»Amagermanden«

Efter drab og en række voldtægter på Amager gik politiets jagt ind på en mand, der var personificeringen af ondskab. De fandt en person, der er skræmmende normal. Over fire kapitler fortæller Berlingske historien om en serieforbryder, som først blev synlig, da politiet fik en revolutionerende kriminal-videnskab i hænde.

Kapitel 1

I 1990 er en fælled i København scene for en af de mest plagsomme uopklarede drabssager i nyere tid. Uden vidner, uden mistænkte og uden forklarligt motiv. Det skulle kræve 20 år og en revolution inden for kriminalvidenskaben, før et omrids af gerningsmanden tonede frem. Skræmmende tæt på.

Lene døde på en af de smukkeste dage i sensommeren 1990. Det er i hvert fald sådan, man forestiller sig det.

Efter et par kølige nedbørsdage besluttede sommeren at klemme sin sidste varme ud over hovedstaden i de sidste dage af august. Himlen var blå med tynde fjerskyer og vinden knap mærkbar, da den 40-årige skolelærer Lene Buchardt Rasmussen kørte fra sin lejlighed i Sydhavnen - stik sydvest på sin hjemmemalede, køkkenblå cykel.

Målet for den mørkkrøllede kvinde den 29. august var nogle kilometer væk; Amager og Kalvebod Fælled med sine sumpede græsenge, rige fugleliv og åbne vidder. Det var et stykke uberørt natur i Københavns baghave, brugt som militært øvelsesterræn og om natten berygtet for at være hjemsted for sigøjnertyper.

Et sted kvinder ikke burde færdes alene i mørke. Men i de lyse timer, på en brandvarm sommerdag som denne, var det et fristed.

Måske håbede Lene at se den havørn, hun havde observeret nogle dage tidligere.

Måske trængte hun bare til luft oven på en lang skoledag. Ingen ved det, for hun kom aldrig hjem den onsdag aften.

Hendes kæreste ventede forgæves med aftensmaden.

I FLERE DAGE GENNEMTRÆVLEDE politiets hunde og hvide Volvo-vogne det sumpede terræn. Først mandag, fem dage senere, da en helikopter kom i luften, spottede politiet Lenes SCO-cykel inde i et krat i området Fasanskoven.

Lænet, nærmest sjusket parkeret, med sin sorte trådkurv, sin hvide frakkeskåner og et fladt fordæk op ad et smalt træ.

August var blevet til september, blæsten var taget til, og ud på eftermiddagen den 3. september 1990 fandt politihunde Lene Buchardt Rasmussen. Død, gemt under en bunke kvas ikke langt fra cyklen.

Man gættede på, at hun havde været død i flere dage. Hendes cykelstyr var så voldsomt forvredet, at politiet spekulerede i, om hun var blevet påkørt. Men dødsårsagen stod klar for obducenterne: Lene Buchardt var blevet overfaldet og havde kæmpet for sit liv. Både krop og hoved bar mærker efter en form for stump vold, hun var blevet kvalt med bare næver, og til sidst var hendes trøje, en grå sweatshirt med Roger Rabbit på, bundet stramt om halsen på hende.

Hendes briller og Swatch-armbåndsur i plast med sort rem var væk. Det samme var en speciel sølvring, hvis overside havde form som en snegl med hus. I sig selv udgjorde de to genstande så ringe værdi, at berigelse ikke syntes at være et logisk motiv for et overfald.

»Det leder tanken hen på en mand, som dræber - kun for at dræbe,« sagde kriminalinspektør Wolmer Petersen dagen efter til Berlingske Tidende. Han mente, at politiet ledte efter en »gal mand med en stærk aversion mod kvinder«. Der var ikke umiddelbart tegn på et seksuelt overgreb. Lene Buchardt var, da hun blev fundet, iført »flere sæt benklæder«, som politiet beskrev det. Men ved obduktionen fandt retsmedicinerne sædpletter på hendes undertøj, en indikation på et seksuelt drevet overfald, der måske utilsigtet endte i drab. Måske fordi Lene Buchardt havde set gerningsmandens ansigt? I de efterfølgende uger finkæmmede politiet området og talte med hundredvis af potentielle vidner. To kondiløbere og en mørklødet mand, som var blevet set gå fra området, i hast og stærkt svedende med en frakke over armen, blev efterlyst.

MEN INTET FLYTTEDE SIG, kun frygten i den københavnske befolkning.

1990 havde udviklet sig til - og forbliver - et sort år for drabsafdelingen i København. Hvert år begås 40-60 mord i Danmark, et i sammenligning med udlandet forsvindende lille tal, som endda er faldende. I de gode år ligger opklaringsprocenten omkring de 90 procent.

Men da 1990 gik på hæld, kunne Københavns Politi gøre status over fire uopklarede, bestialske kvindemord begået inden for 13 måneder.

Den allerførste nat i 1990 blev den 23-årige narkoprostituerede Hanne With fundet i en blodpøl på gulvet i sin Nørrebro-lejlighed. I pinsen 1990 blev den 18-årige studine Stine Geisler fundet i Teglgårdsstræde.

Morderen havde ridset skrifttegn ind i hendes hals og ene arm, bundet hende med ledning, stoppet karklude i hendes mund og overhældt liget med bonevoks. Hun havde stadig sit nøglebundt i hånden.

Den 21. august blev den arbejdsløse korrespondent, 28-årige Anette Just Olesen overfaldet bagfra af en mand med en kniv, netop som hun låste sig ind i sin opgang på Amager. Bare en uge senere blev Lene Buchardt myrdet inden for samme postnummer.

Kunne der være tale om den samme sexgale lystmorder bag alle forbrydelser, spurgte medierne. Noget tydede på en mand, der »dræber på grund af den yderste form for sadisme: Den seksuelle tilfredsstillelse ved selve drabet,« skrev Berlingske Tidende. Da 1990 randt ud, havde kvindemordene - også det på Lene Buchardt - været genstand for avismillimeter i tusindvis, indslag i Danmarks Radios program »Uopklaret«, afhøringer og appeller til offentligheden.

Uden held: »Det er en speciel type sædelighedsforbryder, der tager ud på sådan et øde sted - personer i hans omgivelser må have en fornemmelse,« sagde daværende drabschef, Wolmer Petersen, til Politiken, da han gjorde status før årsskiftet.

