Kommentar

Berlingskes forlig med Haitham Al-Haddad

Ansvarshavende chefredaktør på Berlingske, Tom Jensen.
Ansvarshavende chefredaktør på Berlingske, Tom Jensen.

I det seneste døgns tid har der været fornyet offentlig debat om den britiske imam Haitham Al-Haddad og Islamisk Trossamfunds fælles trusler om sagsanlæg mod flere danske politikere, debattører og Radio 24syv.

I den sammenhæng har det været omtalt, at Berlingske i oktober indgik et forlig med den pågældende imam, hvis yderligtgående holdninger til blandt andet stening, jøder og homoseksualitet har været omdiskuteret i forbindelse med møder, han har optrådt på i regi af Islamisk Trossamfund.

Det er korrekt, at Berlingske i oktober indgik et sådant forlig. Det skete på baggrund af en artikel bragt i avisen 29. august, hvor der viste sig ikke at være dækning eller dokumentation for en enkelt formulering om, at Haitham Al-Haddad skulle have »hyldet Osama bin Laden«. Det var der ikke grundlag for at skrive. Derfor indgik Berlingske forliget og betalte 10.000 kroner plus sagsomkostninger.

Derimod var der fuld dækning for at skrive, at Haitham Al-Haddad har udtalt, at »jøder nedstammer fra aber og svin«, at »utro kvinder skal stenes« og i øvrigt »frit kan voldtages eller bankes af deres mænd«, og for formuleringer om, at Al-Haddad har kaldt homoseksualitet en »forbrydelse mod menneskeheden«.

Forliget omfattede ikke disse helt korrekte beskrivelser af den pågældende prædikants ekstreme holdninger.

Siden har det vist sig, at Berlingskes forlig nu bruges til at forsøge at presse en række andre stemmer i den danske samfundsdebat til at indgå lignende forlig. Berlingskes aftale nævnes angiveligt specifikt i de breve med trusler om sagsanlæg, som er udsendt til en række politikere i Københavns Borgerrepræsentation, debattøreren som Geeti Amiri og Radio 24syv.

Da Berlingske indgik forliget, skete det på baggrund af en iskold juridisk vurdering af, om vi i avisen havde brugt formuleringer om imam Haitham Al-Haddad, som der ikke var dækning for. Derfor er der ikke tale om, at Berlingske nu kan eller vil fortryde indgåelsen af forliget, selv om vi på daværende tidspunkt ikke vidste, at en lignende metode ville blive brugt over for andre.

Forliget må vi stå ved. Ikke fordi det er behageligt at indgå forlig med folk, der har den slags holdninger, som Haitham Al-Haddad turnerer rundt med. Men alene fordi der ikke var dækning for den helt specifikke formulering bragt i Berlingske 29. august om hyldesten til Osama bin Laden.

Alligevel er der grund til på det kraftigste at tage afstand fra, at Berlingske-forliget nu bruges som led i presset mod andre, der som led i den offentlige debat har udtalt sig kritisk om Haitham Al-Haddad og Islamisk Trossamfund. Det er forkasteligt, at de to parter i fællesskab nu handler på en måde, der kan fortolkes som forsøg på at lukke munden på kritiske røster i det danske samfund.

Det kan samtidig undre, at Islamisk Trossamfund lader sig spænde for dén vogn, hvis organisationen ønsker nogen som helst fremtidig respekt som repræsentant for muslimer i Danmark.

Og samtidig er det vigtigt at slå fast, at hvis Haitham Al-Haddad med indgåelsen af forliget med Berlingske tror, at han dermed har skræmt os til tavshed og til at undlade fremover at skrive kritisk om ham eller om Islamisk Trossamfund, så må han - og Islamisk Trossamfund - tro om igen. Tværtimod har de to parter med deres seneste juridiske skridt alene bidraget til, at der vil blive sat fornyet kritisk fokus på både prædikant og organisation, også i Berlingske.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.