I dag procederer forsvareren og anklageren for nævningene, der derefter skal vurdere, om Lisa Sofie Engelhardt Andersen blev myrdet af sin eksmand.
7. februar 2012, 10:42 – opdateret 7. februar 2012, 10:56
Han forlod ikke lejligheden den nat, Lisa Andersen blev kværket og begravet, har ekskærestens mor fortalt om sin søn. Den forklaring er komplet utroværdig, fastslår anklageren under sin afsluttende procedure i i sagen mod 49-årige JP, der er tiltalt for at myrde og begrave sin tidligere samleverske gennem 15 år, Lisa Andersen.
- Af de mange forklaringer, vi har hørt under sagen, kan man opstille sin egen skala over troværdighed. I den høje ende ligger ejendomsmægler, Lisas søster og bror og tandlægekollegaernes forklaringer. De afgivet på rolig sikker og sammenhængende måde. De var ikke skiftende eller afveg, siger anklager Christian Schrøder i sin procedure ifølge B.T.
- I den anden ende af skalaen ligger tiltaltes og navnlig hans mor, M's forklaring. De er præget af at være skiftende, forbeholdne og i modstrid med det, man tidligere har forklaret til politiet - som også er indbyrdes modstridende, opsummerer anklageren.
Han hæfter sig ved, at Lisa Andersens eks-kæreste JP og hans mor først afgav enslydende forklaringer til politiet, efter at der på moderens computer var fundet et dokument, der i detaljer beskrev, hvad eks-kæresten og moderen havde foretaget sig på drabsdagen.
- Og det er ikke, fordi de fortæller sandheden, men fordi de sammen opbygger en historie.
Skrev på sin arm
Og den mistanke har moderen siden bestyrket, da hun blev taget i - under et besøg i arresten hos sin søn - at forsøge at smugle et spørgsmål om begivenhederne på drabsdagen ind i fængslet, anfører Christian Schrøder.
'Kom du direkte over til F (sønnen, red.) og mig efter tandlægen d 22', stod der på M's arm den dag. Hun er siden idømt 10 dagbøder af 100 kr. for den handling.
- Allerede da forklaringen var overstået fra M, var jeg overbevist om, at det var ikke én, man kunne fæstne lid til. Til sidst kom detaljen om besøget i arresten også. M har skrevet et spørgsmål ned på sin arm, som hun åbenbart har fået afklaret, så hun kan forklare det rigtige, når hun kommer i retten. Derfor kan man ikke fæstne lid til det alibi, hun forsøger at give tiltalte for den 22. december om aftenen, fastslår Christian Schrøder.
Nægter sig skyldig
Sønnen JP nægter sig skyldig, og hans mor er til stede, mens anklageren procederer. Med jævne mellemrum - som hun også har gjort det under tidligere vidneforklaringer - fnyser hun, ryster på hovedet eller sukker dybt.
- Det er min opfattelse at tiltalte kan dømmes for drabet, for den usømmelige omgang med lig og naturligvis også tillægsforholdene (våben, red.). Jeg tror desværre aldrig, at vi får at vide, præcis hvad der er sket, men vi kan lægge til grund, at hun er kommet hjem efter arbejde, hun er blevet fundet i graven, og det er sket for tiltaltes hånd, og det er også tilstrækkeligt, siger anklager Christian Schrøder.


































