»Bare de ville spise flæskesteg. Det har jeg da tænkt«

De nærmer sig de 40 procent ude i Ishøj. Den høje andel af borgere med anden etnisk herkomst, andre kommuner frygter. Engang var borgmester Ole Bjørstorp (S) bange for, at Ishøj ville ende som ghetto. I dag er han nødvendig optimist.

Når et parcelhus bliver sat til salg i Ishøj, sker der ofte det, at to familier køber et hus sammen, og mindst seks mennesker rykker ind. Med efternavne på postkassen, der klinger af alt andet end Jensen og Nielsen, flytter der hvert år borgere til kommunen, der er med til at til bringe den statistik op, som de alle går rundt og taler om.

Ole Bjørstorp har set det ske.

Da han begyndte i byrådet, lå den på otte. Igennem årene voksede den støt. 12, 20, 25. Pludselig var den over de 30 procent, andelen af indvandrere og efterkommere i kommunen.

»Nu nærmer den sig snart de 40 procent. Da jeg overtog borgmesterposten, troede jeg, at nu var det nok overstået. Det var jo naivt at tro, at indvandringen ville stoppe. Det må man aldrig tro. Vi er lige nu en nulkommune, men de nye flygtninge vil flytte hertil om tre år, når de kan, fordi de kender nogle herude,« siger Ishøjs socialdemokratiske borgmester.

Tilbage i 1970erne sagde danskerne det højt om satellit-kommunen vestpå. I hans første tid som byrådsmedlem talte de også konstant om det. Borgerne, der blev ved med at komme fra lande som Tyrkiet og Pakistan og ændrede den lokale demografi.

Årtier med samme refræn

Årti for årti har historien gentaget sig med det samme refræn: Ishøj ender som en ghetto. For ti år siden var Ole Bjørstorp ærlig talt også bange for, at det ville ske.

»Da fik vi i boligområderne så mange, der flyttede ind. Men vi fik den fulde ret til boliganvisning i samtlige boligselskaber, så vi kunne regulere indflytningen. Vi har kørt det i syv år nu, og boligselskaberne har accepteret det. De havde jo samme frygt. Hvis vi fortsætter ad samme vej, bliver Ishøj ikke en ghetto. Der er jeg fuldstændig rolig.«

Her kommer borgmesteren for alle dem på kontanthjælp. Det er den gængse fordom, han er blevet konfronteret med. Godt nok er Ishøj den mest etnisk mangfoldige plet på danmarkskortet. Det er samtidig også en af de kommuner, der er bedst til at få »de fremmedsprogede«, som han selv kalder dem, i arbejde. Herude er man rundet af, at man selv fandt en kur mod hovedpinen. Derfor ryster borgmesteren også på hovedet af de kommuner, der i dag beklager sig.

»Selv om mange kommuner i øjeblikket himler op om, at de ikke kan klare det, skal man ikke være bange for den proces. Da jeg hørte om Gentoftes idé med at flytte flygtninge ind på slottene, troede jeg, at det var en vittighed. Men han er jo smart, borgmesteren derude.«

Borgmester for 11 nationaliteter

Borgmesterkæden har været ekstra tung, når tallene er steget. Ledigheden. Kriminaliteten. Radikaliseringen af unge, der burde være mere fascineret af skolebøger end islamisme. Direkte adspurgt om han i dag ser sig selv som borgmester for en kommune med problemer, lyder svaret nej.

»Det ville jeg nok have gjort for 15 år siden. I dag er de fleste af de fremmedsprogede faktisk i arbejde. Dermed bidrager de også til kommunens skattegrundlag. Vi har 111 forskellige nationaliteter, og udfordringen er sådan set stadig kulturen. Vi har jo halvdelen af verden her, som jeg plejer at sige. Vores danske kultur er så meget anderledes end kulturen i Mellemøsten.«

Ja, faktisk er det hele gået hen og blevet så meget hverdag her, at man i Ishøj i de seneste fem år ikke har talt om integration. Her er man medborger uanset ens statsborgerskab. For fem år siden nedfældede man en medborgerpolitik. En tvingende nødvendighed, mente man, når nu så mange af kommunens borgere rent faktisk havde et andet efternavn end Jensen.

»Vi blev enige om, at vi jo ikke kunne blive ved med at betragte en væsentlig del af vores borgere som dem. Mange er efterkommere af indvandrere, og vi kan ikke stoppe indvandringen til Ishøj Kommune. Der vil blive ved med at komme borgere fra EU. Fra Bulgarien, Polen og andre lande. Vi får hele tiden flere fremmedsprogede, og tilbage i 2008 sagde vi, at det blev vi altså nødt til at gøre noget ved. Det var der, ideen opstod. Vi skulle lave en medborgerpolitik, hvor vi ikke hele tiden skulle tale om dem og os,« siger borgmesteren.

Ole Bjørstorp gjorde dengang det, han altid har gjort. Han tog ud til foreningerne for tyrkerne og alle de andre etniske grupper. Der, hvor mændene bestemmer. Til møderne gentog han igen og igen, at der ikke var problemer, men udfordringer. At de alle var Ishøj-borgere. Langsomt trængte tanken ind.