»EN SPECIEL TYPE«. Det var det billede, offentligheden fik af morderen eller morderne. Gerningsmanden måtte være en anomali; en type, der tager ud en sommerdag for at nedlægge og dræbe en fremmed kvinde, endda ved fuldt dagslys og med risiko for at blive opdaget af kondiløbere og cyklende børn.

Politiet ledte, tyder al presseomtale fra dengang på, efter en undtagelse. En undtagelse fra normen i vores homogene velfærdssamfund. En, der aldrig kunne blive en af vore, og da slet ikke en accepteret ven, tillidsvækkende nabo eller en, vi ville betro vores børn.

Det er sådan, vi helst vil se ondskaben.

Sådan vi ser den i film, i storsælgende krimier og i mareridt. Som fremmed for os. I film er det altid ham med det utidssvarende overskæg, den sære interesse, den gruopvækkende oplevelse i barndommen, der er den onde.

Men ingen stak ud på den måde i Lene-sagen. Som årene gik, løb man tør for spor at tjekke. Den bedste teori, politiet havde, var, at morderen var den mørklødede mand, der blev set haste svedende ud af Fasanskoven. Måske var han en udlænding, der var forsvundet over Øresund eller syd for grænsen.

Væk.

Lenes mord blev arkiveret under »uopklaret«. Afhøringsrapporterne og billederne blev lagt væk. Politiet havde knap et brugbart omrids af gerningsmanden.

Hvis de skulle løse gåden, ville de være nødt til at komme så tæt på ham, at hans umiddelbare lighed med alle andre yngre mænd ville opløses, og hans individuelle særkende, noget han aldrig ville kunne flygte fra, ville træde utvetydigt frem.

Den metode, den teknik, fandtes knap endnu. Slet ikke i tilstrækkelig forfinet form. Men den var på vej. Ude i verden havde politiarbejdet ikke oplevet de store revolutioner, siden Scotland Yard i 1901 godkendte fingeraftrykket som identifikationsmetode.

Nu var en - måske den største - revolution i moderne kriminalvidenskab og nøglen til Lene-sagen på vej.

EN DAG SENT I NOVEMBER 1983 forlod den 15-årige skolepige Lynda Mann sit hjem i en landsby uden for Leicester for at besøge en veninde. Hun kom aldrig hjem. Knap tre år senere, i juli 1986, skød den jævnaldrende Dawn Ashworth genvej hjem fra skole og forsvandt.

Begge 15-årige piger blev fundet få dage efter deres forsvinden, voldtaget og kvalt.

Ligheden mellem ofrene og fremgangsmåden - morderens modus operandi - var, trods tre mellemliggende år, slående. Frygten voksede i det engelske landsbymiljø, presset på politiet ligeså, og et hidtil uset antal betjente, 200, blev sat ind.

Mistanken faldt snart på en 17-årig opvaskerdreng, Richard Buckland, en afviger i landsbysamfundet. Han viste en bizar interesse for Dawn Ashworth.

Da efterforskerne gik hårdere til ham, fremstammede han en skiftevis detaljeret, skiftevis vrøvlet tilståelse af mordet på Dawn. Voldtægten og mordet på Lynda Mann derimod benægtede han uanset, hvor brysk en afhøring kriminalfolkene bød den halvvoksne dreng.

Med den retsmedicinske teknik, man havde til rådighed i 1983, havde politiet fundet og analyseret en sædplet på Lynda Manns lig. Med en såkaldt serologisk analyse var retsmedicinerne i stand til at bestemme blodtype og en enzymprofil, som matchede ti procent af de britiske mænd. Sædpletter fundet på Dawn viste samme resultat. Men uden andre indicier stod sagen reelt åben.

PÅ DET LOKALE UNIVERSITY of Leicester sad den 36-årige genetiker Alec Jeffreys og nørdede den, da han fik en forsigtig henvendelse fra politiet. De havde læst om ham i lokalavisen. Som otteårig havde Alec Jeffreys fået et kemisæt af sin far; det sprang i luften og gav ham et ar på hagen, som han bar med sig gennem studierne i biokemi og genetik på universitetet i Oxford.

I sin forskning begyndte Jeffreys at interessere sig for de genetiske variationer mellem individer. DNA, det arvebærende materiale, der findes i kroppens celler, var blevet opdaget næsten 100 år tidligere, men Alec Jeffreys havde netop opdaget en metode til at kortlægge gentagne sekvenser i DNAets opbygning.

Det var hans livs »halleluja« -øjeblik, da han en morgen stod og så på et kraftigt forstørret røntgenbillede af DNA: »Jeg kiggede på det og tænkte ' sikke et kompliceret rod', men med ét indså jeg, at der var et mønster. Der var et niveau af individuel specificitet, som var lysår foran alt, vi nogensinde havde set,« siger Jeffreys til tidsskriftet The Human Genome.

Alec Jeffreys fandt ud af, at hvert individ havde sit særegne mønster, sit specifikke antal gentagelser i DNAets opbygning.

Potentialet for opdagelsen var enorm. Med dét, han døbte »det genetiske fingeraftryk«, kunne man afgøre tidens varmeste politiske emne; faderskabs-og immigrationssager. Flere år senere var det også Alec Jeffreys, der slog fast, at en lårbensknogle fundet i Brasilien i 1985 tilhørte den eftersøgte naziforbryder, dr. Josef Mengele.

Lige nu, efter to uopklarede pigedrab, kunne Alec Jeffreys hjælpe politiet.

Drabsefterforskerne bad Jeffreys udtrække en DNA-profil på sædpletterne fra de to myrdede piger og sammenligne med en blodprøve fra deres mistænkte, 17-årige Richard Buckland.

Resultatet rystede dem. For Jeffreys resultater viste, at det var den samme mand, der stod bag begge mord. Men den mand var ikke Richard Buckland.

I JANUAR 1987 iværksatte politiet så en hidtil uset aktion. I en operation, som fik øgenavnet »The Blooding«, bad politiet alle mænd mellem 17 og 34 år i lokalområdet aflevere en blodprøve for at udelukke sig selv som mistænkte.

