26. juli 2010, 10:21 – opdateret 18. februar 2011, 09:34

Der blafrer 239 sorte balloner i aftenbrisen på Halmtorvets grønne oase ved Hovedbanegården. Hver og én repræsenterer ballonerne et tabt liv. En død narkoman. Det er den internationale mindedag for stofmisbrugere, og knap 100 misbrugere, pårørende, efterladte og lokale ildsjæle er samlet for at mindes dem, der ikke klarede 2008.

På en lille plads et stenkast derfra trasker en flok stiknarkomaner rundt i knuste flasker, papir og blodige vatklumper. Lugten vidner om, at selv ikke værestedet Café Dugnad har toiletter nok.

En kvinde ved navn Janni siger, at hun gerne vil tale med os, men hun skal have et fix først. Hendes kammerat Michael har udstyret parat, og uden at sige et ord finder han en blodåre i hendes højre arm og stikker. Der er kokain i sprøjten.

»Øj, hvor er det godt,« stønner Janni, mens hun tørrer det piblende blod af stiksåret med en snavset vatklump. Pludselig bliver hun urolig. Trækker vejret hurtigt. Hun har taget for meget, råber hun.

Må ligge ned. Få vejret. Så forsvinder hun om bag en container, mens Michael trækker ned i sine joggingbukser for at stikke sig i skridtet.

Hvad vil et fixerum betyde for din hverdag?

»Det ville være en lettelse. Jeg ville ikke behøve at fixe i affaldsbunker eller bag containere. Alt svineriet ville blive holdt på ét sted, og børnefamilierne derovre...« - han peger op mod lejlighederne, der omkranser Kødbyen - »de ville undgå at skulle se på os. Det, som børnefamilierne skal se på i dag, er ikke i orden.«

Michaels liv med stoffer begyndte allerede, da han som 11-årig begyndte at ryge hash. Tre år senere stak han sig med heroin. I dag er han 46 år gammel, og på de hårdeste dage stikker han sig 15 gange med kokain. Nu trækker han ned i joggingbukserne igen. Han vil vise os noget.

»Hvis jeg havde haft et fixerum med en sygeplejerske, kunne jeg have undgået det her,« siger han og peger.

Lige over lysken dukker et dybt, lilla krater på størrelse med en tomat frem. Det er et ar fra fix, der gik galt for fem måneder siden. Siden da er Michael blevet opereret to gange og har ligget på tre forskellige hospitaler.

Janni er kommet tilbage nu. Hun har det stadig dårligt, men taler længe om ønsket om et fixerum:

»Se det lort vi sidder og stikker os i nu,« siger hun og peger ud på pladsen.

»Det her er ikke for mennesker.«

Så forsvinder hun over i et hjørne, hvor hun forsøger at kaste op på brostenene.