2012 bragte mange gode nyheder fra fortiden

Et sunket hollandsk orlogsskib i Femern Bælt har sammen med bl.a. sølvskatte og et rekordlangt jernalderhus fundet vej til top ti-listen over arkæologiske opdagelser sidste år.

Skattefund fra germansk jernalder (400-500 e.Kr.)
Skattefund fra germansk jernalder (400-500 e.Kr.)

»Et stort år for arkæologien.«

Sådan præsenterer Kulturstyrelsen sin nye top ti-liste over de vigtigste arkæologiske fund herhjemme i 2012, der hver for sig bidrager med ny viden om danmarkshistorien.

Tag bare de meget velbevarede rester af et borgtårn, som arkæologer fra Danmarks Borgcenter i Vordingborg fandt i en voldgrav i oktober. Voldgraven lå i sin tid omkring den mægtige middelalderborg Vordingborg, som Valdemar Atterdag i midten af 1300-tallet gjorde til Danmarks største kongeborg.

Fundet af det otte-ti meter høje tårn i voldgravens mudder kan bidrage til, at arkæologerne bliver klogere på alt fra middelalderlig byggeteknik og finish til håndværkersnilde. Det sammenstyrtede tårn fra 1360erne er nemlig det eneste originale stykke murværk tilbage på Vordingborg Slot. Resten er enten forandret og forsvundet eller ødelagt og restaureret gennem århundrederne.

Tårnet har været et af i alt ni oprindelige tårne i borgens ringmur. Kun et står i dag tilbage. Det er det berømte Gåsetårnet.

Udgravningsleder Lars Sass Jensen, Danmarks Borgcenter, kalder fundet for »meget interessant«.

»Det er et stykke urørt, middelalderligt murværk. Det er ret enestående,« siger han og forklarer, at tårnet oprindeligt har været omkring 15 meter højt:

»Vi vidste godt, tårnet lå dernede et sted i voldgraven. Fundamentet er stadig at se i ringmuren. Der er spor af sætningsskader, og tårnet er enten væltet eller blevet væltet.«

Danmarks længste jernalderhus

Fra et stort byggeri i middelalderen til et stort byggeri flere hundrede år tidligere i den yngre jernalder. I juni dukkede sporene af et hele 65,5 meter langt og syv meter bredt hus fra jernalderen op i den midtjyske muld i forbindelse med udgravninger før et motorvejsbyggeri mellem Bording og Låsby. Dermed er huset fra det midtjyske det hidtil længste jernalderhus i Danmark med næsten 430 kvadratmeter under tag.

Året bød også på et par store skatte, der med rette trak overskrifter. I august blev den såkaldte Mannerupskat fundet ved Roskilde ved hjælp af metaldetektorer. Mere end fem kilo sølv i form af bl.a. service og smykker. Fundet fra 400-årene er i sig selv ikke enestående. Dem er der mange af. Men dets størrelse og omfang er enestående for den ældre jernalder.

Måneden efter var der bid på Bornholm, da en fritidsarkæolog med metaldetektor gjorde et fund af en skat fra middelalderen på en mark i Østermarie. Fundet indeholder bl.a. to sølvrelikviekors, altså hule kors, og der er blevet spekuleret i, om de kan indeholde splinter af selveste Kristi Kors.

Og til sidst en tur i bølgen blå. Ned til det hollandske orlogsskib »Swarte Arent« eller »Zwarte Arend«, der ligger på bunden af Femern Bælt otte kilometer syd for Rødby og blev grundigt undersøgt af Vikingeskibsmuseet i Roskilde. Marinarkæologerne fra museet fandt en lang række genstande såsom kanoner, kogekar og tovværk. Dertil kommer et enkelt skelet.

Vraget blev lokaliseret i 2008 og blev undersøgt i forbindelse med en kommende Femern-forbindelse. Skibet sank i Slaget ved Femern i 1644 mellem en dansk flåde og en svensk-hollandsk flådestyrke.

»Swarte Arent«

Marinarkæologer har i løbet af 2012 undersøgt det meget velbevarede vrag af det hollandske orlogsskib »Swarte Arent«, der sank i forbindelse med Slaget ved Femern i 1644

Mannerupskat

I august blev den såkaldte Mannerupskat fundet ved Roskilde ved hjælp af metaldetektorer. Mere end fem kilo sølv i form af bl.a. service og smykker. Fundet er fra 400-årene.

Relikviekors på Bornholm

I september blev der gjort et stort skattefund fra middelalderen på Bornholm. Fundet indeholder bl.a. to sølvrelikviekors.

Begravelsesplads

Ved Møsvrå nord for Kolding stødte arkæologer på en begravelsesplads med 55 urnegrave fra før-romersk jernalder. 

Dyssekammer

Under det nye universitetshospital ved Skejby nær Aarhus fandt arkæologer resterne af en 20 meter lang og otte meter bred langdysse.

Danmarks længste jernalderhus

I juni dukkede sporene af et 65,5 meter langt og syv meter bredt hus fra jernalderen op i forbindelse med udgravninger før et motorvejsbyggeri mellem Bording og Låsby.

Stormandsgård fra Hoby

Arkæologer har i løbet af sidste år undersøgt et nedbrændt hus fra den kendte stormandsgård Hoby fra ældre jernalder ved Rødby Fjord på Lolland.

Borgtårn

Arkæologer har i voldgraven ved Vordingborg Slot fundet resterne af et tårn fra den gamle borgmur.

25 forhistoriske gårde og 25 vikingegrave

I forbindelse med udgravninger før motorvejsbyggeri har arkæologer fra Silkeborg Museum afdækket bl.a. 25 forhistoriske gårde og 25 vikingegrave.

Langhus ved Holsted

Arkæologer er ved motorvejen ved Holsted stødt på sporet af et velbevaret langhus fra yngre stenalder (2400-1700 f.Kr.).

Top ti-listen over arkæologiske fund i 2012 er udarbejdet af Kulturstyrelsen.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.