Månederne gik. 5.000 mænd afleverede blod-eller spytprøver, men resultatet kom ikke. Ikke før en bagerjomfru fra Leicester henvendte sig. Hun havde overhørt en kollega prale med, at han havde fået 200 pund for at aflevere en blodprøve på en vens vegne. Vennens navn var Colin Pitchfork, en 27-årig bager fra en ærketypisk middelklassebaggrund og med et upåfaldende liv i Leicesters opland. Han var gift med en socialpædagog, som han havde mødt som voluntør på et børnehjem.

Colin Pitchfork var undselig, nydelig, god ved børn. Og et 100 procent match til sædpletterne på de døde piger, viste professor Alec Jeffreys analyser.

Konfronteret med resultatet tilstod Pitchfork - og lidt til. Bagersvenden var begyndt at blotte sig over for piger som teenager. Blottelserne var blevet til seksuelle krænkelser, krænkelserne var blevet til overfald, og overfaldene var blevet til mord i desperat angst for at blive afsløret.

17-årige Richard Buckland var den første i historien, der fik sit navn fuldstændig renset af en DNA-profil. Genetikeren Alec Jeffreys' navn gik verdenspressen rundt. Og i januar 1988 blev Colin Pitchfork den første morder i historien, der blev dømt på det eneste, der skilte ham ud fra horden af potentielle gerningsmænd: Hans DNA.

Han blev dømt til fængsel på livstid.

KALVEBOD FÆLLED og Fasanskoven er - to årtier efter fundet af Lene Buchardt Rasmussens lig - blevet inddæmmet af civilisationen. Ørestaden med sit kølige glas og stål trænger sig stadig tættere på.

Selv dybt inde på fælleden kan man se de nye højhuses toppe hænge som rumskibe over trætoppene.

Her et sted inde i buskadserne døde Lene Buchardt. Her løb sporene ud, og sagen gik i stå.

Sædpletten fundet på hendes trusser blev analyseret efter helt nye, men uprøvede og svært forståelige metoder, der just var løbet ind fra en ung, britisk genetiker. Meget klogere blev de ikke, men analysen forblev i baghovedet på Københavns drabsefterforskere over de næste årtier. Som en bevidsthed om et potentielt fældende bevis i en uløst, plagsom sag. En dag, måske en dag, ville gerningsmanden blive flået ud af sit skjulested i den grå befolkningsmasse.

Men som årene gik, troede selv de mest optimistiske politifolk ikke længere på det.

DE LEDTE OG LEDTE efter en undtagelse.

Men det svære ved sagen, det skræmmende ved Lene Buchardts morder er, at han - hvis politiets anklager i dag holder - ikke var og ikke er en undtagelse.

Han var og er skræmmende normal. I hvert fald på overfladen og i det ansigt, han har vist sine venner, sine kolleger, sin hustru. Man kan tage hans liv, hans højde, drøjde, fritidsaktiviteter, hans familie, indkomst og sundhedsvaner, køre dem gennem Danmarks Statistik, og han ville ikke være nogen undtagelse.

Han vil ikke afvige mærkbart fra gennemsnittet. Tværtimod.

Det anede drabsefterforskerne ikke den sommer i 1990. Og så alligevel.

Erfaring akkumuleret hos generationer af efterforskere, der har set mændene - for det er næsten altid mænd - bag børnemishandlinger, likvideringer og hævndrab, sagde dengang som nu, at ondskaben sjældent kommer i den muterede, opsigtsvækkende form, som vi forventer.

»Man jager et bæst og fanger et menneske,« lød det poetiske ordsprog hos Rejseholdet, landets mest erfarne drabs efterforskere, i mange år. Med god grund. Vi kan alle slå ihjel, siger de.

Den typiske morder er ofrets elsker, rival eller far - et menneske, ofret kender godt. En typisk serievoldtægtsmand kan, siger statistikken, lige så vel være en velfungerende familiefar som en sølle type.

Det, der gør den ordinære borger til morder, er oftest indledt med en tilfældig overskridelse af hårfine grænser. Følelserne, der kan drive et menneske til at slå ihjel - hadet, raseriet, begæret, jalousien, desperationen - har vi alle.

Når gerningsmanden er fanget, har han ofte, siger politifolk med årtiers erfaring, vist sig at være »normal«. Som politimanden, som du eller jeg. En, der kunne være din ven, din mand, din nabo, din kollega, din søns engagerede fodboldtræner.

Der, i et hav af almindelige, danske mænd, kunne historien om Lene Buchardt Rasmussen med den blå cykel være endt. Men en nat - 20 år senere, men blot få kilometer væk - begik manden fra Fasanskoven en fejl.

Kapitel 2 - En organiseret mand

I 1994 anklages sportsstjernen O. J. Simpson for drab på sin kone. Termen »DNA« nævnes over 10.000 gange under maraton-retssagen. Da dommen falder, tvivler ingen længere på det nye kriminalbevis. En morgen, to uger senere, vågner fire piger i en Amager-villa. En fremmed mand er trængt ind.

Kvinden vågnede ved, at en fremmed stod bøjet over hendes seng.

Udenfor var den tidlige oktobermorgen i 1995, stadig mørk. Mørk som jeansene og fleecetrøjen, som manden havde på, lynet op mod hans danskudseende ansigt. Han var i tyverne og atletisk, muskuløs på en spinkel måde.

Havde stramme handsker på. Da han kommanderede med hende, var det med »amagerkansk« dialekt; med flade, drevne a'er.

Det var alt, hun nåede at hæfte sig ved, før han trak hendes pudebetræk over hendes hoved, bandt hendes hænder og kneblede hende til tavshed.

Han spurgte hende efter værdier i huset. Han ville have penge og smykker, hendes dankort og pinkoden. Da hun tøvede, »prikkede« han til hende og hakkede en spids genstand hårdt i et bord. Det var en kniv, taget fra husets køkken.

Sagen var, at der var masser af smykker i netop dette hus på Ingolfs Allé i Amagers kvarter af murermestervillaer.

Husets ejer, en smykkegrossist, var bortrejst, men i huset stod en kuffert med guld-og sølvsmykker for 65.000 kroner.

