Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Advokat: Lydklip renser spindoktor

Offentliggørelsen af det meget omdiskuterede lydklip, renser Jacob Winther som manden bag jæger-lækagen i 2007, mener hans tidligere advokat.

Offentliggørelsen af det meget omdiskuterede lydklip med TV2-journalist Rasmus Tantholdt, renser daværende forsvarsminister Søren Gades spindoktor som manden bag jæger-lækagen i 2007.

Det mener spindoktor Jakob Winthers tidligere forsvarsadvokat Anders Hvass efter at have gennemhørt optagelsen af samtalen mellem Tantholdt og DR-reporter Nils Giversen.

Advokaten mener dermed, at instruktøren Christoffer Guldbrandsen taler usandt, når han gang på gang har sagt, at Rasmus Tantholdt på lydklippet slår fast, at spindoktoren er kilden til TV2s historie om, at jægerkorpset skulle på hemmelig mission i Irak i 2007.

- Det er min klare vurdering, at lydklippet endegyldigt renser Jakob Winther som manden, der har lækket oplysningen om jægerkorpset til Rasmus Tantholdt, siger forsvarsadvokaten til bt.dk.

I lydklippet fortæller Rasmus Tantholdt, at kilden til de fortrolige oplysninger var lidt småstiv på vej hjem med flyveren fra Irak, hvor forsvarsminister Søren Gade havde været på rejse med en delegation bestående af forsvarstoppen og journalister 23.-26. april 2007. Men Jakob Winther var slet ikke med Søren Gade på rejsen til Irak.

I stedet mener Anders Hvass, at historien om jægersoldaterne er blevet lækket under selve rejsen i Irak.

Chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste, kontradamiral Jørn Olesen, var med på rejsen, og han har i en afhøring om sagen forklaret, at jægerkorpsets Irak-mission blev nævnt på en briefing, hvor Søren Gade deltog. Det skete til Jørn Olesen store undren i en diskussion eller dialog mellem Søren Gade og bataljonschef Kim Bruno Pedersen, hvor pressen også var tilstede.

- Indsættelsen blev omtalt i runde vendinger, men det var klart, at den var nært forestående, lød referatet af Jørn Olesens afhøring hos politiet.

På lydfilen fortæller Rasmus Tantholdt ellers hvordan Jakob Winther ringede til ham, da han var vej hjem fra lufthavnen i en taxi og fortalte ham de hemmelige oplysninger om, at jægersoldaterne skulle sættes ind.

Men på det tidspunkt Jakob Winther ringede, var historien allerede lækket, vurderer advokaten.

- Rasmus Tantholdts forklaring på båndet bekræfter, at historien bliver lækket af en person under rejsen, og han derfor kender til sagen, da han taler med Jakob Winther, siger Anders Hvass.

Pilen peger dermed kraftigt på, at Søren Gade selv har været med til at lække oplysningen, og Jakob Winther efterfølgende bekræftede historien på telefon.

Søren Gade fastslår, at han intet kender til lækket om jægersoldaters udsendelse til Irak.

- Det er gammelt støv og skidt, der bliver hvirvlet op igen. Jeg er blevet afhørt af politiet i flere timer, mens jeg var ansat i Udenrigsministeriet. Hvis man tror, at jeg nu vil ændre forklaring, så tager man fejl. Jeg har fortalt alt, hvad jeg kender til sagen, siger Søren Gade til Dagbladet Holstebro.

Københavns Politi vil nu vurdere, om der efter offentliggørelsen af lydfilen er grundlag for at forsøge af få genoptaget sagen om, hvem der lækkede oplysningen.