Beboere har fået nok af natten

En lang række beboere i København er frustrerede over et stigende støjniveau fra nattelivet. En »pinlig kopi af Sunny Beach«, lyder det blandt andet. Kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev lover, at der vil blive udstedt færre nye bevillinger.

Klokken er lidt over det tidspunkt, hvor promillen forventes anstændig en torsdag nat i København. En gruppe unge mænd har samlet sig foran en af barerne i Indre By. Let opstemte, højt råbende. Det er vist noget med en pige. På vej forbi dem passerer man de første tre klatter opkast placeret på en, ser det ud til, nøje planlægt række.

Selv om regnen holder de fleste væk fra gaden denne torsdag aften, samler små grupper af feststemte mennesker sig foran byens barer i pauserne mellem bygerne. Cigaretrygende og diskuterende på en måde, som man kun gør i en god brandert.

Det er dog ingenting i forhold til, hvad man på en tør og lidt lunere fredag eller lørdag aften kan opleve omkring Gråbrødretorv, Gothersgade og Sværtegade. Larmen fra menneskemængderne er taget til de senere år, i takt med at rygeloven har tvunget folk på gaderne, og barerne i stigende grad har fået lov at holde åbent til klokken fem flere dage om ugen. Det konkluderer både myndighederne og politikerne på Københavns Rådhus.

Bevillingsnævnet har været med til at give 255 nattilladelser til beværtninger i Københavns Kommune i 2012. Kun otte afslag blev der givet, skriver Berlingske.

De mange tilladelser har nu fået en række vrede beboere i flere af Indre Bys kvarterer til at sige stop. Nogle af dem er en sammenslutning af 90 beboere og erhvervsdrivende i Frimands Kvarter omkring Gråbrødretorv. De skriver i en e-mail til Berlingske, at »Københavns historiske bydel om natten ligner en pinlig kopi af Bulgariens Sunny Beach«.

Nattelivet i Indre By har nok ikke nået samme højder som det berygtede drukinferno ved Sortehavet endnu, men en tur gennem Indre By en fredag eller lørdag aften giver syn for sagen med tætpakkede gader, hvor feststemte, fulde og højtråbende mennesker slår sig løs. Og dagene derpå er opkast, skrald og urin i gaderne ikke et særsyn ifølge beboerne.

- En lang række borgere oplever, at der er kommet mere tryk på nattelivet de seneste år. Vi er jo ikke imod natteliv, men det skal være mere balanceret. Det har altid fungeret, men nu er det altså gået over gevind. Det er blevet for meget, siger Bent Lohmann, Formand for Indre Bys Lokaludvalg, til Berlingske.

Også beboere i Nørre Kvarter har udtrykt utilfredshed med støjen.

Københavns Politi bekræfter, at støjen er taget til i restaurations- og cafémiljøet i den indre del af København. Men det er begrænset, hvad ordensmagten kan gøre, når loven overholdes af restaurationerne.

- Når man bor i en storby, må man være klar på støj, siger Lars-Christian Borg, politikommissær ved Københavns Politi, til Berlingske.

Restauratørerne bryder ikke loven, fordi gæster larmer ude i gaden, og derfor kan kommunen ikke fjerne en bars bevilling uden videre.

Kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune, Pia Allerslev (V), får rigtig mange klager over støj fra nattelivet. Især fra børnefamilier. Borgmesteren fastholder, at der ikke gives særlig mange nye tilladelser, og at en stor del af nattilladelserne er fornyelser af eksisterende tilladelser.

- Men der er selvfølgelig en pointe i, at der er mere støj i gaden, end der har været tidligere. Jeg forstår godt de berørte, men meget af det, de brokker sig over, kan vi ikke gøre så meget ved, siger Pia Allerslev, der dog pointerer, at der ikke er brug for flere beværtninger.

- Mæthedspunktet er nået. Der skal måske være lidt færre beværtninger. Der er i hvert fald ikke brug for flere værtshuse, og der er udsigt til, at der bliver udstedt færre nye bevillinger, siger Pia Allerslev til Berlingske.

Adam Falbert, der ejer 12 restaurationer i Københavns natteliv, som blandt andet tæller Den Glade Gris, Heidis Bierbar og The Australian Bar i Indre By, mener ikke, at problemerne løses ved at lukke barerne tidligere. Han nikker dog genkendende til, at der er kommet mere liv og larm i gaderne om natten de senere år, men fastholder, at larmen ikke stammer fra selve barerne, men fra de gæster, som opholder sig på gaden.

- Der er gadefest hver aften. Især fordi 7-eleven og lignende butikker har åbent hele natten. Alle diskoteker og barer er underlagt skrappe regler for støjniveau, så det er ikke støj inde fra restaurationerne, men fra gaden. Det hjælper ikke at skære ned på antallet af bevillinger, for det får ikke færre folk til at gå ud, siger Adam Falbert.

Han medgiver dog, at beboerne selvfølgelig ikke skal finde sig i alt, men »at man må acceptere mere larm, når man bor i Indre By, end man må, når man bor i Ølstykke«.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.