Var manden, der havde slået et vindue i kælderen itu og nu stod lænet over hos husets logerende 23-årige kvinde, vidende om det? Havde han overhørt den oplysning på en bar, på sit arbejde, tilfældigt på gaden? Han ville have smykkerne. Men det var ikke det, der gav villaen navnet »Skrækkens hus« i aviserne. Det egentlige mareridt på Ingolfs Allé begyndte først, da manden i værelset spurgte, om der befandt sig andre i huset.

Det gjorde der. I husets kælder lå tre piger og sov efter en aften i byen; husets datter på 15 år og hendes veninder, to tvillingepiger på 14 år. Klokken var knap syv om morgenen.

DER GIK FLERE DAGE, før de fire pigers indtryk af manden materialiserede sig.

En person i chok husker ikke altid de indlysende ting, viser politiets erfaring.

Et voldtægtsoffer har sjældent lyst til at gå i detaljer.

Men i 1995 var en ny, moderne erkendelse ved at indfinde sig hos politiet: De skulle vide alt. Alt i detaljer. De skulle vide, hvad krænkeren foretog sig før, under og efter overgrebene. I hvilken rækkefølge, han gennemførte hvad og sagde hvilke ting. Verbalt, fysisk og seksuelt. Om han talte grimt til offeret, ryddede op efter sig, virkede undskyldende.

Det ville ikke identificere, hvem gerningsmanden var, men det kunne give en retning at lede i.

Fortællingen her var, at manden på Ingolfs Allé bandt og blindede teenagepigerne med tørklæder, stropper fra tasker og elastikbind, da han havde vækket dem i kælderen. Gennem de næste to timer, mens de andre piger ventede, bagbundne og ude af stand til at se, tvang han dem på skift til oralsex på husets badeværelse. En voldtog han.

Pigerne prøvede at sige, at tvillingerne kun var 14 år, blot børn. Han tvang dem til at udlevere deres navne, CPR-numre og adresser. Sagde, at hvis de meldte andet end tyveri til politiet, ville han finde dem igen.

I timen efter, fra kl. 9.25 og frem, registrerede fem forskellige hæveautomater i nærheden den 23-åriges dankort. 8.000 kroner blev hævet, før det endelig blev afvist i en automat på Amagerbrogade klokken 9.47.

Dagen efter kaldte daværende kriminalinspektør i København, Kurt Jensen, det »så usædvanlig modbydelig [ en] forbrydelse, at jeg som drabschef aldrig har set magen til«. HVEM VAR DENNE MAND? Spørgsmålet forblev ubesvaret i 15 år, for han efterlod sig ingen brugbare spor. Ikke dengang, i hvert fald.

Manden fra Ingolfs Allé var i kontrol.

Han var ingen undskyldning for sig selv.

Ikke beklagende eller sjusket. Ikke - som en myte om voldtægtsmænd fortæller - typen, som aldrig kunne få sex med kvinder på normal vis. Denne mand var organiseret og magtfuldkommen, kommanderende og intimiderende. Så potent og selvsikker, at han gennemførte sex adskillige gange.

Den type gerningsmand kalder man »organiseret«. Han er ifølge internationale gerningsmandsprofiler kendetegnet ved, at han også i sit normale liv har styr på tingene. Han er ofte gift, har succes med kvinder, virker charmerende, drikker med måde, har børn, et godt job, en beundrende vennekreds.

Den overensstemmelse gælder alle typer kriminelle. Men den organiserede, potente voldtægtsmand har ofte flere, let foruroligende karaktertræk: Han bruger en grov, ubehagelig tone om kvinder. Han kan have voldsepisoder, uforklarlige brandstiftelser eller dyremishandlinger i sin fortid. Og hans forbrydelser handler ikke om at få sex.

De handler om at føle magt.

I sagen fra Ingolfs Allé var det kun tiden og den teknologiske udvikling, den fremmede mand ikke havde magten over.

SYV ÅR TIDLIGERE, i 1987, var en 20-årig fyr på vej hjem fra en bytur i Aalborg, da han kom forbi et byhus. Indenfor, i den oplyste stue, sad en 77-årig dame og lagde kabale. Han ringede på, hun bød på en Gammel Dansk, som de drak, før han overfaldt hende, voldtog hende og kvalte hende.

Da Rejseholdet, Rigspolitiets daværende specialistteam i drab og andre alvorlige forbrydelser, kom ind i sagen, besluttede de sig for at afprøve en spritny, nærmest futuristisk teknik, som de havde hørt om fra udlandet: Det såkaldte »genetiske fingeraftryk« ; en profil af et menneskes genetiske arveanlæg, som er helt unikt fra individ til individ.

Det skulle laves i udlandet - i England, hvor teknikken var opfundet få år tidligere og netop havde løst sagen om drab på to teenagepiger. Det var et forsøg - og et kostbart et af slagsen. DNAanalysen krævede en særlig tilladelse fra Rigspolitiets budgetafdeling.

Gerningsmanden fra Aalborg blev i sidste ende dømt på noget traditionelt.

Han havde, midt under voldtægten, ladet sig irritere af den gamle kvindes ansigt, så han drejede hendes sengelampet væk. På lampetten sad hans fingeraftryk, perfekt aftegnet i den gamle kvindes blod, så DNA-profilen blev aldrig brugt i retten. Men resultatet, da det kom tilbage efter flere måneders analyse, var utvetydigt. DNA-profilen fra sæd fundet på den dræbte kvinde matchede den unge fyr.

Det var en øjenåbner for dansk politi.

Den første sag, hvor DNA kunne have fældet gerningsmanden.

Og så alligevel. Endnu var politi, advokater og retssale over hele verden tilbageholdende med at bruge den nye teknik. Det var rasende dyrt og krævede store mængder blod eller sæd at analysere på. Og kunne man nu stole på denne laboratorieefterforskning, som kun de mest kringlede universitetshjerner kunne udrede? I 1988 stemplede Retslægerådet herhjemme DNA-teknikken som »eksperimentel«. »At gøre DNA-profilanalyserne til et nyt vidundermiddel er overdrevent,« tilføjede en landsdommer i juli 1990 til Berlingske.

Tre år senere blev en 22-årig mand frifundet i Østre Landsret for drab og voldtægt mod en 64-årig kvinde i Lille Skensved, fordi retten ikke troede på det væsentligste bevis i sagen: En DNAprofil fra en sædplet. En måned derefter gik Retten i Hørsholm for første gang i dansk retshistorie modsat og dømte en voldtægtsmand på et DNA-bevis. To dage senere fejede Retten i Tåstrup en DNA-profil af bordet som gyldigt.

