Berlingske lancerer ny børneavis

De 6-12-årige vil fremover kunne læse om alt fra Justin Bieber til Ukraine-konflikten i Berlingskes nye printavis, Kids’ News, der udkommer én gang om ugen fra 25. april.

Konflikten på Krimhalvøen og katastrofen i Syrien fylder også i børnehøjde, og derfor lancerer Berlingske nu en ny landsdækkende printavis, der henvender sig direkte til børn.

Kids’ News, som avisen hedder, er for de 6-12-årige og skal have nyhedsstof som omdrejningspunkt. Nyheder om alt fra hvordan du sætter dit hår som Justin Bieber, til historier om hvad det egentlig er, der sker i Ukraine.

»Vi synes, der mangler en avis til børn. Der er masser af medieprodukter derude i landskabet, og børn bombarderes med alle mulige forskellige former for information i dag. Vi mener, at der mangler noget til at hjælpe børnene med at navigere i hele det her informationshav, de befinder sig i. Derfor har vi sat os for at tage den opgave på os at lave en avis til børn,« forklarer Lisbeth Knudsen, der er koncernchef for Berlingske Media og ansvarshavende chefredaktør for Berlingske.

Kids’ News udkommer første gang 25. april og vil efterfølgende udkomme hver fredag med 24 siders nyheder, quizzer og billeder for de 6-12-årige.

Lisbeth Knudsen: Vi skaber kontakt til fremtidens mediebrugere

At Berlingske lancerer en printavis midt i en landsdækkende krise for papirmedierne har Lisbeth Knudsen følgende forklaring på:

»Vi har lavet en rigtig grundig analyse forud for lanceringen af denne her avis, og den analyse viser, at både børn og forældre søger noget, som er offline. De er simpelthen så meget på alle mulige skærme i løbet af dagen, så det er meget attraktivt for dem at have noget, der står stille, og som de kan koncentrere sig om og fordybe sig i,« siger hun og tilføjer, at Kids’ News selvfølgelig også vil være tilgængelig på tablet og på computer.

Børneavisen henvender sig både til forældre, bedsteforældre og skoler, og idéen er, at de helt små kan læse avisen sammen med deres forældre, mens de lidt ældre selv kan fordybe sig i nyhederne.

Berlingskes chefredaktør Jens Grund fastslår, at avisen ikke blot er henvendt til Berlingske-læsernes børn - den er landsdækkende.

»Vi laver en avis, som henvender sig bredt. Det er ikke en politisk avis, og det er ikke en borgerlig avis, men det er en børneavis, som i princippet kan læses af alle, uanset om de bor øst eller vest for Storebælt,« siger han.

Kids' News-redaktør: Der er et stort behov for nyhedsformidling til børn

Også Jens Grund understreger behovet for, at børnene fra online-generationen kan sætte sig ned med en fysisk avis mellem hænderne og blive klogere på store og komplekse problemstillinger skrevet i et let og forståeligt sprog.

Berlingskes chefredaktører Jens Grund, Lisbeth Knudsen og Tom Jensen ved onsdagens lancering af Berlingskes nye børneavis.
Berlingskes chefredaktører Jens Grund, Lisbeth Knudsen og Tom Jensen ved onsdagens lancering af Berlingskes nye børneavis.

»Nu giver vi børnene en avis, som har en begyndelse og en slutning. Noget, de kan fordybe sig i. Det er vores opgave at sætte de store historier ind i en sammenhæng, sådan at det ikke bliver så skræmmende. Vi skal få forklaret, hvad det handler om og få afmystificeret den store skræmmende virkelighed,« pointerer Jens Grund.

Kids’ News bliver trykt i mellem 6.500 og 7.000 eksemplarer. Læs meget mere på kidsnews.dk.

TV: Lisbeth Knudsen: Vi skaber kontakt til fremtidens mediebrugere:

 

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.