Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Alkoholmisbrug koster kommunerne milliarder

Undersøgelse viser, at alkoholmisbrug i 2010 kostede kommunerne mindst 3,1 milliarder - formentlig er tallet to-tre gange højere.

2 Kommentarer

Kontanthjælp, sygedagpenge, førtidspension, anbringelse af børn og sygehusophold.

Alkoholmisbrugere påfører ikke alene sig selv og deres børn, ægtefæller og venner en utrøstelig sorg. De koster også samfundet enorme beløb. En helt ny opgørelse fra Sundhedsstyrelsen viser, at 52.366 personer med et registreret overforbrug af alkohol alene i 2010 kostede kommunerne 3,1 milliarder kroner i ekstra omkostninger.

»Det er et meget stort problem både økonomisk og menneskeligt. Rigtig mange af de omsorgssvigt vi ser i familier, menneskelige marginaliseringer og sociale derouter skyldes alkoholmisbrug. Kommunerne har de sidste par år med stort engagement fokuseret på forebyggelse i relation til kost og motion. Alkohol har været lidt glemt, fordi det er en hård gruppe at arbejde med. Nu ser vi spæde tegn på, at fedmekurven er knækket, og så er det måske på tide at fokusere på alkohol,« siger Mette Wier, direktør i Anvendt KommunalForskning og tidligere formand for Forebyggelseskommissionen.

Dyr alkoholregning

Ifølge rapporten »Kommunale omkostninger forbundet med overforbrug af alkohol« var meromkostningen til en borger med alkoholproblemer i 2010 55.421 kroner.

Ifølge rapporten var kommunernes samlede ekstraudgifter på 3,1 milliarder kroner, men det reelle beløb er formentlig langt større. Der er 140.000 alkoholafhængige i Danmark. Ganger man op og lægger de regionale udgifter oveni, lander man på et samlet beløb på ca. ni-ti milliarder kroner. De store beløb skal ses i sammenhæng med, at kommunerne i 2010 kun brugte 284 millioner kroner på alkoholbehandling.

Jakob Kjellberg, sundhedsøkonom i Dansk Sundhedsinstitut, anslår, at både de økonomiske og menneskelige omkostninger kan reduceres betragteligt, hvis man behandler mere.

»Personer, som har været i behandling, ligger lavere i både økonomiske og menneskelige omkostninger. De har f.eks. færre børnefjernelser end dem, der ikke har været i behandling,« siger Jakob Kjellberg.

Undersøgelsen viser, at der i gennemsnit går 10-12 år, inden misbrugere kommer i egentlig behandling, og ifølge Mette Wier er hurtig opsporing via læger, sundhedsplejersker, socialrådgivere og jobcentre vigtig. Hun peger også på, at kommunerne skal kvalitetssikre de forskellige afvænningstilbud.

»Problemet har været, at kvaliteten i alkoholafvænningen har været alt for svingende. Når kommunerne endelig får motiveret en borger til at gå på afvænning, så er det ulykkeligt, hvis de ender i et tilbud, der ikke er særlig godt. Det koster mange penge. Så en løbende kontrol af tilbuddene er vigtig,« siger Mette Wier.

Hun opfordrer til større åbenhed om alkoholmisbrug, som er meget tabubelagt. Pårørende, familier - og nogle gange også læger, er berøringsangste.

»Det er vigtigt, at der bliver talt meget om det. Det var sådan, vi fik antallet af rygere ned. Vi skal råt for usødet fortælle, hvad alkohol gør ved folk. Men det skal ske på en differentieret måde. Der er meget forskellige former for druk: Der er de veluddannede i Amarone-bæltet nord for København. Der er de marginaliserede - typisk mænd. Og der er de unge. Man skal henvende sig til de tre grupper på forskellige måder,« siger Mette Wier.

Ifølge Anny Winther (V), borgmester i Rebild Kommune og formand for Social- og sundhedsudvalget i Kommunernes Landsforening, har kommunalreformen, som har samlet forebyggelse og behandling hos kommuner, forøget indsatsen på området.

»Vi har stort fokus på jobcentrene, som samarbejder med kommunernes misbrugsafdelinger. En del bliver skubbet ud af arbejdsmarkedet, fordi de har et alkoholproblem. Hvis jobkonsulenterne spotter en misbruger, så tager de kontakt med kommunerne. Vi forsøger også at udbygge samarbejdet med de praktiserende læger, som tager sig af 25.000 af de 35.000, som er i behandling. Vi vil gerne fortælle lægerne om kommunernes tilbud,« siger Anny Winther.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten

Kommentarer

Sortering:

Mangelfuld behandling af misbrugere

Det er desværre almindeligt herhjemme at symptom-behandle. Det duer bare ikke. Hvis ikke man går bagom symptomet (alkoholden) løser du ikke problemet. Vi ser det gang på gang, og kommunerne spilder oceaner af kroner. Find årsagen og løs problemet een gang for alle.
Skrevet af konsulent Gert Bruhn, tlf 28802230

Ikke kun tallene, der er dystre

Mon vi kan vejre morgenluft i den alkoholdebat, der alt for længe har været død. Og mon nogen (læs: politikkerne og kommunerne) snart tør handle. For tallene i artiklen er MEGET dystre for kommuner og samfund, men de personlige omkostninger skal meget mere frem i lyset. Vi er mange, der har fået et nyt, bedre og velfungerende liv efter en behandling- af de professionelle- nemlig de tidligere aktive alkoholikere.