Forvirringen var total.

TVIVLEN OM DNA-BEVISERS gyldighed bølgede frem og tilbage i årevis. Især i USA, hvor forsvarsadvokater og genetikere førte en regulær krig mod hinanden.

Men den sluttede endegyldigt en junieftermiddag i 1994, da en hvid Ford Bronco ræsede ud på en motorvej i Los Angeles, forfulgt af 20 politibiler og 20 TV-helikoptere.

Nicole Brown Simpson, en 35-årig natklubservitrice, og hendes lidt yngre ven, Ronald Goldman, blev fundet den 12. juni 1994 i en blodpøl uden for Nicoles hus, en bungalow i bydelen Brentwood. Samme eftermiddag trak en politivogn op foran et af Los Angeles' større palæer. Beboeren, den sorte footballstjerne Orenthal James Simpson - kaldet O. J. - blev orienteret om, at hans fraskilte kone var blevet dræbt med talrige knivstik, ikke bare på kroppen, men også i hovedet; noget man normalt kun ser, når drab er udført i ekstrem vrede.

Hendes hals var næsten skåret over.

O. J. Simpson blev sigtet for drabene efter en live-transmitteret biljagt få dage senere. I særdeleshed fundet af en mørk, blodindsmurt læderhandske på O. J. Simpsons ejendom syntes at kæde footballstjernen uløseligt til drabene.

Der var DNA-match, utvetydigt, og eksperterne i den stadig jomfruelige kriminalteknik stod i kø for at vidne, da retssagen begyndte i januar 1995.

Men O. J. Simpsons »dreamteam« af advokater havde et overraskende modtræk parat. Ikke én eneste gang satte de spørgsmålstegn ved DNA-teknikken.

Dét løb var kørt, vidste de. Ifølge en optælling refereret i magasinet The Atlantic blev termen »DNA« brugt over 10.000 gange i løbet af den ni måneder lange, væg-til-væg-dokumenterede retssag.

I stedet havde forsvarerne held med at fremstille politiets arbejde som racistisk og fyldt med »plantede« beviser, herunder den blodindsmurte læderhandske.

O. J. Simpson blev kendt ikke-skyldig; en kendelse, der stadig er omstridt.

Men sagen efterlod tre dybe fodaftryk i kriminalhistorien: Man holdt op med at sætte spørgsmålstegn ved, om DNA var gyldigt i retten. Politi og anklagemyndighed fik en reminder om, at DNA ikke kan stå alene, men skal være støttet af traditionelle beviser. Og termen DNA blev almindeligt ordforråd for husmødre, krimifans - og for kriminelle.

PÅ OMTRENT SAMME TID som O. J.

Simpson-sagen tog en dansk drabsefterforsker - en af Rejseholdets ledende figurer, Bent Isager-Nielsen - til USA for at studere amerikanernes arbejde med DNA. Justitsministeriet nedsatte en arbejdsgruppe, som skulle se på muligheden for at oprette dét, andre lande allerede havde etableret; et DNA-register.

Og bare 16 dage efter O. J.-dommen vågnede pigerne i Amager-villaen til deres mareridt.

Dankortet, der strejkede i den femte automat en oktober formiddag i 1995, var det sidste spor af voldtægtsmanden fra Ingolfs Allé. Havde man dengang haft 2010s teknologi og 2010s DNA-registre, ville politiet allerede nu have vidst, at samme mand havde slået en kvinde ihjel i Fasanskoven på Kalvebod Fælled fem år tidligere. I stedet forsvandt han. Indtil en tidlig morgen ti år senere.


Kapitel 3 - Mænd under mistanke

I 2005 trænger en mand ind på en kvindelig studerendes kollegieværelse, tilsyneladende med det ene formål at voldtage. Han har, hvis politiet har ret i anklagerne, gjort det før. Denne gang begår han en afgørende sjuskefejl.

Den 24-årige kvinde vågnede ved, at hun hørte noget pusle i sit køkken. Klokken var omkring seks en torsdag morgen i maj 2005. En morgen som alle andre i hovedstadens største kollegiebyggeri nær Ørestaden. Her bor studerende dør om dør i små, hvide, nyrenoverede lejligheder i kanten af et parcelhuskvarter.

Så trygt, at kvinden ikke havde låst sin hoveddør.

Manden angreb hende, da hun gik ud i køkkenet for at se, om der var nogen.

Han var bevæbnet med kniv, tvang hende tilbage på sengen, slog hende i ansigtet og gav hende bind for øjnene.

Hun skreg. Boligerne på Amagerkollegiet ligger tæt. Nogen måtte kunne høre noget. Men ingen kom.

Gennem næsten to timer voldtog han hende, men på et tidspunkt slap han sit tag og gik ud i køkkenet. Hun kunne høre, at han drak direkte af en mælkekarton fra køleskabet, før han kom tilbage og fortsatte.

Da havde kvinden opgivet at flygte eller stritte imod. Det var klogt. For denne beslutsomme morgenvoldtægtsmand havde voldtaget og dræbt før.

DANMARK ER et retssamfund. Når vi sammenligner os med andre lande, kan vi godt lide at sige, at vi er lidt bedre end de andre. Vi hylder individets ukrænkelighed og vægrer os mod overvågning og myndighedsmagt. Vi priser retssikkerheden og det juridiske grundprincip om, at en persons skyld skal være bevist hinsides al tvivl, før vi dømmer og smider folk i fængsel.

Det betyder, at der ikke er påvist justitsmord i moderne dansk retshistorie.

Men det betyder også, at nogle aldrig bliver straffet for deres forbrydelse. Det må man leve med. Det er sjældent sådan, at en gerningsmands identitet skriger til himlen. Sjældent sådan, at han er en undtagelse, der stikker ud fra mængden.

Kun hvis man kommer tæt nok på. Så tæt, at det er umuligt for både den dømmende magt og gerningsmand at løbe fra beviserne.

2010 VAR få minutter gammelt, da 20-årige Maria Møller Christensen forsvandt fra en fest i Herning. Hun var beruset, på strømpesokker og uden overtøj i den bidende kolde nytårsnat.

