Akuttelefonen får rekordtravl weekend

Lørdag blev endnu travlere end nytårsdag for akuttelefonen 1813 i Region Hovedstaden. Søndag slår højst sandsynligt også rekord.

Hele 7.054 gange tastede danskerne 1813 på telefonen lørdag for at ringe ind til den nye akuttelefon i Region Hovedstaden. Og det er flere opkald end på den hidtil travleste dag i akuttelefonens korte historie – debutdagen, 1. januar.

»Vi har haft en meget travl lørdag. Mere travlt end i nytårsdøgnet, hvor vi fik 6.141 opkald. Der er selvfølgelig nogen, der lægger på og ringer op igen senere, når de hører om ventetiden, men faktum er, at der er rigtig mange, der ringer til os,« siger Freddy Lippert, der er direktør i akutberedskabet i Region Hovedstaden.

Han vurderer, at det er de mange helligdage mellem jul og nytår, hvor folks egne læger holder lukket, der er årsag til rekorden. Og søndag bliver højst sandsynligt også travl, spår Freddy Lippert.

»Vi har ingen intentioner om at slå rekorder i dag (søndag, red.), men vi tror, at dagen bliver lige så travl. Det er endnu en helligdag, hvor folk ikke kan få fat i egen læge, og vi kan jo høre på borgerne, at selvom det måske er små problemer, de ringer ind med, så vil de gerne have det afklaret nu i stedet for at vente til på mandag,« siger han.

Lørdag kaldte Region Hovedstaden ekstra personale ind til at betjene 1813-telefonerne, og der blev oprettet 50 ekstra telefonlinjer, så i alt 240 danskere nu kan ringe ind på samme tid og vente i kø.

»Vi havde ret meget ekstra personale inde i går (lørdag, red.) – både sygeplejersker og læger. Vi har flere end 30, der konstant sidder og tager telefoner, og samlet set har vi over 60 personer på arbejde. På en normal dag vil vi typisk have 22,« fortæller Freddy Lippert.

Ventetiden på akuttelefonen søndag formiddag har i gennemsnit været på 13 minutter, mens den lørdag var 14 minutter. Regionen har intentioner om at bringe den ned på ti minutter i spidsbelastningsperioder – og allerhelst skulle ventetiden gerne ramme tre minutter, når indkøringsfasen er overstået, oplyser direktøren.

Han fortæller samtidig, at det nye telefonnummer 1813 har spredt sig til andre dele af landet, selvom det kun er for Region Hovedstaden.

»Vi har en del borgere fra andre regioner, der ringer ind for at få hjælp, og det er selvfølgelig helt okay. Så må vi bare hjælpe dem med at finde frem til det rigtige telefonnummer,« siger Freddy Lippert.

I alt blev 2.834 danskere behandlet via akuttelefonen lørdag, mens det i nytårsdøgnet var 2.769.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.