Alle børn skal vaccineres mod leverbetændelse

Fra 15. januar bliver hepatitis-vaccinen midlertidigt en del af det danske børnevaccinationsprogram. Det sker, selv om Sundhedsstyrelsen helst havde været det foruden.

ARKIVFOTO. Børn, der begynder på det danske børnevaccinationsprogram, vil fra næste uge blive vaccineret mod hepatitis B, når de er tre, fem og 12 måneder.
ARKIVFOTO. Børn, der begynder på det danske børnevaccinationsprogram, vil fra næste uge blive vaccineret mod hepatitis B, når de er tre, fem og 12 måneder.

Børn, der begynder på det danske børnevaccinationsprogram, vil fra næste uge blive vaccineret mod hepatitis B, når de er tre, fem og 12 måneder. Det skriver politiken.dk.

Det sker, fordi Statens Serum Institut er løbet ind i tekniske problemer med at producere den vaccine, som børn normalt får, nemlig den såkaldte Di-Te-Ki-Pol-Hib. Vaccinen er ikke til at opdrive på det internationale marked, og derfor bliver Sundhedsstyrelsen nu midlertidigt nødt til at tage hepatitis B-vaccinen med i børnevaccinationsprogrammet.

I 2008 konkluderede Sundhedsstyrelsen, at der ikke er fagligt belæg for at indføre netop den vaccine i programmet, men ønsker man fortsat at beskytte børn mod sygdommene difteri, stivkrampe, kighoste, polio og meningitis, mens den normale vaccine er i restordre, er man altså nødt til at indlemme hepatitis B.

Det møder dog kritik hos foreningen Vaccinations Forum:

»Vi blev forfærdede, da vi fik besked om det, for der er efter vores bedste overbevisning ingen faglig begrundelse for at vaccinere børn mod hepatitis B i Danmark, bortset fra de udsatte grupper, der allerede bliver vaccineret,« siger bestyrelsesformand Else Jensen til politiken.dk.

Hun er chokeret over, at man indfører vaccinen Infanrix hexa til omkring 60.000 børn, som er født i slutningen af 2013 og i løbet af størstedelen af 2014. Hun opfordrer derfor forældre til at drøfte bivirkninger med lægen.

Også formanden for Lægeforeningens lægemiddeludvalg, Michael Dupont, undrer sig over ændringen i vaccinationsprogrammet.

»Nu har man i 20 år diskuteret, om hepatitis B-vaccinen skulle gøres til en del af programmet, men konklusionen har hver eneste gang været, at der ikke er nogen grund til at vaccinere danske børn mod hepatitis B,« siger han.

Sundhedsstyrelsen forsikrer dog bekymrede læger og forældre om, at de faglige argumenter bag den midlertidige indlemmelse af hepatitis-vaccinationen findes:

»Det er ikke, fordi vi ønsker, at alle danske børn skal vaccineres mod hepatitis B fra nu af, men vi står i en situation, hvor vi ganske enkelt ikke kan skaffe en vaccine, der ligner den, vi normalt giver. Vi vurderer, at Infarix hexa er fuldstændig lige så sikker at give som den, vi normalt giver,« siger enhedschef Søren Brostrøm.

»Alternativet er, at vi må sætte vaccinationsprogrammet på pause, og det er ud fra et lægefagligt synspunkt helt uforsvarligt,« siger han til politiken.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.