til dommer over,« siger han. »Jeg tror ikke, det gør den store forskel på det her område, om man hæver straffen eller ej. Mange af de mennesker, der bruger børneporno, er så følelsesmæssigt opslugt af situationen, at de ikke sidder og tæller antal år i fængsel, før de gør det.«

Han ser hellere, at der investeres i for eksempel at oplyse om hjemmesiden www.brydcirklen.dk, hvor folk med seksuelle tanker om børn kan få rådgivning og behandling.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.