Overvågningskameraer i byen fangede hendes færd, vaklende rundt i 13 graders frost i et forsøg på at finde hjem. I stedet blev hun fundet næste formiddag, voldtaget og kvalt med sine strømpebukser i en kælder under en etageejendom på Rolighedsvej.

Sagen syntes fra begyndelsen klar: Drabsmanden måtte have nøgle til kælderen og bo i ejendommen. Den 4.

januar udkom Ekstra Bladet med en brutal forside med et opskaleret billede af en mand, politiet netop havde anholdt: »Jan sigtet for Maria-drabet«, stod der ved siden af billedet af en 48-årig mand med kommunefarvet hår og nedenunder skreg fede blokbogstaver ud: »Genert og pigesky«. Det var et karaktermord, som fik følgeskab af aggressive internetytringer vendt mod den sigtede. Vreden vendte sig imidlertid 180 grader - mod medierne og mod politiet - da det 17 dage senere stod klart, at DNA-prøver havde renset den sigtede. Fuldstændig.

»Hvordan,« spurgte medierne, »kunne det lade sig gøre, at en uskyldig mand kunne sidde fængslet og mistænkt i 17 dage, mens hans liv og omdømme blev trukket gennem sølet?« BENT ISAGER-NIELSEN, der i 1990erne var ledende figur i Rigspolitiets Rejsehold og arbejdede ihærdigt for at få DNA-teknikken til Danmark, vender spørgsmålet om.

Sagen om Maria - som han ikke selv efterforskede - er et godt eksempel på, hvor langt DNA-teknologien er kommet i Danmark på få år, siger han. Og vigtigere; hvor afgørende den er for retssikkerheden: »Avisen skulle ikke have smidt ham på forsiden. Men jeg siger altid lidt provokerende: Tænk, at der kun gik 17 dage, før han blev renset. I gamle dage kunne mænd, der sad i problemer til halsen, nemt sidde længe, før vi fik dem sorteret fra, for det skulle gøres på traditionel vis: Med afhøringer, fodarbejde, tjek af alibi og vidneudsagn. Der kunne gå måneder,« siger Bent Isager-Nielsen.

Man skal forestille sig kælderen under Rolighedsvej i Herning. Hvis den er, som kælderenunder almennyttige byggerier er flest, er det et sted, hvor folk tisser, kaster op, ryster deres beskidte vasketøj, tværer den hundelort af, som de lige har trådt i. Der er børn, der spytter; mænd, der onanerer; piger, der kører deres hånd gennem morgenhåret og taber fem, syv, femten hårstrå.

Det måtte nødvendigvis være et frådende hav af menneskespor i en kælder, hvor 17-18 mandlige beboere havde deres daglige gang, og alle i princippet kunne være drabsmanden. Hver enkelt ting, som politiet kunne finde, skulle underkastes en DNA-analyse. Der var måske dusinvis, hundredvis af spor. For få år siden havde det været umuligt at skelne den ene mand i ejendommen fra den anden. Måske var en forkert blevet mistænkeliggjort i al evighed. Måske var ingen nogensinde blevet dømt.

Få dage efter løsladelsen af den 48-årige blev en jævnaldrende navnebror anholdt. En mere akavet type med tvangsfjernede børn og sædelighedskrænkelser i sin fortid. Han havde, i en ejendommelig optagethed af Marias skæbne, tændt over 200 mindelys foran kælderen.

Det var - med en sandsynlighed på én til en million - hans DNA, der blev fundet på Marias hånd,under hendes negle og på hendes overkrop. DNA fra Maria blev til gengæld påvist på hans sko.

Drabsmanden blev i december 2010 idømt 16 års fængsel. Den fejlagtigt mistænkte gik fri.

Ikke uden ar på sjælen og på retsfølelsen formentlig. Men han slap fri.

Ligesom mindst 273 allerede dømte og fængslede amerikanere er blevet fuldstændig renset siden 1989 med hjælp fra DNA-teknologi. 17 af de 273 personer sad på dødsgangen.

DET KUNNE LYDE som et værktøj, et foregangsland på retssikkerhed som Danmark ville tage til sig med kyshånd.

I virkeligheden var Danmark fodslæbende.

Først i 1996 nedsatte Justitsministeriet en arbejdsgruppe, der skulle se på det kontroversielle forslag: At oprette et DNA-profilregister i Danmark. Andre lande var allerede i gang.

De etiske spørgsmål alene tog år at afklare. For hvad ville det betyde? Ville vi dermed give myndighederne adgang til følsomme personoplysninger? Kunne DNA-viden misbruges? Skulle alle danskere indgå i registret - mistænkeliggjorte som potentielle forbrydere; lige fra det nyfødte pigebarn til den tandløse olding? I 2000 besluttede politikerne, at fordelene udrangerede ulemperne.

Danmark skulle etablere et DNA-profilregister, der lig fingeraftryksregistret kunne fungere som arbejdsredskab for politiet. Reglerne var stramme i begyndelsen, men med tiden forsvandt forsigtigheden hos politikere, etikere og jurister - for det fungerede. I 1995 blev DNA-undersøgelser anvendt i under 100 sager herhjemme. Fem år senere var tallet ifølge Etisk Råd knap 1.000 og i 2006 18.000. Intet misbrug var rapporteret.

I 2005 blev DNA-registreringen juridisk ligestillet med fingeraftryk. I dag kan politiet - med et mundskrab på en vatpind - tage DNA-prøver på alle, der »med rimelig grund er mistænkt« for en lovovertrædelse med en strafferamme på minimum halvandet år.

»Det har givet os et redskab, som jeg end ikke havde drømt om for 15 år siden. Bare vi rejser sigtelse i en sag i dag, tager vi mundskrab til DNA. Også hvis det er revisoren, der er mistænkt for underslæb. Vi kan tage DNAen med magt. Vi tager den, og næsten hver eneste dag siger det bing-bing-bing et sted i registret,« siger Bent Isager-Nielsen, der i dag er efterforskningschef hos Københavns Vestegns Politi.

