Ægdonor: Penge skaber et farligt dilemma

Hvor mange penge kan man give en kvinde for en tidsmæssigt og fysisk krævende ægdonation, uden at det bliver pengene frem for den gode gerning, der udgør donorens motivation?

Stinne Fruelund har doneret æg tre gange.
Stinne Fruelund har doneret æg tre gange.

Sådan lyder det spontane svar fra 22-årige Stinne Fruelund, da hun hører, at kvinder på nogle private fertilitetsklinikker modtager helt op til 5.000 kr., når de donerer æg til barnløse par.

Selv er hun enlig mor til to og har doneret æg tre gange på en offentlig klinik i Jylland. Ikke for pengenes skyld, men fordi hun gerne vil hjælpe barnløse par.

»Jeg regner ikke med at skulle have flere børn. Jeg føler, jeg smider et æg væk om måneden. Det synes jeg egentlig er spild, når der står nogle mennesker derude og venter i flere år på at få et barn,« siger Stinne Fruelund.

På baggrund af Berlingskes artikler om, at der hersker vidt forskellig praksis fra fertilitetsklinik til fertilitetsklinik, når kvinder kompenseres for deres kønsceller, vil Folketingets Sundhedsudvalg nu drøfte kompensationens størrelse og en eventuel tydeliggørelse af lovens bogstav. En ægdonor skal stikke sig i maven ti dage med hormoner, til løbende scanninger af æggestokkene og gennemgå en potentiel smertefuld ægudtagning. I alt skal kvinden møde op på klinikken fem-seks gange.

I loven står der, at ægdonorer skal kompenseres på lige fod med sæddonorer pr. donation, hvilket svarer til 500 kr. Desuden kan man refundere udgifter til eksempelvis transport. Men nogle klinikker tolker loven mere frit og giver kvinder 500 kr., hver gang de møder op på klinikken i et donationsforløb. Andre klinikker betaler 5.000 kr. for en donation, uanset om kvinderne har haft udgifter eller ej.

 

Det er de Konservatives sundhedsordfører, Benedikte Kiær, der har sat kompensationens størrelse på udvalgets dagsorden.

»Jeg mener ikke, at den måde, hvorpå man kompenserer kvinder, der donerer æg, på nogen måder kan sammenlignes med det, man går i gennem. Nogle bliver i høj grad påvirkede af de hormoner, der skal fremme æggene. Nogle må tage sig en sygedag, når de har fået taget æggene ud. Og det er jo et operativt indgreb, hvor man får en lang nål stukket ind. Nogle bliver rigtig syge af det,« siger Benedikte Kiær.

I Danmark er der mangel på ægdonorer. Kun 74 kvinder donerede i fjor æg til barnløse, og ventetiden i det offentlige på at modtage æg er omkring to år. Derfor ser man i Dansk Fertilitetsselskab gerne, at reglerne ændres, så ægdonorerne kan kompenseres bedre.

Svær balancegang

Det afviser sundhedsminister Astrid Krag (SF), da hun frygter, at det kan lokke økonomisk dårligt stillede til at blive donorer.

At der skal balanceres på en knivsæg, når man prissætter en ægdonation, bekræfter Stinne Fruelund. Hun har hver gang fået omkring 1.900 kr. – 500 kr. som donor plus penge for hver kørt kilometer fra hjem til sygehus. Men fik hun i stedet 5.000 kr., kunne det godt få hende til at donere æg oftere. ---- »Nu har jeg valgt at blive donor, før jeg vidste, at jeg ville få noget for det, økonomisk. Derfor ved jeg med mig selv, at jeg stadig ville gøre det, fordi jeg gerne vil hjælpe andre.

Men 5.000 kr. er rigtig mange penge for en enlig mor som mig. Så et eller andet sted kunne jeg godt overveje at donere æg som en eventuel løsning, hvis jeg var i pengenød. Jeg synes i hvert fald, at det er et farligt dilemma,« siger Stinne Fruelund, der lige nu er tilkaldevikar som pædagogmedhjælper og håber at begynde på pædagogstudiet til februar.

Som erfaren ægdonor synes Stinne Fruelund, at det er helt rimeligt, at hun har fået små 2.000 kroner pr. donation.

»Det er tidskrævende, og det gør virkelig ondt at få æggene taget ud. Man kan godt være øm i nogle dage efter. Jeg synes også, det kunne være fint at få nogle flere penge ud af det. Det kræver meget,« siger hun.

Ligefrem at donere æg, fordi hun mangler penge i en periode, ligger hende dog fjernt.

»Det er vigtigt, at det er noget, man gør, fordi man har lyst til det, og ikke fordi man får penge for det. Der går jo også nogle uger fra donationen er foretaget, til pengene bliver udbetalt. Så det ikke kan bruges som en akut løsning på pengenød.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.