»De blev mere positive i de fremmedsprogede kredse, og nogle af dem kom også med i byrådet. Mange danskere i kommunen stejlede over den tanke. De negative røster sagde, at det var for blødt. At vi favoriserede indvandrerne for meget. Men en ting, der ledte op til beslutningen, var, at vi havde over 50 procent af elever med anden etnisk baggrund. Vi ville gerne skabe et større kulturelt fællesskab. Vi ville gerne et skridt videre, så det hele ikke blev anskuet som et stort problem.«

Svær proces

Her i 2016 tror Ole Bjørstorp ikke på, at vi som samfund kommer helt væk fra den der med dem og os. Alligevel må man forsøge at bevæge sig fra den.

»Hvis vi ikke forsøger at løse det, kommer vi som kommune til at stå med ryggen imod muren. Uanset om man kan lide det eller ej, er Ishøj en multikulturel kommune. Man kan ikke løbe fra sin befolkningssammensætning. Kommunen er jo også blevet bygget op omkring det. Vi står stadig i en proces, hvor vi vokser som bykommune, og den proces er svær.«

Alt bliver sagt med en mild, forstående tone. Som en skolelærer, der har sagt det her før og ved, at han lige om snart skal sige det igen til dem derude på den anden side af kommunegrænsen, der spørger. Samme tone dukker op i hans stemme, når han taler om det ord, som alligevel har taget bo i hans vokabularium: Integration.

»Bare de ville spise flæskesteg. Det har jeg da tænkt. Min oprindelige tankegang har været, at det var da fandens, at de ikke kan integrere sig eller assimileres. Det kan de bare ikke. For at sige det helt lige ud. Jeg har tænkt tanken, fordi det kunne da være dejligt og ikke mindst nemt, hvis de opførte sig som danskere, når de blev danske statsborgere. Men det sker ikke. Og det vil aldrig ske.«

Regel nummer et i borgmesterens håndbog lyder, at man ikke må tage borgernes kulturelle baggrund fra dem. Så kan du ikke styre noget som helst.

»Det er det, jeg har lært igennem alle de her år. Ideen om assimilation er simpelt hen tåbelig. Men man kan godt integrere dem på den måde, at børnene går i dansk skole, og at de selv får et job. Alt andet, hvad der kommer derefter, er de små sejre. Man skal være dansk på den måde, at man skal arbejde i og for det lokalsamfund, man bor i. Det er ikke det samme, som at man opgiver sine kulturelle værdier. De spiser jo ikke flæskesteg i deres hjem, og hvorfor i alverden skulle de også gøre det?« siger han.

Her i 2016 ligger de rødglødende følelser fra Muhammed-tegningerne stadig under overfladen og ulmer. Det er han den første til at indrømme. Ishøj har også meget at lære, når det gælder kriminaliteten blandt de unge og de parallelsamfund, der stadig er her.

»Det er naivt at tro, at man i de fremmedsprogede samfund lader børnene og især pigerne selv bestemme, hvem man skal gifte sig med. Det har ikke ændret sig. Det foregår stadigvæk. Vi kan ikke bryde deres kultur op, men vi skal ind bag ved facaden og vise en interesse i stedet for at sidde med armene over kors. De kommer jo selv og siger til mig, at de gerne vil have mere kontakt.«

Tror på multikulturelt samfund

Nogen siger, at man ikke kan. At ideen om det multikulturelle samfund blot er en idé. Ole Bjørstorp er ligeglad med, hvad de siger. Han har i årevis været øverste mand i en virkelighed, hvor man bliver nødt til at tro på det.

»Det kan godt lade sig gøre at vi bor side om side. Det kræver en høj tolerancetærskel, konstante tiltag, besøg hos foreningerne, fælles arrangementer, og der skal stilles krav til, at de går ind i lokalsamfundet, som det nu engang ser ud. Vi laver det ikke om for deres skyld.«

Man har altid råbt op herude fra Ishøj. Den tidligere borgmester Per Madsen gjorde det så ofte, at Socialdemokraterne selv blev trætte af ham. Ole Bjørstorp har fortsat traditionen og gav for nyligt sin uforbeholdne mening om flygtningelandsbyerne. En idé, som ifølge ham viser, at integrationsspørgsmålet er blevet bragt så meget ned i flyvehøjde, at man nu hele tiden tramper rundt i det.

»Hvis man skulle bygge sådan noget her i Ishøj, ville man skyde hele integrationsprocessen 25 år tilbage. Uanset hvilke gode tanker man måtte have om det, vil det hedde sig: Her bor vi, og der bor de. Det duer ikke. De skal ind og bo i de områder, hvor der bor mennesker i forvejen.«

Procenten vil fortsat stige. År for år vil der komme mennesker, der enten indvandrer eller flygter hertil. Manden, der har lært at leve med det tal, mener, at den situation kan man ligeså godt tage bestik af i stedet for at håbe på, at folk rejser væk igen. For folk bliver boende. De henter deres familier hertil. Ligesom de gjorde det tilbage i 1970erne. Ligesom de gjorde det i 1990erne. Ligesom de vil gøre det den dag, hvor tallet hedder 50 procent.

»Ishøj er jo et bevis på at det godt kan lade sig gøre. Det siges jo, at samfundet vil bryde sammen, når der kommer for mange. Vi fik for mange dengang. Vores økonomi var ikke særlig god. Og vi står stadig.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.