I 2005 VAR BEGREBET DNA blevet hvermandseje. En TV-serie, der fejede over verden med succes - »CSI« fra 2000 - handlede udelukkende om det: Om de små spor, et menneske uvægerligt efterlader sig, og om teknologien, der som et retfærdighedens sværd skærer sig gennem alt det, øjet ikke kan se. Frem til den skyldige. Selv små børn kan i dag købe sig et »CSI DNA Lab« på Amazon.

På Amagerkollegiet virkede voldtægtsmanden bevidst om risikoen for at efterlade spor. Politiet beskrev ham i dagene efter som »kold«, »kynisk«, »livsfarlig« og som »en, der har gjort det før«. Overfaldet virkede planlagt og organiseret, og manden var, vurderede politiet, »livsfarlig«. Med de ord var efterforskerne tættere på, end de vidste, for gerningsmanden havde også før slået ihjel, mindst én gang, 15 år tidligere, i en skov få kilometer væk.

Da klokken den majmorgen nærmede sig otte, flåede han sit offers lagen med sæd-og små blodpletter af sengen, krøllede det sammen og tog det med sig.

»Hvis du melder det til politiet, kommer jeg tilbage med en kammerat,« sagde han ifølge B. T. Så forsvandt han.

Men i køleskabet, på én af to mælkekartoner, efterlod han noget andet: Mikroskopiske rester af sit spyt.


Kapitel 4 - Det kan være hvem som helst

Kan en mand gennemføre flere mord og voldtægter og først blive afsløret efter 23 år? I dag skal den såkaldte »Amagermand« forklare sig i retten; presset af dét politiet kalder »stærke DNA-beviser«. Historien om ham begynder på en kold februardag i 1987.

Enkefruen blev set komme hjem med sine indkøbsposer. Med en i hver hånd gik hun gennem februarkulden til lejligheden på Brøndkærvej i Valby.

Edith Louise Andrup, 73 år, var kendt for at være velhavende. Ikke på en åbenlys måde, men hun havde en samling af antikviteter og smykker, som hun var ved at afhænde. Der havde været flyttefolk i lejligheden for nylig.

Ud på eftermiddagen blev lyden på hendes TV skruet voldsomt op. En nabo gik ned og bankede på. Men der var intet svar, fjernsynet fortsatte bare hele natten med sin hyletone.

Næste formiddag bredte en kraftig dunst af gas sig i opgangen. Tilkaldt politi sparkede døren ind. Dér, på køkkengulvet og med indkøbsposer, der stadig stod uudpakkede på køkkenbordet, lå enkefruen død. Gassen hvæsede ud af tændte haner, et rødt stearinlys blafrede, og i stuen bragede TV-lyden ud i rummet. I dørlåsen sad en afbrækket tændstik.

Bygningen var på nippet til at sprænge i luften, men det var ikke gassen, der havde slået den gamle dame ihjel. Hun var blevet kvalt, og hendes smykker var væk. Teorien var, at fru Andrup var slået ihjel om aftenen, og at morderen var vendt tilbage næste formiddag for at slette sine spor. Men ingen havde set noget, og det vrimlede med legitime fingeraftryk i lejligheden blandt andet fra de flyttemænd, der havde hjulpet enkefruen få uger forinden. Alle blev de afhørt - også en 22-årig mand fra Amager med et udenlandsk klingende fornavn. Han virkede interessant, men han havde et alibi, og politiet kom ingen vegne.

Året var 1987.

DREVNE DRABSEFTERFORSKERE plejer at sige, at vi ikke har seriemordere i Danmark. Vi har knap nok serieforbrydere og slet ikke den slags, som huserer i årtier. Det skyldes ikke, at vi er særligt gode mennesker; vores serieforbrydere bliver bare fanget i tide.

Før eller siden, som regel efter mord eller voldtægt nummer to, går de i det fintmaskede net, som Danmark er. Vi har med registre og social kontrol inddæmmet ondskaben. Men ser man på statistikken og antager, at vi er mennesker som alle andre, lever der én eller to iblandt os, som er sluppet af sted med det. Som vil gå frit omkring, indtil politiet får det rette redskab i hånden. Eller til nogen lader munden løbe. For der er altid - altid, siger efterforskere - nogen, der ved besked.

DET VAR DEN aften i 2010, Kurt Thyboe blev sendt ud af »Vild med dans«. Septemberaftenen blev til mørk nat på Kongelundsvej, en øde vejstrækning langs Amagers kolonihaver - og ud på den tidlige morgen gik en pige på 17 år stedkendt og beslutsomt ad vejen. Hun skulle hjem til sine forældre.

Hun blev angrebet bagfra; af en mandehånd presset over hendes mund. Hun blev slået, truet med en kniv og slæbt tværs over vejen til haveforeningen »Stjernelund« og ind af den første havelåge til venstre. Der var ingen hjemme i det gråmalede hus på plænen; kun den solcelledrevne keramikhane, der galer ved bevægelse i indgangen, så til, da manden væltede pigen omkuld.

Han rullede et kondom på. Da han var færdig, gav han pigen en ordre: »Tæl til 5.000. Jeg skal nå hen til min cykel, så du må ikke rejse dig før.« MINDST ÉN GANG om ugen begås en grov voldtægt i hovedstaden, men oftest kender offer og gerningsmand hinanden. Overfaldsvoldtægter er sjældne, men selv disse ender som regel som hurtigt glemte noter i pressen. Derfor vakte det opsigt, da Københavns Politi en måned efter kolonihavevoldtægten gik ud med en advarsel til kvinder om ikke at færdes alene på Amager.

Og mere end det; de advarede mod en bestemt, uidentificeret mand: »Det er en meget, meget farlig mand.

Han ved, hvad han vil. Derfor går vi ud nu. Han skal fanges () Det er ikke bare en mand med en fiks idé. Han bruger vold for at få kontrol,« sagde efterforskningsleder Steffen Th. Steffensen fra Københavns Politi 2. november i Ekstra Bladet og fortsatte: »I ét tilfælde gjorde kvinden modstand.

Det var hende, der blev dræbt.« BAG ADVARSLEN LÅ en politimæssig sensation. En politihund havde snuset sig frem til en genstand i kolonihaven: Et kondom, som gerningsmanden havde smidt eller tabt. Sæden inden i blev sendt til DNA-analyse, og da den kom tilbage fra laboratoriet, røg sagen - på papiret »bare« en voldtægt - til tops på Politigården og landede på drabschefens bord: »Efterforskeren kom over til mig og sagde: »Ove, vi har fået et positivt resultat fra Retsgenetisk«. Endnu i dag får jeg gåsehud ved tanken. Vi kunne registrere, at manden havde begået et drab for 20 år siden og en voldtægt for fem år siden - uden nogensinde at være identificeret. I al den tid var han gået fri,« siger den i dag pensionerede Ove Dahl.

