Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Bent Hansens skadestueløfte aldrig indfriet

Unge læger står stadig alene med ansvar og nattevagter på landets skadestuer trods Danske Regioners Bent Hansens løfte om det modsatte.

Det er mere end to år siden. Men Danske Regioners formand Bent Hansen (S) har ikke indfriet sit løfte til danskerne om, at der skal mere rutine og erfaring ind i behandlingen på landets skadestuer. Han er for stor i slaget og leverer for lidt, mener Venstre på Christiansborg.

Kritikken kommer, efter Bent Hansen talrige gange har lovet, at når syge danskere opsøger hjælp på skadestuen, skal de modtages af erfarne speciallæger.

Senest i oktober 2009 hvor Bent Hansen sagde, at det inden for to år skulle være slut med, at unge læger står alene i front på skadestuerne.

Men i dag, to år senere, er intet ændret. Som Berlingske beskrev i går, består langt hovedparten af det lægelige personale, som tager imod syge danskere på skadestuen, fortsat af nyuddannede læger eller af læger under uddannelse. Speciallægerne, som skulle tage imod danskere, arbejder ofte på andre afdelinger på hospitalet og skal tilkaldes pr. telefon, hvis de unge læger har brug for hjælp. Det går ud over kvaliteten, ventetiden og patientsikkerheden, advarede foreningen Yngre Læger.

Den advarsel skal tages dybt alvorligt, og Bent Hansen må træde i karakter, mener Venstres sundhedsordfører, Sophie Løhde:

»Han er meget stor i slaget, men det kniber gevaldigt, når det kommer til at udvise handling. Det siger noget om ham som formand, at han kan love det her i mange år, uden at der sker noget. Men jeg har en klar forventning om, at Danske Regioner sammen med sundhedsministeren fremlægger initiativer til, hvad man vil gøre ved det her,« siger Sophie Løhde med henvisning til, at sundhedsminister Astrid Krag (SF) på fredag mødes med Danske Regioner for at ud finde af, hvad der skal gøres ved problemerne med lange ventetider på skadestuerne.

Bent Hansen erkender, at han ikke har leveret:

»Det var lige lovligt optimistisk, må jeg erkende nu. Vi havde det som topprioritet ved de seneste overenskomstforhandlinger med Overlægeforeningen, som stejlede fuldstændig over at skulle gå i akutvagter, og vi vurderede, at det ikke var værd at tage en strejke på. Men det står stadig øverst på vores dagsorden, og det ligger helt fast, at der på de store akutmodtagelser skal stå speciallæger klar til at tage sig af de alvorligt syge patienter,« siger Bent Hansen.

Ventetid på mindst et år endnu

Han tilføjer dog, at der først skal forhandles med overlægerne igen om et år - og at der derfor vil gå yderligere mindst et år, før de erfarne læger kommer i front som lovet.

Overlægeforeningen afviser kategorisk, at det er deres overenskomst, der blokerer for at få flere speciallæger i front.

-Bent Hansen udtalelser viser, at han er parat til at lyve for at undgå at blive stillet til ansvar for sine løfter. Vi går allerede i vagt, og vores overenskomst hindrer ikke, at overlæger pålægges akutvagter, for reglerne er de samme som de yngre læger, der er i front. Det ved man også på mange sygehuse, der for tiden sætter flere overlæger i akutvagt. At Bent Hansen lader som om, at overenskomsten blokerer, er dybt pinligt og ansvarsforflygtigelse af værste skuffe, siger Overlægeforeningens formand, Anja Mitchell.

Både SFs sundhedsordfører Jonas Dahl samt Dansk Selskab for Akutmedicin mener, at der bør oprettes et decideret lægespeciale i akutmedicin. Kun på den måde kan det blive attraktivt for speciallæger at tage de sene aften- og nattevagter med mange patienter på skadestuerne.