Omegnsborgmestrene er bekymrede, efter Berlingske har erfaret, at indtægterne fra betalingsringen kan svinde ind til en tredjedel.
7. februar 2012, 08:45
I SRSF-regeringsgrundlaget var betalingsringen forudset til at indbringe to mia. årligt – penge, der skulle bruges til bedre og billigere offentlig transport, så flere ville vælge tog og bus frem for bil.
Nu erfarer Berlingske imidlertid fra flere kilder, at indtægterne er nedjusteret til omkring 7-800 mio. kr., eller knap en tredjedel af den oprindelige ambition.
Det huer ikke Københavns omegnsborgmestre, der har ligget i åben krig med regeringen om placeringen af trængselsringen, og i december bad Vestegnens S-borgmestre regeringen droppe eller udskyde betalingsringen, indtil der var investeret milliarder af kroner i bedre kollektiv trafik.
- Det forekommer mig at være meget mindre (700 mio. kr., red.), end man forventede. Hvis man så samtidig lægger an, at man ikke har tænkt sig at lave statslige investeringer, så forslår det som en skrædder i helvede, siger borgmester i Rødovre og talsmand for Omegnskommunernes Samarbejde, Erik Nielsen.
Staten må spæde til
Borgmestrene understreger, at konsekvensen af færre indtægter fra betalingsringen ikke må bruges som et argument for at slække på ambitionerne for bedre og billiger kollektiv trafik, mener borgmestrene.
- Staten skal træde til. Hvis man vil have den ring, så må man hjælpe os med at skaffe os bedre kollektiv trafik og lavere takster. Det er stadig vores krav, siger borgmester i Ishøj Kommune, Ole Bjørstorp (S).
Borgmester i Brøndby, Ib Terb (S), er bekymret for udbygningen af den offentlige trafik, hvis provenuet fra betalingsringen svinder ind til lige over en tredjedel af de 2 mia. kr., som blev sat i udsigt i regeringsgrundlaget.
- Jeg bliver nervøs for, at det vil betyde små investeringer i den kollektive trafik. Desuden virker det ikke fair, at en relativ lille gruppe af borgere, der ikke kan komme på arbejde på andre tidspunkter end i myldretiden, skal betale så mange penge for et så lille udbytte, siger han og referer til, at grunden til at indtægten fra ringen falder, er fordi det skal være billigere eller gratis at køre uden for myldretiden.
I forbindelse med finansloven for 2012 afsatte regeringen en såkaldt trængselspulje på 800 millioner kroner, der skal bruges på at etablere ringen samt forbedre den kollektive trafik.. Men talsmanden for Omegnskommunerne og borgmester i Rødovre Kommune, Erik Nielsen (S), mener også, at regeringen må afsætte flere penge, hvis de vil tage den forbedringen af den offentlig trafik seriøst.
- Staten må vise, at de vil være med til at investere i offentlig trafik, for ellers flytter man ikke nogen fra bilen over til den offentlige trafik, siger han.



































