Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Arveligt overvægtige er gladere

Danskere, der er arveligt disponerede for overvægt, svarer i en undersøgelse langt mere positivt på spørgsmål om deres humør, end normalvægtige.

Overvægt er ikke i sig selv en tung byrde, der gør livet surt, trist og uoverkommeligt. Tværtimod ser det ud til, at danskere, der er arveligt disponerede for overvægt, generelt er i bedre humør end de, der ikke får badevægtens viser til at nå unormale højder. I direkte strid med en række befolkningsundersøgelser, der knytter en sammenhæng mellem overvægt og dårligt humør, tyder en stor britisk-dansk undersøgelse nu på, at overvægt ikke i sig selv gør folk tristere til mode. Undersøgelsen viser i stedet, at arveligt overvægtige og fede generelt svarer langt mere positivt på spørgsmål om stress, nervøsitet og uoverkommelighed.

Undersøgelsen omfatter data fra 53.000 danskere, der har afleveret oplysninger og DNA til den såkaldte Herlev-Østerbro-undersøgelse. Og forskere fra Herlev Hospital, Københavns Universitet og universitetet i Bristol har sammenlignet svar fra normalvægtige med svar afgivet af deltagere, der er arveligt belastede med to genvarianter, som disponerer for overvægt.

Hønen og ægget

En af forskerne bag undersøgelsen, overlæge Børge Nordestgaard, Herlev Hospital, siger, at undersøgelsen kan være med til at kaste lys over det »hønen og ægget«-spørgsmål, der kendetegner sammenhængen mellem overvægt og mismod.

»En række befolkningsundersøgelser kommer frem til, at overvægt øger risikoen for, at folk bliver nedtrykte, måske fordi der bliver set ned på dem. Men vores resultat tyder på, at overvægten i sig selv ikke gør folk kede af det. Sammenhængen er snarere omvendt, nemlig at man kan blive overvægtig af at være ked af det. Det starter ikke med overvægten men med det dårlige humør, og er humøret så dårligt, at der er tale om en egentlig depression, kan medicinen mod depressionen også som bivirkning give overvægt,« siger Børge Nordestgaard.

Han mener, at undersøgelsen generelt bidrager med nyttig viden til kampen mod overvægt og de sygdomme, der kan være overvægtens følgesvende som for eksempel sukkersyge og hjertekarlidelser. I et videre perspektiv tyder undersøgelsen på, at et samfund, der begrænser mistrivsel, som tillægsgevinst kan få begrænset antallet af fede og overvægtige og dermed nedbringe forekomsten af livsstilssygdomme.

Uopdaget årsagssammenhæng

Børge Nordestgaard understreger dog, at en anden mulig forklaring på sammenhængen mellem mismod og overvægt kan være en fælles årsag til begge dele på en gang, som endnu ikke er forstået.

Den opsigtsvækkende dansk-britiske undersøgelse er offentliggjort i det lægevidenskabelige tidsskrift Journal of Internal Medicine, der også har ofret en ledende artikel på undersøgelsen. Lederen kalder undersøgelsen et interessant bidrag til forståelsen af sammenhængen mellem nedtrykthed og fedme. Men den peger også på en række forbehold. Den arvelige overvægt repræsenterer typisk kun begrænset overvægt og en noget mindre rent britisk undersøgelse når et andet resultat, end det dansk-britiske hold, fremhæver lederen.