Politiet hæftede sig ved, at overfaldsmanden fra kolonihaven hverken lugtede af tobak eller alkohol, men var velsoigneret. De havde en formodning om, at han var lokal. Fra Amager. Men den logiske følge af meddelelsen fra laboratoriet var nødvendigvis også, at han havde en evne til at gemme sig i mængden. Han var ingen undtagelse: »Det kan,« sagde efterforskningsleder Steffensen, »være hvem som helst.« DRABSEFTERFORSKERNE i København har altid vidst, der lå en tikkende bombe i arkivet over uløste sager. Siden en varm sommerdag i 1990, hvor Lene Buchardt Rasmussen blev flået af sin cykel i Fasanskoven og kvalt, har der ligget et biologisk spor arkiveret; en DNA-profil fra en sædrest - uden navn og ansigt, men med en præcis genetisk profil. På mordtidspunktet var DNAteknikken uprøvet og etisk omdiskuteret.

Nu, i 2010, hørte den til politiets vigtigste arbejdsredskaber.

Det var DNA-profilen fra Lene Buchardts benklæder, der udløste alarm i politiets computere. Det samme gjorde DNA fra en voldtægt på Amagerkollegiet i 2005; en totimersvoldtægt, hvor gerningsmanden kun holdt inde for at drikke af ofrets mælkekarton.

Sandsynligheden for, sagde laboratorieteknikerne, at sæden fra kolonihavekondomet, sæden fra Lene Buchardts lig og spyttet fra kollegiets mælkekarton var fra én og samme person, var én til en million.

POLITIET RINGEDE PÅ døren en novemberfredag. Adressen var en skagensgul villa i Valby; målet en mand i en lejet toværelses lejlighed.

Tingene var gået stærkt de forløbne ti dage. Flere hundrede tip var væltet ind. Mange blev sorteret fra: Mænd, der knap var født i 1990, eller mænd, der ikke matchede signalementet.

Resten blev udvalgt til DNA-test. Politiet kunne ikke tvangsindlægge nogen; der skal ifølge loven være en »rimelig mistanke«. Men de fleste, op mod 70 mænd, som politiet kontaktede, afgav mundskrab frivilligt.

Senere skulle politiet gå i arkiverne.

Grave »sikrede« spor fra gamle sager frem og sende dem til fornyet DNAanalyse.

Teknikken er forbedret så eksplosivt de senere år, at biologiske rester - spyt, sæd, få hudceller - i dag kan trækkes ud af 10, 15 og 20 år gamle genstande; det være sig hovedpudebetræk, tørklæder, beklædning. De skulle gennemgå de uløste drabssager en for en. Antallet af uopklarede voldtægter fra de seneste 20 år vil vise sig for uoverskueligt, og de vil ikke kunne nå at se på alle. Men en 15 år gammel voldtægt af fire unge piger på Amagers Ingolfs Allé vil blive genoptaget og efterforsket med nye DNA-test.

Det skal vise sig, at det er samme mand.

FREDAG 12. november er drabschef Ove Dahl på besøg i Danmarks Radio.

Radioprogrammet, hvori han fortæller om efterforskningen, bliver båndet til brug to dage senere.

»Nu må du love mig, at I ikke anholder ham inden søndag,« siger journalisten, der følger ham ud.

Politigården ringer, da Ove Dahl skridter mod sin bil. Resultatet af et mundskrab på en i dag 46-årig mand, der er født og opvokset på Amager, er kommet. Det er den mand, der var i søgelyset som 22-årig, fordi han havde flyttet for enkefru Andrup kort før hendes død. Han blev aldrig sigtet dengang.

Nu har to kvinder uafhængigt af hinanden kontaktet politiet med oplysninger om netop ham.

Omvendt er han én af hele 70 mænd, politiet har lavet mundskrab på. Den 46-årige har afgivet sit stilfærdigt og uden protester. Og hvorfor skulle han ikke det? Han lever et liv som fraskilt efter 20 års ægteskab, som dedikeret fodboldtræner for unge knægte, som far til to børn i en forstad og med skifteholdsarbejde i lufthavnen. En gennemsnitsdansker.

DNA-resultatet viser noget andet, siger kollegaen i Ove Dahls telefon: »Vi har ham.« MEN ER DET HAM? Den 46-årige mand nægter sig skyldig. Vores søn er gået i en fælde, har forældrene sagt.

Venner, familie og fodboldkammerater nægter at tro det. Vist er der dukket historier op fra hans barndom; noget om en grænseløs adfærd, om overfald og indbrud, en længere springtur hjemmefra, men det kan vel være efterrationalisering? Ét er DNA-teknologi, der giver politiet teoretisk mulighed for at feje fortielser til side. Men kan man skjule så grusomme hemmeligheder i 23 år? Det kan man normalt ikke, siger politifolk.

Er denne mand så undtagelsen, der bekræfter reglen? Politiet siger, de har DNA-spor, der linker den anholdte med tordnende sandsynlighed til drabet i Fasanskoven, til den firedobbelte voldtægt på Ingolfs Allé, til voldtægterne på Amagerkollegiet og på Kongelundsvej. Fire forbrydelser mellem 1990 og 2010 begået inden for ti kilometers radius.

Tilbage står rovmordet på enkefru Edith Andrup i 1987. Den ældre kvinde med smykkerne. Her er tekniske spor dukket op til overfladen, vidner har ændret forklaring, og andre er kommet frem. Mundene er begyndt at løbe.

Anklagemyndigheden vil ikke udrede mere før byretten, hvor 20 års ugerninger skal oprulles, 40 vidner skal afgive forklaring, og det slør af normalitet, manden har levet bag, skal løftes.

Hvor den nyere kriminalhistories vigtigste opdagelse, DNA-beviset, skal stå endnu en prøve.

Retssagen om ham, vi er kommet til at kende som »Amagermanden«, begynder i dag.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.