Det er uetisk at sæddonorer tjener penge på at "sætte børn i verden". Sædbankerne burde ikke betale for det.
Man bør ikke tjene penge på at sælge sine gener. Jeg er med på, at det er fint at hjælpe barnløse. Det uetiske ligger i at tjene penge på det, man i bund og grund er far til.

når man meget large hjælper andre. Det er da formynderisk, hvis det foregår på fair vilkår.

De gener er måske heller ikke ens egne.

Det uetiske er at søge at forhindre folk i at få børn, når man kan ordne den slags så let og endda slå på, at dem, der leverer arvematerialet, skal gøre det gratis.

Der følger hverken rettigheder eller pligter med at aflevere muligheden for 1 mio. børn til nogen nu og da, når de ikke kan selv.

Der er vel nærmere tale om godtgørelse end løn, som jeg tænker det.

De fyre bør vel betale for at spille den af på statens regning.
Ssådanne nogen kapitalistiske samfundsnassere.De bør alle mindst betale topskat.

Man er i bund og grund ikke far. Det er jo netop hele vildfarelsen.
Den syge helliggørelse kan ikke bruges til nogetsomhelst. undtagen for at farisærer måske mener at have en større chance for at komme i himlen.

Hvad får de. Er dte ike noget med 1000 kroner for masser af sædceller. Hvad betaler dem, der gerne vil være forældre for et adoptivbarn foruden en returbilet til Kina eller Etiopien.

Det har altid været min holdning, og dette etiske spørgsmål udgør den kvint-essentielle forskel mellem os konservative og laverestående, primitive liberale typer som Uffe Elleman, Anders Fogh, Lars Løkke, Kurrild-Klitgaard, Krause Kjær (for at nævne nogen) for hvem alting er tilladt.

Det er amoralsk ud over alle grænser at sælge og eksportere menneskeligt arvemateriale, og det er imod naturens orden, at denne person som er afbildet på billedet ovenfor skal sætte disse børn i verden. Når de står på hans dørtærskel om 15 år vil de selvfølgelig græmmes og sige: "Hvad er det dog for noget rod, hvorledes var de mennesker som sanktionerede dét? Og her vil vi fortælle dem præcis hvilken laverestående race de liberale er og hvordan de bringer skam over vort land - og vi vil sværte deres eftermæle, ligesom vi gør i dag.

Faktisk vil jeg allerede nu sende en email til Niels Krause Kjær og fortælle ham hvilket dumt svin han er. [Han er offentlig kendt liberal som har Uffe Elleman som sit store idol, og som stod bag detroniseringen af Lene Espersen, noget som har hjulpet Venstre til at blive nærmest enerådende på den borgerlige front, samtidig som han er opvokset i samme dekandente Østjyske/Sønderjyske område som direktøren for Cryos, som ligeledes har et tysk navn.]

Det handler tilsyneladende om, at folk ikke har begreber oven i deres risengrød til at forstå.

Det handler ikke om donorerne. Det handler om, at nogle andre gerne vil have børn og ikke kan selv.

Det er ligesom det pap, man har i lovgivingen med, at enten har man rutedrift eller også har man taxakørsel. Før man laver lovene, så de passer til ny behov, så slås man endda om hestevogne på motorvejen, og det gør man her.

Det er naturligvis også nemmere og billigere at importere en sort polak, man kan kyle hjem til sit eget land, hvis der er noget brok om gelændere på stilladser eller sikkerhedshjelme.

Der er i mange lande sat grænser for antal graviditeter/børn/familier pr. donor – alle subjektivt sat af lovgivere som ikke véd hvorfor – andet end en ”mavefornemmelse”. Typisk fordi man bruger ord som ”far” og ”naturligt”. Men en sæd/ægdonor er ikke en far/mor og donation er ikke naturligt. Når man taler om blod- eller vævsdonorer, bekymrer antallet af donationer f.eks. heller ikke.
Det, man skal bekymre sig om ved donation af kønsceller er følgende:
a) Consanginitet (indavl)
b) Storspredning af arvelige sygdomme (som f.eks. NF1-sagen).
Ad a: Indavl betyder, at risikoen for arvelige sygdomme hos barnet stiger fra det normale, som er ca. 5-6% til 8-9%, fordi generne hos forældrene er for ens. Dvs. at man har de samme arvelige sygdomme på begge de 23 kromosomer. Men risikoen er ikke et spørgsmål om det totale antal børn pr. donor, men kun et spørgsmål om spredningen i samfundet. Risikoen ved 2 donorbørn i en lille landsby er faktisk større end ved 100 børn i en storby som København.
Ad b: Om man får 500 børn vha. 10 donorer eller 10 børn vha. 500 donorer – altså i alt 5000 børn, giver statistisk det samme antal syge børn. Spredningen af sygdommene bliver blot større ved 500 donorer – altså flere forskellige sygdomme. Faktisk er en donor med 12 raske børn statistisk set væsentlig sundere end en ny, uprøvet donor. Alle mennesker – også donorer - har masser af arvelige sygdomme i generne. Det lader sig ikke gøre at fjerne denne risiko. Det vil være positiv eugenik og det vil i øvrigt meget hurtigt frasortere alle donorer.
Der er ingen videnskabelig basis for at lægge grænsen på det ene eller det andet. Hverken den danske grænse som for nylig er nedsat fra 25 til 12 eller en international grænse. Det eneste der er vigtigt, er spredningen i befolkningen. Det er også det, den internationale ekspertgruppe peger på.
Man kan så tale om den psykologiske faktor. Altså bevidstheden hos donor, recipienter og børn om de mange genetiske slægtninge. Men det kan også være noget positivt.
For anonyme donorer er det ligegyldigt om der er 10 eller 100 børn, for det bliver aldrig relevant. Det er kun for ikke-anonyme donorer, hvor det ligger i kortene, at kontakten vil kunne ske i fremtiden. Her kan det være overvældende for mange donorer, børn og recipienter hvis der pludselig er 50 eller 100 + deres familier, man skal forholde sig til. Derfor kan ikke-anonyme donorer også sætte sin egen personlige grænse.
HUSK: Der er tale om kønscelledonorer. Far og mor er dem der får børnene!

Hvorfor er det et etisk problem at en sædDONOR er 'ophavsmand' til 100+ børn? Jeg kunne forstå hvis det var en mand, der havde 50 koner og over 100 børn. Men disse mænd donerer jo sæd, og gør, at nogle andre mennesker rundt omkring i verden, kan realisere deres livsdrøm om at stifte familie. Jeg føler absolut ingen afsky over antallet af børn, hvis eksistens nogle donorer har bidraget til. Dér synes jeg at Etisk Råd går for vidt, og bliver for gammelmands-konservativ-snobbede. Og er der helt ærligt ikke vigtigere ting vi kunne bruge spalteplads på i medierne? Jeg synes at det er en omgang ligegyldig snak. Så længe reglerne bliver overholdt i Danmark, kan Etisk Råd vel ikke blande sig? Og det burde de egentlig heller ikke! Brug tiden, pengene og pladsen på nogle mere fornuftige og samfundsaktuelle problematikker, i stedet for denne omgang "nu-skal-vi-have-alle-til-at-være-forargede"-snik-snak. Spild af tid og plads!

De her mænd er ikke FÆDRE.

De er DONORER!

Det er 2 forskellige ting.

Det er blevet en industri at lade sig forarge, og pudse sin glorie på bekostning af hvem som helst - og hvad som helst.

Stop Jer selv!