500 lagde proteser under juletræet

En benprotese til ofre for landminer har i år været en populær julegave fra Folkekirkens Nødhjælps »Giv en ged«-kampagne.

Fra et værksted i Myanmar, hvor benproteserne fremstilles.
Fra et værksted i Myanmar, hvor benproteserne fremstilles.

I stedet for et slips til far eller en kogebog til moster lagde hundredvis af danskere i år ben under juletræet.

Årets julegave-hit fra Folkekirkens Nødhjælp - »Giv et ben« - er et tilskud til en benprotese, til genoptræning og lægehjælp til ofre for landminer i Myanmar, det tidligere Burma.

- I alt 535 danskere har givet et ben i julegave, og det er rigtig dejligt. Især fordi benet med sine 250 kroner er en lidt dyrere julegave, og det skubber derfor nogle af de lidt billigere gaver længere ned på listen, siger projektleder på »Giv en ged«-kampagnen, Kim Skytte Graae.

Julegaverne fra Folkekirkens Nødhjælp tæller blandt andet den klassiske ged til 260 kroner, en skolebænk til 220 kroner og en sæk ris til 90 kroner. Bengaven er ny, og klikker man på »Giv et ben« på nødhjælpsorganisationens hjemmeside, hjælper man med en tiendedel af en benprotese til landmineofrene i Myanmar, der er verdens tredje mest minerede land.

- En benprotese er dyr, men det er lykkedes os at få den lavet så billigt, at det kun kræver ti donationer, før der er råd til én. Så selvom det ikke lyder af meget, at 53 myanmarere har fået hjælp til et nyt ben i år, så betyder det altså rigtig meget, siger Kim Skytte Graae.

Benet er landet på en sjetteplads over de mest solgte nødhjælpsgaver i år, mens geden indtager førstepladsen, som den plejer, med knap 1.900 solgte. 1.200 danskere har investeret i et par kaniner til 160 kroner, der dermed er på andenpladsen, mens årets tredjeplads indtages af ti høns og en hane til 200 kroner, som 1.100 danskere har givet i gave. Den lidt billigere rissæk til 90 kroner er på en fjerdeplads i år med 700 solgte. Det er 50 mere end skolebænken til 220 kroner, der ligger nummer fem.

- Det er første gang, at en ny gave hopper så højt op på listen med det samme. Man kunne godt have frygtet, at finanskrisen ville have medvirket til, at folk købte billigere gaver, men det har de ikke gjort. De tænker på verdens fattigste, når det er jul, og det vidner benets placering på en sjetteplads især om, siger Kim Skytte Graae.

Projektlederen fortæller, at minerydningsarbejdet har været svært at kommunikere til danskerne, og at »Giv et ben« er en måde at gøre nødhjælpen mere håndgribelig.

- Folk forstår godt, at det er en konkret ting, der ændrer hverdagen fuldstændig for et andet menneske. Benet stikker ud og er lidt sært, og derfor synes folk, at det er en sjov gave at give, forklarer Kim Skytte Graae.

Samlet set er der blevet solgt 8.500 gaver i år, og det er lidt færre end de foregående år. Sidste år lå der knap 10.000 geder, kaniner og skolebænke under danskernes juletræer. »Giv en ged«-kampagnen blev lanceret i 2006, og der blev der solgt hele 50.000 geder, fordi det ifølge projektlederen ramte lige midt i en »euforisk julestemning«, hvor danskerne havde penge.

Selvom der bliver solgt færre og færre gaver, køber danskerne i stigende grad de dyrere gaver, og omsætningen hos Folkekirkens Nødhjælp i år er derfor større end de seneste år.


En modtager i Myanmar. Foto: Jonas Leegaard

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.